Kan du huske, hvordan det var
at udgive din første bog?
Det var stort, grumt, smukt, overvældende og propfuld af lige dele realistisk fatalisme og naivitet. Efter at have arbejdet i branchen i så mange år som redaktør og agent, vidste jeg jo præcist, hvor hårdt det er at udkomme, hvor heldig man er, hvis man bliver anmeldt, og endnu heldigere, hvis ens debut-novellesamling rent faktisk sælger – på den anden side føles det jo, som om man kan gå på vandet, når man står med bogen i hånden, og det pludselig føles legitimt at sige, at man er forfatter.
Du har fravalgt fast arbejde
for at skrive – hvorfor?
Uh, af utrolig mange årsager – men primært fordi, at det, når jeg skriver, er det tidspunkt, jeg er allermest mig selv. Og når jeg har fast arbejde, bruger jeg meget krudt på at skrælle arbejdets forskellige lag af, før jeg igen har ro i hovedet til at skrive.
På en arbejdsplads er der så mange stemmer og mennesker, man skal tage stilling til. Møder og ting, man skal mene noget om, gode og dårlige ting, og når man er på en arbejdsplads, kan man jo ikke lade være at deltage og engagere sig. Man er nødt til at gå ind i de sociale og arbejdsmæssige relationer og problemstillinger; man kan ikke bare sige: ”Jeg gider ikke lige tage stilling til det der, eller jeg magter ikke lige det møde.” Det er jo ens ansvar at magte det, at være til stede, at tage stilling og forholde sig til folk og problemstillinger.
Og så er der naturligvis også ganske enkelt det tidsmæssige aspekt: Der er kun så og så mange timer i døgnet – så fast arbejde tager tid fra mit faste arbejde som forfatter.
Hvad er vigtigst for dig?
At skabe teksten eller at blive læst?
Begge dele er vigtige på hver sit tidspunkt. Når jeg skriver, prøver jeg så vidt muligt at lukke enhver tanke om læseren ude. Sådan noget med målgrupper og publikum er kun hæmmende i processen. Dér er teksten til enhver tid det vigtigste. Det er selve arbejdet med den, at komme hen det sted, hvor teksten er klogere end dig selv, som er det absolut essentielle.
Men når bogen er færdig, så er det da af kolossal værdi, at der rent faktisk er nogen, der læser det. Ikke fordi det skal udmøntes i bestsellertal eller popularitet, men fordi man vel på et eller andet plan skriver for at blive hørt/læst. Kunst opstår jo i høj grad i spændingsfeltet mellem værket og modtageren, så hvis den er uden modtager, så svæver den på sin vis i et frit rum uden egentlig betydning. ·
