Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2019

Digtsamling som kunstværk

Forfatter Daniel Boysen har fået tilbud fra store forlag, men vælger de små, som eksperimenterer og elsker den enkelte udgivelse.

Af Lene Møller Jørgensen

Digtsamlingen En vase i brystet er Daniel Boysens seneste udgivelse, og den udkom på det lille aarhusianske forlag Silkefyret.

For mig er det lille forlag et aktivt valg, fordi små forlag også ofte er aktivistiske med et værdigrundlag, som tiltaler mig. Silkefyret er f.eks. et forlag, som slår sig op på særegne udgivelser, hvor man eksperimenterer med papirkvalitet, sats og illustrationer og lægger stor vægt på, hvordan værket fremstår. Så udgivelsen kan ses som en form for samlet kunstværk,” siger Daniel Boysen. Han fremhæver også nærheden – at Silkefyret ligger i Aarhus, hvor han selv bor og arbejder som litteraturformidler på Dokk1, hovedbiblioteket i Aarhus. Der ligger en værdi i at komme på forlaget og i miljøet omkring det.

 

T-shirt med litterær oplevelse

Da En vase i brystet udkom, fik forlaget trykt postkort, som forfatteren delte ud på cafeer og i folks private postkasser, og det førte til mange samtaler. Forlaget fremstillede også en T-shirt med et foto og et digt fra bogen.

”Der var mange gymnasieelever, som gik med T-shirten, og selvom de måske ikke har læst bogen, har de på den måde alligevel fået en litterær oplevelse,” siger Daniel Boysen. Tre forskellige udgivelser på tre forskellige forlag har Daniel Boysen bag sig indtil videre. Han forsøger at vælge forlag ud fra, hvad der passer til den enkelte tekst. Fordi ilden er vores, med undertitlen Roman i opbrud, udkom på Jensen & Dalgaard – dér udkommer også hans nye roman i slutningen af året, hvis alt går efter planen. Netop nu er han ved at færdiggøre manuskriptet på Hald Hovedgaard.

Redaktionelt er de to forlæggere benhårde. De er med i hele fileprocessen, fra afleveringen af manuskriptet og hele vejen frem. Der er kun de to og ingen andre, der blander sig. Det handler ikke om at udgive perfekte bøger, men om at få potentialet frem i teksten. Det handler om nærhed til teksten – ikke om profit.”

En vase i brystet blev udgivet i en serie, som Silkefyret kalder Silkeserien og blandt andet præsenterer således: ”… håndlavede, kunstfærdige nyudgivelser af danske forfattere”. Netop boghåndværket er også noget, flere af de små forlag koncentrerer sig om, og det giver det gamle håndværk en opblomstring. ※

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte