Michael Strunge døde for 30 år siden. En martsdag i 1986 gav han slip og forsvandt. Som dødelig og kødelig. Men hans digte blev. I starten vrængende og sitrende som billeder af en tid. Sidenhen som kanoniseret kultur, hvor unge igennem flere tider og i alle aldre gang på gang møder hans digte på undervisningsinstitutioner landet over. For mange er det et af de første møder med digte, der er uafrystelige. Ordene bliver siddende. I jakken, i huden, i øjnene. Som en insisteren på at finde et sted, hvor drømme er andre virkeligheder og kan drømmes med åbne øjne. Hvor resultaterne ikke er karakterskalaer, men en bevidsthedsudvidende tilstand, hvor alt efterfølgende vil forandres. Sådan er gode digte. De skaber nye rum, nye tider.
Klub 27 og 47
Biografi og digtning flyder muligvis sammen i en tid, hvor vi bedst kan lide, at folk ikke er her mere, hvis vi skal forgude dem. Det er sikkert svært med levende guder, når man pludselig møder dem i omklædningsrummet i Øbro Hallen. Tag ikke fejl. Michael Strunge døde, fordi han var syg. Han valgte muligvis ikke døden, men døden valgte ham. Klub 27 blev det. Som så mange andre, der også levede på kanten af drøm og fjern virkelighed, hvor stoffet mellem øjnenes låg ikke længere kunne holdes ude af en simpel syv-otte timers søvn. På et tidspunkt kan man ikke længere vågne op og se verden i øjnene, som den er – uden det konstant svier. Jeg vil ikke gisne om hvorfor og hvordan, da jeg intet ved om det. Det, som jeg ved, er, at Michael Strunges digte for altid har boet i mig. I mit hjerte. I mit blod. I min krop.
Muligvis røg Michael Strunge i Klub 27, mens jeg sad i Klub 47 på Tycho Brahes Allé på Amager og læste ham igen og igen som et ungt, vredt barn, næsten teenager, der ikke kunne finde ro i tiden. Jeg var 12 år, næsten 13, da Michael Strunge døde. Og med nyheden om hans død vågnede jeg op og blev mig. Eller blev noget af mig. Med hans bagage boende i søjlen af ryg og knogler, når jeg traskede over på biblioteket i Amager Centret og lånte hans drømme i håb om, at jeg også kunne drømme den. Jeg havde hørt om ham, inden han døde. Min kusine havde læst et par af digtene fra ’Popsange. En moderne kærlighedsaffære’ (1993) op for mig i ny og næ. Min kusine var lidt ældre end mig, en rigtig teenager, og var kæreste med Sorte Martin fra Sorte Hest.
Tiden dengang i 1986 på Amager var farvet af en grå dis og en kedelig, lugtende territorieafmærkning fra en rockerkultur, der havde aflivet Makrellen, men ikke kunne finde ud af at slå sig selv ihjel, fordi alle fra rygmærkeklubben havde store håb om mere magt på de sorte markeder, hvor man solgte røg til alle dem, der behøvede bedøvelse for at kunne drømme sig væk herfra. Jeg gik rundt med blå, blå øjne og drømte en drøm uden æter og andre medikamenter end de sølle tebreve fra Medova, som på ingen måde tog trætheden af tiden kl. 15, nok snarere tværtimod.
Heltebilleder
En dag i det tidligere forår sagde de i radioavisen, at Michael Strunge var død. Jeg fandt et foto af ham i avisen dagen efter, hvor den smukkeste mand med eyeliner og sort hår kiggede direkte på mig. Og så mig. Alle omkring mig ville lave deres egne bands. Eller være Anne Marie Helger. Det sidste ville jeg også. Men jeg ville også skrive. Og skrev allerede. Uden at kende ordentligt til andre lyrikere end Tove Ditlevsen. Jeg gik på biblioteket og fandt ham. Eller noget af ham. Hans bøger.
Dengang var det i særdeleshed digtene ’Plasticsolen, Natmaskinen og Den hæslige by’ fra ’Vi folder drømmens faner ud’ (1981) og ’I dag tænkte jeg på skyernes rejse’ og ’Er der mere at sige?’ fra ’Væbnet med vinger’ (1984), der satte sig fast. Jeg lærte dem udenad. I byen, hvor lyset ikke er rigtigt og skabt af plastic, skrev Strunge, at ”Gaden er fyldt med blinde børn”. Det er gaden stadig. Børn fra enhver tid og med ethvert køn, som glider rundt med medicinglinsende øjne og leder efter et sted, hvor de kan slå sig ned. Og finde en ro og fred under et lys, der ikke skinner af kunstige simili. Jeg ved ikke, hvor meget jeg forstod. Dengang. Men det satte sig fast. Og blev siddende.
