Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2023

Kassererberetning

Af Henrik Poulsen

Regnskabsmæssigt blev året 2022 præget af en post-corona-epoke. Regnskabet afspejler i høj grad, at vi er vendt tilbage til normale, mere styrbare aktiviteter. Resultatet før finansielle poster viser et beskedent overskud på godt 36.000 kr. mod et forventet på 14.000 kr. Af et samlet budget på godt 5 mio. kr. kan man konkludere, at resultatet er tilfredsstillende og tæt på det forventede.

 

Indtægter

Foreningens tre indtægtskilder er medlemskontingentet, administrationsbidraget for varetagelsen af Autorkontoen samt lejeindtægter i Strandgade 6.

Medlemskontingentet er små 100.000 kr bedre end budgetteret, og det vil sige, at foreningen, trods de udfordringer, som coronanedlukningen skabte med færre fysiske aktiviteter og tilbud, har formået ikke kun at fastholde medlemstallet, men faktisk øge det en smule. Det viser, at et medlemskab af Dansk Forfatterforening ikke står og falder med øjeblikket, men er noget, man fastholder også i lidt svære tider.

Det samlede administrationsbidrag til Autor-
kontoen er faldet lidt. Det skyldes især, at håndteringen af alle individuelle rettighedsmidler på Copydan AV-området nu er overført til Forfatternes Forvaltningsselskab, der har opbygget solid erfaring i at finde de pågældende rettighedshavere og udbetale vederlag. Overdragelsen har været forberedt i budgetterne 2021 og 2022, så det er ikke uforudset.

Under posten “Lejeindtægter m.m.” er også indtægter fra projektadministration posteret. Vi har i 2022 haft en ekstra administrationsindtægt på ca. 40.000 kr. på projektet ”1 år med tegneserier” Det er ikke en indtægt, vi kommer til at have i 2023. Derudover er der kommet lidt flere indtægter på udleje af lokaler, og vi er nu næsten oppe på niveauet fra før corona.

 

Udgifter

Udgifterne er ca. 11.000 kr. højere end budgetteret. Går man de enkelte poster igennem, vil man kunne se, at de fleste dog lægger sig tæt op ad de budgetterede. Det store fald på “Telefon, porto, kontorartikler m.m.” i forhold til regnskabet 2021 skyldes, at vi i 2021 brugte en del overskydende midler (overskydende på grund af corona-
nedlukningen) på indkøb af mødeborde, lokalelys m.v. Derudover har vi hensat midler til ekstraordinær juridisk assistance, da vi muligvis får brug for ekstra hjælp.

Under posten “Aktiviteter og projekter” ligger der en række indsatser, der enten er blevet dyrere eller billigere end forudset. Mest bemærkelsesværdigt er posten “Bogforum”, idet bestyrelsen i foråret 2022 besluttede at leje en stand på Bogforum 22, der hovedsagelig skulle drives af de fem primærgrupper. Hovedforeningen dækkede godt halvdelen af omkostningerne, mens de fem primærgrupper delte resten med beløb, der svarede til deres medlemstal. Posten “Aktiviteter og projekter” er regnskabets dynamiske post. Her har bestyrelsen mulighed for at præge foreningen fagligt og politisk. Det er derfor naturligt, at der er større udslag her end på de andre poster.

Det forholdsvis store beløb under “Periode-
afgrænsninger” under “Aktiver” på 511.000 kr. består primært af administrationsbidrag fra/mellemregning med Autorkontoen (315.000 kr.) samt diverse tilgodehavender, herunder især kontingent-tilgodehavender.

“Periodeafgrænsninger” under rubrikken “Passiver” på  474.229 kr. består primært af administrationsbidrag fra mellemregning med Autorkontoen (spejling af beløbet foroven), der vedrører 2023 samt periodisering af diverse udgifter. “Periodeafgræsninger” er først og fremmest et teknisk begreb, der populært sagt dækker over bogføring på tværs af regnskabsåret.

Resultatet

Som det fremgår, slutter regnskabsåret med et resultat på godt 36.000 kr. Lægger man dertil de finansielle poster på -337.801 kr., ender vi med et årsresultat på -301.185 kr. mod forventet et plus på 39.215 kr. Bestyrelsen anbefaler, at årets resultat overføres til 2023.

 

Finansielle poster

Det negative resultat skyldes først og fremmest kursreguleringen. Bestyrelsen valgte for et par år siden at indskyde en del af egenkapitalen i værdipapirer. Så længe de stod på en almindelig bankkonto, ville den negative rente langsomt æde opsparingen op, var argumentet. Det har vist sig at være en god beslutning, da afkastet i 2022 blev på 141.000 kr. mod forventet godt 61.000 kr. Derimod har kursreguleringen påvirket værdien, men da der er tale om et øjebliksbillede, og investeringen er langsigtet og strategisk, forventer vi, at investeringerne retter sig op på sigt.

Som noget nyt får vi nu renteindtægter på almindeligt indestående i bank.

Ser vi over perioden 2018-2022, har vores samlede renteudgifter været på ca. 340.000 kr., mens udbyttet har været på ca. 245.000 kr. Vores investering på ca. 2 mio. kr. har pr. 31/12-22 ca. 70.000 kr. mere i værdi.

Hvis ikke vi havde investeret, havde vi fortsat haft en udgift på 340.000 kr., men fordi vi har investeret, er denne udgift blevet minimeret af udbytte og stigning i værdipapirsbeholdningen (trods voldsomt fald i 2022).

Investeringen har som sagt et langsigtet perspektiv. Det er fortsat bestyrelsens opfattelse, at den er fornuftig, og udbyttet på sigt vil øges.

 

Samlet set

Når regnestykket gøres endeligt op, har Dansk Forfatterforening en egenkapital på 5.435.197 kr. pr. 31.12.22. Det må betragtes som en solid og sikker garanti for en forening som vores med de forpligtigelser, der er. Som det fremgår af regnskabet, var foreningens samlede udgifter i 2022 på 5.177.244 kr., altså svarende til egenkapitalen. Det giver tryghed med en sigtbarhed på et år. Hertil skal lægges primærgruppernes og interessegruppernes egenkapitaler på henholdsvis 501.796 kr. og 199.337 kr., opsparinger, som først og fremmest skyldes corona-
nedlukningen, men som især primærgrupperne nu er begyndt at bruge af.

Dansk Forfatterforening er kommet godt igennem corona-
nedlukningen. Ingen medlemsflugt, og foreningen er på banen igen med et fornuftigt regnskab, der viser, at der atter er gang i de mange aktiviteter. ※

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte