Rakel Haslund-Gjerrild har levet sammen med maleren Kristian Zahrtmann i flere år. Faktisk faldt hun for ham og hans malerier allerede i 2012, da hun var 23 år gammel. Det var maleriet Adam i Paradis, som også er titlen på den roman, hun senere skrev om Kristian Zahrtmann, der fascinerede og motiverede hende til at fordybe sig i hans liv og virke. Men hun vidste, at hun ville skrive om ham i hans alderdom, og dér i 2012 var hun altså for ung til ham, den store kunstner, der øvede stærk indflydelse på en hel generation af malere i sin samtid.
Den unge forfatter satte derfor Zahrtmann, hans liv og kunst på standby, mens hun skrev på andre tekster. Men i foråret 2022 udkom hendes roman om Kristian Zahrtmann – hun vurderer, at hun har arbejdet på romanen i sammenlagt fem år og brugte et år alene på at læse brevevekslinger, biografier og materiale om hans samtid.
Skabelsesmyten
”Jeg tror, at jeg læste koncentreret om ham i et år, hvorefter jeg lagde al research til side og begyndte at skrive. Jeg vidste på forhånd, at jeg ikke ville ’forklare’ karakteren eller mennesket, jeg ville ikke slå ned på en begivenhed i barndommen, der som en nøgle låser mennesket op,” siger Rakel Haslund-Gjerrild, der ser sin fortælling som en næsten arketypisk skabelsesmyte. En fortælling om skabelsen af en kunstner.
Kristian Zahrtmann (1843-1917) blev født på Bornholm, men flyttede senere i livet til Hovedstaden. Også Rakel Haslund-Gjerrild er bornholmer, og oprindelig – tilbage i 2011 før Zahrtmann – var hendes tanke at skrive en kortroman-trilogi om tre kunstnere med tilknytning til Bornholm, og heraf skulle den ene være om forfatter og billedkunstner Gustaf Munch-Petersen. Han faldt i Den Spanske Borgerkrig i 1938, da han var 26 år gammel, og efterlod sig et lille barn og en hustru med endnu et barn på vej.
”Men jeg opgav romanprojektet, da dokumentarfilmen Skyggen af en helt kom frem i 2015 og skabte uro blandt Gustaf Munch-Petersens familie og slægt. Jeg tænkte, at der er så mange gode historier derude, jeg behøver ikke at gribe fat i andres familiehistorie – det er deres historie. I stedet hoppede jeg to generationer tilbage for at skrive om Zahrtmann. Og den voksede sig større end kortroman-trilogi-formatet og blev til en selvstændig bog,” fortæller Rakel Haslund-Gjerrild.
En velkendt særhed
Hovedsporet i Adam i Paradis er 1913, hvor den 70-årige Kristian Zahrtmann maler sit maleri af samme navn. Maleriet vakte en del opstandelse i datidens København. Adam er nøgen, kun et blad dækker nødtørftigt hans kønsdele, han sidder tilbagelænet omgivet af frodige vækster og ser ud på os, mens slangen i paradiset ses på vej op mellem hans spredte knæ. Det er et meget erotisk ladet maleri. Og Eva? Nej, hun figurerer ikke på maleriet, hun er slet ikke skabt endnu.
Man ved ikke meget om Zahrtmanns kærlighedsliv, og slet ikke om han var homoseksuel. Han skrev ikke dagbog – hvis han gjorde, er den i hvert fald tilintetgjort – men Adam-maleriet og flere af hans andre malerier er blevet beskrevet som stærkt homoerotiske. Men det var usagt i hans samtid. Dengang var homoseksualitet forbudt i Danmark, men emnet var højaktuelt og havde i flere år været voldsomt debatteret, en debat, som i dag måske er mest husket og kendt i skikkelse af forfatter og journalist Herman Bang. Han blev hånet, latterliggjort og udskammet for sin ”velkendte særhed”, som en af hans samtidige forfatterkolleger beskrev det. Det var dog ikke denne debat, som i første omgang optog Rakel Haslund-Gjerrild.
”Som udgangspunkt var jeg interesseret i den aldrende kunstner på højdepunktet af sin karriere – kunstneren, der har fået alt og nu står over for døden. Jeg kunne lide Zahrtmanns stemme, og så var det jo egentlig maleriet, Adam i Paradis-maleriet, som fik mig til at skrive; en idyl, et paradis, hvor noget er blevet trængt bort. Og syndefaldet, i form af Første Verdenskrig i 1914, står for døren … Hele samtidsdebatten om homoseksualitet, som nu fylder en væsentlig rolle i bogen, var noget, jeg researchede mig til undervejs i skriveprocessen.”
En underlig pæon
Kristian Zahrtmann led af åndsuro, han følte sig mat og slidt, men udadtil holdt han fast i sin muntre facade. Hvis nu maleren og forfatteren kunne mødes og tale sammen i dag – hvad ville hun så spørge ham om?
”Hæ, jeg har da hele tiden været bevidst om, at jeg skrev om en, der blev kaldt ’paradoksets mester’ og en ’underlig pæon’ i sin samtid, som ikke bare giver svar. Bogens form er i høj grad vokset frem af kispus-agtig leg rundt om alt det, der er forblevet skjult, antydet, uden bevis – altså jeg har forsøgt at skrive en jegfortæller frem, som beholder sine hemmeligheder. Bogen handler om alt det, som jegfortælleren ikke vil fortælle om,” siger Rakel Haslund-Gjerrild. ※
Lene Møller Jørgensen
