Analyseinstituttet rummer et stort potentiale, fordi det vil kunne sætte stærkere fokus på kulturens betydning for samfundet, og fordi det på objektivt grundlag vil kunne pege på strukturelle problemer, oversete sammenhænge og nye indsatsområder. Det bakker Forfatterforeningen op om. Det gør vi. Men hvis analyseinstituttet skal kunne realisere dette potentiale, så kræver det helt andre takter end hidtil i analyseinstituttets udviklingsfase.
For der er problemer med det analyseinstitut. Et af de store er, at det har forbillede i det succesrige Idrættens Analyseinstitut uden tilstrækkelig refleksion over, at der bag lighedspunkterne mellem idræt og kultur gemmer sig helt enorme forskelle. Idræt er en sammensat størrelse, men der er sammenlignet med kunst og kultur en mere flydende overgang mellem udøvelse og oplevelse. Og så er idræt i høj grad noget, man netop udøver, sammen. Men kunst og litteratur er også et spørgsmål om at skabe noget helt ekstraordinært, helt alene.
Den forskel gør det utrolig vigtigt, at et kulturens analyseinstitut ikke ensidigt fokuserer på oplevelsesmomentet og forbrugerperspektivet inden for rammerne af de store kulturinstitutioner. Det er ikke de samme dynamikker, ikke de samme vilkår, der er afgørende for en stor offentlig kulturinstitution og for en forfatter. Heller ikke selvom forfatterstandens vilkår ultimativt er bestemmende for den kvalitet og alsidighed, man har adgang til som læser. Derfor bør Kulturens Analyseinstitut ikke kun befatte sig med tung oplevelsesøkonomi for at værne om det hellige publikums tarv, men også se på de værdikæder og sammenhænge, der danner grundlaget for skabelsen at den kunst og kultur og viden, det drejer sig om. Det er jeg bange for, at Kulturens Analyseinstitut ikke vil. Og det vil hæmme indfrielsen af instituttets potentiale.
Jeg vil opfordre til, at initiativgruppen ikke, som den har gjort, opfatter disse tanker som utidig indblanding og vederstyggelig lobbyisme. Betragt det som et tilbud om fagligt relevante bidrag til analyseinstituttets forståelse af konteksten. Kunsten og kulturens velbefindende, også i et læser- og beskuerperspektiv, handler også om balanceforhold i skaberleddet. Og disse forhold kan være svære at aflæse, hvis man ikke inddrager skaberne. Som freelancere og selvbeskæftigede på et komplet afreguleret marked kan forfatterstanden bidrage med pejlemærker i et terræn uden baner og net.
Morten Visby