Mange i min generation forgudede David Bowie som idolet. Manden. Gud var død. Bowie levede. Selvom vi slog den stakkels mand ihjel længe før, han selv gjorde det. Bowie blev en figur i populærkulturen, hvor han fik MTV-hits. Og, værst af alt, blev solbrændt. Han flyttede sig, inden tiden flyttede ind i ham. Fra Vestberlin til Los Angeles. Jeg hadede USA. Dengang. Fordi min far gjorde. Fordi tiden gjorde. Hadet drev rundt og satte sig som en sort, stor ting, der kun kunne inhaleres som røg, når man hang ud i Amager Centret aften efter aften og troede, man var noget. Eller nogen. Det var man ikke. Jeg læste ’19. juni 1983’, hvor Strunge som 25-årig tager toget til byen, der altid er digternes by. Berlin tog Strunge til sig. ”Mit hoved, Berlin, en planet for sig selv”. Kærligheden boede i byen. En kvinde med et hjerte af guld mødte han der. Et sted på Kurfürstendamm. Strunge ledte og søgte efter hendes læber i byens støv af tid og mure, som adskilte en ungdom for at møde en anden ungdom. Murene blev sidenhen væltet. Det ved enhver. Nu lever vi i en tid, hvor murene igen etableres. Og bygges højere og højere, så de dækker for enhver fri tanke, enhver fri sol. Plasticsolen vender tilbage. Det samme vil medikamenterne gøre. Vi behøver drøm i vores øjne. Vores hjerter.
Skrig i tiden, min tid, var der højest sandsynligt stadig nok af, selvom de var afvæbnet noget. Med tiden. Den anden tid. Da Strunge i 1980 udgav ’SKRIGERNE! Punktexter 1976-79’ skreg en bevægelse, han havde ønsket at være en del, at de ikke ville skrige med ham. Det var borgerligt at skrive digte om punk. Hvis man var punk, var man bare punk, og holdt sine skriverier for sig selv. Og sine skrig. Hvis man skulle skrige, skulle det være kollektivt og efter anbefaling fra punklederen. Mere kollektivt var det altså heller ikke. Enhver bevægelse skal føres frem af én, som tager formandskabet på sig og derefter skaber sig i håb om at efterlade et mærke et sted. Alt det havde Strunge set, mærket og bemærket, da han i sin iver efter at høre til et sted, havde opsøgt dem, der satte ild til deres kommunefarvede hår og fik farver, der mindede om sole fra fjerne steder og fra tider, hvor man sætte sin lid til flere nuancer end sort og hvid.
Det er en kort lykke af fællesskab, hvor man er sammen med andre mennesker om at sætte tabere og vindere i denne verden. At fastholde et system, hvor stammerne ikke blandes, men prikkes ud og isoleres. Til en eftertid. I dag hedder det sikkert at dele noget med andre, sit netværk, sine føl(gere). Dengang delte man mere eller mindre intet. Kun en tid. Og muligvis et halstørklæde, hvis man fandt det i et S-tog. Tiden var kold. Det er tiden også i dag. På den måde har alle tider brug for digternes verbale drømme af ord, struktur og kodeaftegninger på himlene over byens forstæder, der alle drømmer om at være mere by, end de er.
Uden for tid
I dag vender jeg ofte tilbage til digtene fra ’Fremtidsminder’ (1980), som læst ind i tiden i dag rummer visioner om for, nu- og fremtid set i et nøgternt lys som under en langtrukken døgnoperation, hvor kniven skærer det overflødige fra, for at fastholde det, som skal blive. Det kommende, velsagtens. Tiden er tidløs. Som et biblioteksmuseum, der huser alt, der var, alt, der vil komme. Reolerne bugner af nætter, cyklusser og tikkende ure, der går i deres egne tider, og kun vækker dem, der en sjælden gang imellem syvsover mellem klipper af beton og mursten i baggårde, hvor de hjemløse digtere med glødende og blødende hjerter finder hjem mellem det, andre har smidt ud. Digtsamlingen om fremtiden er snarere poetiske tekster og fragmenter om tid og drøm end egentlig lyrik.
Et drømmende teater, hvor gadens poesi finder sine ølkasser og andre scener, hvorfra visioner om en anden tid kan fortælles til en tid, som kun lytter efter, hvis man drømmer sine drømme ordentligt. Ellers er det nemlig spild af tid, så at sige.
I 1990-erne, da jeg var i begyndelsen af 20erne, snublede jeg ofte over ’Nigger’-bøgerne, der som sorte tavler med røde bevæg- og baggrunde skrev mængderne af uren poesi frem fra det skjulte, fra det sorte, fra nætterne, hvor vreden skummede, og hænderne mod det værende ikke længere kunne handle med en trodsighed, hvor pegefingeren mod det eksisterende skulle fortælle, at her var det nye. Jeg søgte nok et sted, hvor skuffelserne over vreden og modet, man har i sit hjerte som yngre, ikke kunne leve videre i tiden med min krop som en ung voksen. Bevægelserne faldt fra hinanden. Sammenholdet i stammerne ophørte. Gadens børn flyttede ind i forældrekøbte ejerlejligheder.
