Hvad er det for en tid, vi lever i? Og hvad kan en forfatter stille op med sine ord, når verden splintres af krig og trues af klimakatastrofer?
Hvad verden angår, har den belarussiske forfatter og nobelprismodtager Svetlana Aleksijevitj skrevet, at vi alle lever i Tjernobyl-universet. En verden, hvor grundlaget ryster under os og bærende elementer bryder sammen for øjnene af os. I bogen Bøn for Tjernobyl citerer hun en mand, der fortæller om den pludselige og chokerende evakuering af beboerne i området omkring Tjernobyl efter atomkraftværkets sammenbrud.
“Vi sad i bussen og græd. En mand på de forreste sæder skældte sin kone ud: ’Du er sådan et fjols! Alle andre har taget uundværlige ting med, og vi slæber rundt på trelitersglas.’ Hans kone havde besluttet, at fordi de skulle med bus, ville hun give de tomme henkogningsglas til sin mor på vejen. Der lå de her kæmpe indkøbsnet ved siden af dem, vi blev ved med at falde over dem på turen. De havde dem med hele vejen til Kijev.”
Fortællingen vil ikke slippe mig. Ikke blot fordi den er absurd og tragikomisk. Disse menneskers verden var brudt sammen, men konen forstod det ikke. Hun troede åbenbart, at den stadigvæk var normal, så hun kunne aflevere de lånte henkogningsglas til sin mor. De skulle jo alligevel den vej.
Der er imidlertid endnu en grund til, at jeg ikke kan slippe den fortælling, og det skyldes, at jeg synes, at den kone – det er os. Det er mig. Det er dig. Der er krig i Ukraine. Mennesker påføres ufattelige lidelser. I fjernsynet ser vi mørke skyer fra brændende byer, og bag disse skyer ser vi andre skyer. Ikke fra krigen, men fra klimaet, for jorden har fået feber. Skyerne i horisonten fortæller, at vi kan forvente flere katastrofer, flere konflikter, mere hungersnød, flere flygtninge.
Sådan ser fremtidsudsigterne ud, mens vi klamrer os til vores henkogningsglas og bilder os selv ind, at verden stadigvæk er normal, og sandheden er, at vi lever i Tjernobyl-universet, og vi har i virkeligheden meget tilfælles med de mennesker, der blev evakueret fra Tjernobyl. De var klar over, at noget frygteligt var sket, men de vidste ikke hvad. De havde ikke et sprog, der kunne rumme katastrofen, der ramte dem, og var derfor ude af stand til at tale sammen og fortælle hinanden, hvad der var sket, og hvad der ville ske. Både fortiden og fremtiden var taget fra dem. Min påstand er, at vi ikke har ord for det, der vil ske. Så vi lader som ingenting og hygger os, så godt vi kan.
Begrænsning af CO2-udledningen? Glem det! Folk forbruger som aldrig før. Omsætningen slår nye rekorder. Rejsebureauerne melder om et rasende salg af flyrejser til sydens sol. Huhej, hvor det går.
Man kan spørge: Hvad kan vi gøre? Vi er jo afmægtige. Med hensyn til krigen i Ukraine kan vi købe lidt aflad og sende penge til flygtningehjælpen, men ellers er vi reduceret til at være tilskuere. Vi er magtesløse.
Når det drejer sig om de andre sorte skyer i horisonten, om klimatruslen, er det anderledes. Der kan vi – som forfattere – gøre noget. Vi kan ikke redde verden, men vi kan sætte ord på den. Vi har sproget som redskab, og med det kan vi yde en indsats. Vi kan give krisen et sprog.
Når det gælder klimaet, mangler vi ord og sproglige udtryk, og vejrudsigtens muntre normalitet slår ikke til. Et eksempel: I to år har jeg været medlem af Klimaborgertinget, der er sammensat, så det udgør et minibillede af den danske befolkning, folk fra land og by, alle erhverv, mænd, kvinder, unge og gamle har talt sammen om den grønne omstilling. I fællesskab skrev vi tekster med argumenter og anbefalinger, og det var på mange måder en god oplevelse.
Dog var det påfaldende, at i dette minidanmark var vi nødsaget til at bruge et teknologisk sprog, når vi drøftede klimaspørgsmål, baseret på tabeller, statistikker og økonomiske regneark. Et sprog med megen autoritet, som vi ikke kan undvære, men et sprog uden billeder og uden andre fremtidsforventninger end dem, man kan uddrage af regneark og tekniske redegørelser.
Vi mangler et andet og rigere sprog. Et sprog, der er af en sådan faglig og litterær kvalitet, at det appellerer til brede folkelige kredse. Det er da lige noget for os som forfattere. Her kan alle genrer komme i spil, og vores illustratorer skal med. Her kan det skrevne ord få en betydning, der rækker langt ud over de litterære bobler, der præger den litterære verden i dagens Danmark.
Dansk Forfatterforening er en mangfoldighed af vidt forskellige litterære genrer, og hvad har vi egentlig tilfælles? Svaret er kampen for at vedligeholde respekten om det skrevne ord. For at udvikle og vedligeholde et sprog, som henvender sig til alle, unge som gamle, på en måde, så de lytter og gerne vil læse, og som ikke blot rummer trusler om død og undergang, men som også peger på de gevinster, vi kan få – et bedre miljø, renere vand og luft, mere natur, mindre stress, mere fællesskab. Sproget skal ikke kun tegne fremtiden med sorte streger, men også rumme et håb. ※
Egon Clausen
