Han begyndte at skrive dagbog i 1951. Da var han otte år og skrev med blyant i små notesbøger fra skolen, senere skiftede han over til skrivemaskine, skrev ark efter ark, der omhyggeligt blev sat ind i ringbind, og senere endnu blev dagens notater nedskrevet på computer.
”Jeg skriver dagbog for at huske og gemme stemninger, tanker og følelser, og for kunne gå tilbage og se, hvornår og hvordan noget skete. Jeg bruger dagbøgerne i mit litterære arbejde,” fortæller Arne Herløv Petersen, lyriker, romanforfatter, oversætter og medlem af Dansk Forfatterforening gennem 47 år.
En del af Arne Herløv Petersens dagbøger ligger i dag i kopi på Rigsarkivet, konfiskeret af Politiets Efterretningstjeneste (PET). PET kontrollerer dagbøgerne og kan udstede tilladelse til historikere, forskere og PET-ansatte, som ansøger om at læse i dem. Denne historie handler om forfatterens dagbøger. Om, hvem der ejer dem, hvem der har ret til at læse i dem, citere fra dem, offentliggøre passager af dem. Dét vil blive vendt og drejet og afgjort ved en kommende retssag, hvor Dansk Forfatterforening på vegne af Arne Herløv Petersen lægger sag an mod Politiets Efterretningstjeneste og Rigsarkivet. Forfatterforeningen og Arne Herløv Petersen kræver, at dagbøgerne destrueres eller udleveres til deres ejermand.
”Sagen handler i bund og grund om, at den enkelte forfatter har ret til selv at bestemme over sit manuskript. Her er det sat på spidsen, fordi det er staten, der har konfiskeret materialet og krænker forfatterens ophavsret,” siger formand for Dansk Forfatterforening Morten Visby. Han understreger, at magtfulde statslige instanser ud over ophavsretten også krænker privatlivets fred og helt fundamentale, individuelle menneskerettigheder.
Da Dansk Forfatterforening har fået bevilget fri proces af Procesbevillingsnævnet, betyder det, at staten betaler alle sagsomkostninger, og den er bevilget, fordi nævnet vurderer, at sagen har så stor, principiel betydning, at det er i offentlighedens – vores allesammens – interesse at få den afklaret.
”Det er en sejr i sig selv,” siger Morten Visby, ”at en statslig myndighed nu anerkender, at der faktisk er en sag.”
Spionsigtet
Og hvorfor har PET overhovedet Arne Herløv Petersens dagbøger? Sagen begynder en novemberaften i 1981 – tiden under den kolde krig – i landsbyen Tryggelev på Langeland, da politiet opsøger Arne Herløv Petersen i hans hjem. Politiet præsenterer forfatteren for en sigtelse efter den såkaldte milde spionageparagraf, han arresteres og føres til Svendborg Arrest. Der sidder han i tre dage, mens politiet gennemsøger huset og beslaglægger 1.400 dagbogssider, skrevet de ni foregående år.
Fem måneder senere frafaldes sigtelsen, og en betjent kommer til Tryggelev og afleverer Arne Herløv Petersens dagbøger.
”Så vidt jeg husker, spørger jeg ham, om de har kopieret dem, og han svarer: ’Selvfølgelig ikke’,” siger Arne Herløv Petersen.
Det troede han så på frem til 2009, hvor PET-kommissionens rapport udkom. Rapporten beskæftiger sig indgående med Arne Herløv Petersen og sagen mod ham.
”Og rapporten citerer ordret fra mine dagbøger, ordret – det var dybt chokerende læsning for mig. I kommissoriet for undersøgelsen fremhæves det, at rapporten ikke skal udtale sig om enkeltpersoner. Alligevel handler 100 sider om mig, min sag og omfatter altså også direkte afskrift af min dagbog.”
Kopieret og arkiveret
Politiets Efterretningstjeneste havde altså, uden forfatterens vidende, kopieret og arkiveret samtlige 1.400 dagbogssider. Ifølge Arne Herløv Petersen selv handler mindre end to procent af de 1.400 sider om hans frokostmøder og snak med russere, resten er dybt privat, personligt, intimt, men Efterretningstjenesten gav alligevel PET-kommissionen adgang til dagbøgerne. Også Bent Jensens Center for Koldkrigsforskning har nærstuderet og brugt materiale fra
Arne Herløv Petersens dagbøger.
Og i dag kan historikere, forskere og andre altså stadig få adgang til materialet, hvis Politiets Efterretningstjeneste giver tilladelse. Rigsarkivet opbevarer dokumenterne, og derfor omfatter Forfatterforeningens sagsanlæg også arkivet.
Sagen om forfatterens dagbøger har kørt siden 2009, og Dansk Forfatterforening gik ind i den på Arne Herløv Petersens vegne i 2012 for at kræve hans dagbøger udleveret. Fra Civilstyrelsen over Justitsministeriet til Folketingets Ombudsmand – magtfulde instanser, som har haft årelange sagsbehandlingstider. Og som alle har afvist kravet. Ifølge PET er dagbøgerne ”af historisk interesse”.
Arne Herløv Petersen har skrevet to bøger om sagen, Skueprocessen og Aktindsigt, og vil gerne lægge den bag sig, men:
”Jeg prøver ikke at tænke på det hver dag, men jeg tænker nok mere på sagen, end jeg burde. Jeg prøver at skubbe det væk, men jeg er aldrig blevet frikendt, mit navn er ikke blevet renset,” siger han i dag.
Advokat og partner i SIRIUS Advokater Gitte Løvgren Larsen kommer til at føre sagen, som på grund af sin principielle karakter formentlig indledes i Landsretten.
”Det bliver langvarigt og kompliceret,” siger Forfatterforeningens jurist, Anne Koldbæk, som fortsat følger sagen og vil være til rådighed for Gitte Løvgren Larsen med sparring.
”De første halvandet til to år kommer hovedsagelig til at foregå på skrift med argumenter og krav frem og tilbage. Derefter bliver der nok indkaldt enkelte vidner,” siger Anne Koldbæk, som ikke forventer, at hverken Arne Herløv Petersen eller hun selv kommer særlig meget i skranken.
Persona non grata
Arne Herløv Petersen har ofte tænkt på, hvorfor det lige blev ham, der endte med en sigtelse for spionage. Og han mener, at det var et tilfælde.
”Det er min tese – at det er tilfældigt, at det blev mig. At PET slet ikke ønskede en retssag mod mig – jeg skulle statuere et eksempel, og fem måneder senere kom der jo også tiltalefrafald, ” siger Arne Herløv Petersen, der gerne ville, men aldrig har fået mulighed for at få sagen for en domstol.
Arne Herløv Petersen har skrevet over 100 bøger og oversat mere end 500 bøger, men spion-
sigtelsen og dagbogssagen har påvirket hans liv både privat og professionelt.
”Jeg føler mig ofte som en persona non grata i den etablerede forlagsverden. Jeg ved ikke – og det kan jo aldrig påvises – hvordan sagen har påvirket min litterære karriere. Men jeg ved, at siden sagen kørte, har jeg aldrig fået noget udgivet på Gyldendal, selvom jeg både skrev og oversatte for dem inden. Jo, én gang sendte jeg et manuskript under pseudonym, og det ville de godt udgive. Men igen, måske var det, fordi det bare var bedre end dem, jeg havde sendt under eget navn? Måske er det, fordi jeg er en mand og gammel?”
Arne Herløv Petersen har ingen anelse om, hvorfor PET kopierede samtlige dagbogssider og beholdt dem.
”Men det er hælerkoster, PET ligger ganske enkelt inde med hælerkoster, og at de bestemmer over mine personlige dagbøger og beslutter, hvem der må læse i dem – det er ulideligt. Jeg mener selv, at mine dagbøger kan have en kulturhistorisk betydning, og jeg har da overvejet at overlade dem til Det Kongelige Bibliotek, som så – når der er gået 70 år efter min død – kan lade interesserede læse i dem. Men indtil da vil jeg selv bestemme, hvem der skal læse mine private noter.”
Han har selv tilbragt ganske mange timer de seneste par år med at læse i andres dagbøger og breve på Det Kongelige Bibliotek som research til Hvede, en historisk-biografisk roman, som netop er udkommet. Det er et dybt blik ind i Unge Kunstneres Klub, hvor bl.a. Tove Ditlevsen, Morten Nielsen og Halfdan Rasmussen mødtes under Anden Verdenskrig.
Arne Herløv Petersen er 76 år og kan ikke lade være med at skrive. For 15 år siden stoppede han dog som oversætter, han var alvorligt syg af kræft, og da han kom sig, besluttede han, at han vil bruge resten af sin tid på egne værker. Det har han gjort siden. ※
Lene Møller Jørgensen
