Formandens årsberetning 2020

Vigtige møder, fester, projekter og højtideligheder er blevet udskudt eller modificeret, og vi har måttet gentænke stort set alle arrangementer og beslutningsprocesser på alle niveauer i foreningen.
I bestyrelsen, i sekretariatet, i grupperne, i udvalgene. Men intet af alt det har ændret på, hvem vi er, og hvad vi går ud på som forening. Gennem hele perioden har Dansk Forfatterforening fortsat været et aktivt værn om sproget, læsningen og litteraturens position i samfundet og fortsat arbejdet for bedre vilkår for illustratorer, forfattere og oversættere, kollektivt og individuelt. Dansk Forfatterforening har ikke været lukket ned, og det kommer heller aldrig til at ske.

Faktisk har der – siden seneste generalforsamling, som i skrivende stund kun ligger seks måneder tilbage i tiden – været øget aktivitet i foreningen på en række punkter. Vi har haft god medlemstilvækst, og grupperne har eksperimenteret med nye, digitale medlemsmøder. Video-møder kan noget, også i en forening som vores, og jeg tror, vi er flere, der har fået øjnene op for, at sådanne digitale møder rummer et vigtigt potentiale i forhold til at nå ind og ud til hinanden på tværs af landet. Forfatterforeningen skal være bedre til at favne den geografiske spredning i medlemsskaren, og her kan videomøder være en vej frem, også efter pandemien. Omvendt er det også klart, at digital kommunikation har sine begrænsninger, især når det gælder etableringen af den fortrolighed med hinanden, der er så afgørende for, at en sammensat forfatterforening kan vedblive at gøre svære ting sammen. Den balance skal vi nok finde, når videomøder ikke længere er en nødvendighed, men kan være et aktivt tilvalg.

Dansk Forfatterforening er en politisk organisation i den forstand, at vi ikke kun har meninger om litteratur og holdninger til bogmarkedet, men også gør dem gældende i de led af virkeligheden, der regulerer rammerne og vilkårene for os og for den litteratur, vi skaber. På det punkt har der i efteråret og vinteren været flere gode resultater. Som led i vores facetterede læsefremmeindsats lykkedes det at få sat børns læsning på finansloven med 25 mio. kroner til indkøb af nye børnebøger i landets daginstitutioner og børnehaver. Vi har længe vidst, at det stod skidt til med børns læselyst og adgangen til bøger i deres institutionelle hverdag. Derfor er det selvfølgelig godt, at der bliver gjort noget ved det nu, men det er også en vigtig pointe, at finanslovsbevillingen er meget konkret fokuseret på indkøb af selve bøgerne. En saltvandsindsprøjtning altså, ikke kun til læselysten, men også til bogsalget. Det ville ikke være blevet til noget uden Forfatterforeningens lobbyarbejde.

Sideløbende med arbejdet for at få bogkøb på finansloven har vi udøvet indflydelse på den igangværende evaluering af pædagoguddannelsen. Her har det været målet at få genindskrevet højtlæsning og litteratur i bekendtgørelsen for uddannelsen, således at nye pædagoger bliver klædt på til at vende den dybt forstemmende udvikling, at bøger i vid udstrækning slet ikke indgår i det pædagogiske arbejde i for eksempel børnehaverne. Hvis man tror, det kun er et problem for vores børnebogsforfattere og billedbogsillustratorer, så kan man godt tro om igen.

I Forfatterforeningen ved vi, at alle litteraturformer nærer sig ved hinanden, og at det er afgørende for hele feltet, at børn får gode erfaringer med bøger. Derfor er børns læsning et anliggende for hele foreningen.

Et andet netop fælles anliggende er spørgsmålet om transparens i salget af vores bøger. Det er af mange forskellige grunde blevet stadig mere uigennemskueligt at vurdere forlagenes kommercielle indtjening på den enkelte titel og dermed i sidste ende rimeligheden af kontrakterne. Det skyldes blandt andet et mere og mere dynamisk bogmarked med komplekse digitale forretningsmodeller og en til tider uklar flerhed af afsætningskanaler. Ikke mindst i vores individuelle medlemsrådgivning ser vi flere og flere eksempler på utilfredsstillende redegørelse for royaltygrundlaget fra forlagenes side. Men det har vi på det seneste fået mulighed for at gøre noget ved. Inden længe skal Danmark nemlig igennem en omfattende ændring af hele ophavsretsloven, og det ligger fast, at det vil indebære skærpede bestemmelser om forfatteres, illustratorers og oversætteres ret til fyldestgørende indsigt i bogsalget. Forud for lovændringerne har Dansk Forfatterforening aftalt med Forlæggerforeningen, at vi sammen vil prøve at udarbejde en brancheaftale om udformningen af denne øgede transparens. Gennem en sådan brancheaftale vil vi kunne sikre os, både at lovændringerne kommer til at fungere i virkeligheden, og at de gør en reel forskel for medlemmerne.

Når foreningen arbejder med rammer og vilkår i litteraturens verden, handler det rigtig meget om økonomi, rettigheder og politik, men ikke kun det. Det handler også om kulturen og relationerne i branchen, herunder samarbejdet mellem forfatterstand og forlagsfolk. Derfor var det også naturligt, at Forfatterforeningen kom til at spille en central rolle, da anden bølge af MeToo-opmærksomheden satte bogbranchen i fokus. Jeg kunne godt have ønsket mig en mindre polariserende og mindre konfliktsøgende vinkel på den debat, især fra mediernes side, men ultimativt er det godt, at foreningen kan tage et medansvar for at sikre en ordentlig måde at behandle hinanden på forlag og forfattere imellem. I kølvandet på den store opmærksomhed i medierne vil vi sammen med forlagene arbejde videre med etableringen af nogle bedre redskaber til at håndtere seksuelle krænkelser i vores branche. Jeg vil gerne understrege, at den undersøgelse, vi foranstaltede før jul, vidnede om et meget begrænset omfang af sådanne krænkelser, men der har været ubehagelige oplevelser af den art, og hvilken forfatterforening ville vi være, hvis vi ikke tog det alvorligt?