Digtet og tiden
En verdenssøn fra Hvidovre var Michael Strunge. Marcus Hitengel og Simon Lack var han også. Kært barn har mange navne, som det adlyder over tid, gennem tid. Fra én tid til en anden. Michael Strunge er ofte sat ind i sin tid og læst derefter. Det sker, når man ikke ved bedre. Og sikkert ikke har tid nok. Digtet som struktur, som system og størrelse, rummer vel ofte ingen tid og alverdens tider. Derfor er det på ingen måde en tidslomme, nok snarere en tidsrøver, hvis vi skal blive der. I tiden.
Jeg havde to idoler fra den gamle tid, den anden tid. Michael Strunge og David Bowie. For 30 år siden døde Strunge. I januar døde Bowie. Sådan rigtigt. Og set med kommercielle briller, hvor en Pepsi-drikkende generation for længst havde skubbet ham ud i et vedvarende kummefryserlandskab. Nu genskabes han i sit eget billede og gøres tidløs, som et ikon hævet over den. Tiden. Som det også er sket med Strunges unge digtning. Den læses nu. Som det, den er. Bowies musik høres også nu. Som det, den er. Fantastisk. Enestående. Suveræn. Visionær. Børn af fremtid. Af tid. Af alle tider.
Hvad der kommer efter, ved vi ikke.
Da jeg krydsede Reberbanegade i tidernes morgen med Michael Strunges digtsamlinger i min rygsæk, havde jeg en plasticpose i den ene hånd, hvor soundtracket til Christiane F. lå og hoppede rundt. Et lydspor til en film om en tid i Vestberlin, hvor børn for hurtigt bliver voksne i en verden fuld af dumme voksne, der for længst har valgt at glemme deres produktioner af kopier og kun har stillet skarpt på det omrids af dem selv, som de kan fastholde. Som dødelige voksne. Uden rus. Eller uden for rus. Bowie havde skabt lyden af tiden. Dengang. Som nu er lyden af den tid, der er os.
Nej, som var os.
Uden for billedet.
Udenom.
Ud af natten, skrev Strunge i det pæredanske tusmørke et sted.
Blå, blå, elektrisk blå, sang Bowie fra baggårdens kælderskakter.
Og de blå nætter gennem alle tider var vores. Er vores. Fuld af de drømme, vi skaber der, og hvor vi skraber vores knæ hudløse af virkelighederne, vi møder, når vi sætter i løb og forener drømmene med virkelighed. Tid. Vores tid. Din og min.
Ordene
Når man genlæser Michael Strunge i dag, er det slående, hvor tidløse digtene er, samtidig med at de konstant er bundet op på en tid. Et kosmisk rum, velsagtens, hvor det kommende er fjerne fremtidsminder med høje, krystalklare galakser og en finger til de højreorienterede profetier fra munde, man møder i stormblæste sidegader, hvor tryksager fra kiosker flyder på asfalten og farver den med ubrugelige ord. Ord, man ikke kan digte med og om, fordi de er onde og kun vil mennesket det skidt. Det er de andre ord, man kan bruge. Dem, der også vil bruge dig. Ord med hjerte og smerte, selvfølgelig. Ord med krop og blod. At skrive og eksistere i en tid, hvor man sætter sig uden for, kræver en krop, der går og løber i gaderne og ser livet – og lever det – i en overhalingsbane, hvor drømme af sølv og elektricitet altid kan bruges.
Som skriften på væggen.
Eller som skriften i bogen.
Som lyrikken, der altid vil forene os, der drømmer.
I en drøm. ·
“Bevæbnet med vinger” er en tværfaglig gruppeudstilling om Michael Strunge skabt specifikt til Hillerød Bibliotek. Udstillingen foregår på hele biblioteket. Udstillingen er kurateret af Tomas Lagermand Lundme og Karen Elsebeth Jensen.
Kunstnerne, som deltager, er: Kaspar Kaum Bonnén, Lise Cabble, Caspar Eric, Line Knutzon, Tomas Lagermand Lundme, Elisabeth Gjerluff Nielsen, Knud Odde, Pulsk Ravn, Peter Rewers, Julie Sass, Amalie Smith, Michael Søndergaard, Keep Talking (Trine Damgaard) og Søren Ulrik Thomsen. Udstillingen åbner som en del af litteraturfestivalen ‘Ordet er Løs’ og kører fra den 27. oktober 2016 til og med 8. januar 2017.
