Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2019

Frit rum: Ud af huset – rundt i landet

S-styrelsen har forladt Strandgades trygge rammer og er rejst ud i landet for at møde S-medlemmerne, hvor de faktisk er. Den vil fortælle om det, der sker i Strandgade, diskutere erfaringer og faglighed, og så vil styrelsen vældig gerne høre, hvad der sker derude i alle kroge af Danmark. Den første tur ud af huset gik til Vandkantsdanmark i Svendborg Forsamlingshus.

 

Det er en tung fredag i november, mørk og diset, som dagene er, og Københavns Hovedbanegård myldrer som altid med mennesker. Vi er her også og skal med toget til Svendborg. Som S-ambassadører er vi udsendt fra hovedstaden og skal sondere terrænet, dyppe fødderne, og taler vi mon samme sprog? De seneste måneder har vi spammet de fynske medlemmer om aftenens arrangement, vi har fået ni tilmeldinger og er sikre på, at vi kan lære så meget af hinanden, men når det kommer til stykket, og det gør det nu, så er der pludselig langt til den vandkant. Der er så langt, at vi må overnatte dernede.

 

Det er et held, vi har pladsbilletter. Folk sidder skulder ved skulder med ansigterne vendt mod hinanden, de ser høfligt væk, ud ad vinduerne, eller de søger ly i skærmenes komfortzone. Udenfor fortyndes byen langsomt, nu bliver det marker, den klæge midtsjællandske muld, verden er brun og vissen derude, men vi sidder her i fart og er på vej gennem landskabet.

Vi krydser Storebælt, og det er længe før, nogen har så meget som overvejet, at en tom container på et godstog kan rive sig løs – what are the odds. Den store, blanke vandflade breder sig under os, og på et øjeblik suges vi gennem forestillingen om, hvis toget kørte ud over kanten, den svævende vægtløshed, altings slowmotion, og crash! Braget, når vi rammer vandoverfladen, suget nedad, det piblende iskolde vand og forvrængede ansigter i ruderne mod vandets mørke udenfor. Så flakser en måge ind i vinduets synsfelt, den hænger i opdriften og trækker katastrofen af os, så vi lander trygt på den anden side med land under fødderne.

 

Frode henter os på stationen, og vi kører direkte hen til kulturhuset. Der er en halv time, til folk ankommer, vi skal købe ind og haster igennem huset: den store teatersal med scene, kælderen med industrikøkken og værksteder, her er hyggeligt, konstaterer vi, mens tre af os løber i Brugsen, og den fjerde dækker bord. Netop tilbage modtager vi et par afbud, men så kommer Asbjørn, Betina, Jo, Kirsten, Maria og Martin, og vi sætter os ned. Vi skænker kaffen, drikker vand eller øl og præsenterer os selv; nu er vi om bord i den samme båd, og det er bare om at få sat sejl.

Først fortæller vi om alt det, vi laver i S-styrelsen, de faste arrangementer, festerne, “Den kreative proces” og årsmødet. Så præsenteres de nye tiltag: ”ud af huset”-arrangementer, for dette første af slagsen skal følges op. Vi vil også lave et månedligt fyraftensmøde med fredagsbar (se info andetsteds i bladet), vi vil have besøg af udenlandske forfattere, måske i samarbejde med Den Sorte Diamant, og så vil vi holde et årligt arrangement for associerede S-medlemmer. Vi fortæller om arbejdet med biblioteks-
loven, der er forældet, så foreningen har lavet forslag til ny paragraf 1 & 2. Vi hører, at Norge har fået ny bibliotekslov, og måske kan vi lade os inspirere af den?

Nu åbner diskussionen sig, for hvad ønsker fynboerne sig egentlig fra vores forening? En stand på Krimimessen i Horsens, det er ikke dyrt og vil være en måde at tackle hovedstad/udkantsproblematikken på. Forfatteres levevilkår kunne debatteres dér, eller genrerne, den påståede ”underlødighed”, måske kan sådan en stand være med til at bygge bro på flere måder?

 

Vi spiser chips, drikker vin og fortsætter diskussionen, for hvorfor er der ikke flere forfattere, der blander sig i debatten om Kunstfonden, levevilkårene, biblioteksafgiften, det handler jo om vores livsgrundlag, og vi siger ingenting, hvorfor? Måske kunne foreningen klæde os på med faktastof og argumenter, så vi tør vove os ud i debattens kugleregn, i hvert fald de modigste af os.

Det hele handler om kommunikation, vi er vel en slags eksperter, og det ville være godt med minireferater fra S-styrelsesmøderne for netop at holde samtalen på tværs af landet i gang.

 

Så taler vi om Fynske Forfattere og samarbejdet med Odense Centralbibliotek, med Fyens Stiftstidende om Bogens/Poesiens Dag. Der er fire årlige møder, og de har udgivet en antologi med krimidigte. I Svendborg er der festivalen Svendborg Graphic på Svendborg Bibliotek (svendborg-graphic.dk), poetiske byvandringer, oplæsninger og events … men tiden iler, og vi trænger til rigtig mad. Samtalen fortsætter på Økocafeteriet, og efter en velsmagende omgang gryderet er vi tilbage i kulturhuset. Vi runder af med en kop kaffe, og temmelig fredagstrætte er vi enige om, at det er vigtigt, vi mødes og og udveksler ideer på kryds og tværs hen over landet.

Så kører vi til hotellet, og dér ligger det med udsigt over fjorden. Vandet breder sig blankt mellem holme, det er Vandkantsdanmark, og vi føler os hjemme og glade oven på en berigende dag.

Det næste ”ud af huset”-arrangement bliver i Aalborg til foråret. Er der nogle af vores nordjyske kolleger, der har lyst til at hjælpe os med arrangementet?※

Anne, Frode, Harald og Christine fra S-styrelsen

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte