Der ligger en bunke uopfordrede manuskripter i en papkasse på et forlag. De fastansatte redaktører får sved på panden, hver gang de går forbi. Løsningen er en konsulent.
Konsulenter spiller nogle gange store roller i en bogs tilblivelse, og nogle gange er det en konsulent, der kommer med den værdifulde feedback, der kan løfte en middelmådig bog til en perle.
Men de eksterne konsulenter, som forlagene bruger til at vurdere manuskripter, er usynlige. Forlagene skilter ikke med, at de bruger konsulenter. Alligevel er de meget brugt. De læser manuskripter, der er sendt uopfordret til forlagene, de kommer med second opinions, de letter redaktørernes arbejdspres, og de læser tekster i genrer eller om emner, som de har en særlig indsigt i. Og de er anonyme.
Det er i det hele taget svært at finde nogen, der vil udtale sig om konsulenter. Og som en kilde siger: ”Det er aldrig godt for den nederste i hierarkiet.” Anonymiteten umuliggør en dialog mellem en forfatter og det menneske, som har nærlæst deres manus.
Anonymiteten går ikke altid begge veje: Nogle gange ved konsulenten, hvem der står bag et manus, andre gange ikke.
Stort arbejdspres
En af de få, der både har brugt og arbejdet som konsulent, og som vil tale om det, er Agnete Stjernfelt:
”Jeg har været forlagsredaktør selv og brugte enormt meget konsulenthjælp, da jeg sad med lyrik på Borgens Forlag. Vi modtog to-tre manuskripter om dagen. Jeg kunne ikke følge med i den enorme bunke. Jeg sorterede selv, men det ville have været umuligt at gennemgå det hele.”
En tidligere B&U-redaktør er enig i, at arbejdsmængden gør det nødvendigt at bruge konsulenter.
”Alle danske manuskripter af forlagets faste forfattere læste vi i huset. Men det kan blive et problem, at man får så mange uopfordrede manuskripter. Især efter ferierne.”
For Agnete Stjernfelt var konsulenterne især vigtige, når et manuskript havde potentiale, men ikke var et klokkeklart mesterværk.
”Problemet er, at der er rigtig meget, der er halvgodt. Man kan være forelsket i noget, hvor det er godt at få et ekstra blik på for at se, om der også er andre, der bliver forelsket i det. Eller det kan være en etableret forfatter, hvor der er noget, der ikke fungerer. Så kan det også være godt med et ekstra blik.”
På Borgens Forlag brugte Agnete Stjernfelt to faste konsulenter, som skal have lov at være anonyme, så de ikke bliver lagt for had af lyrikere, som fik afslag. Den ene konsulent var akademiker, den anden en ung lyriker. Men selvfølgelig var konsulenterne heller ikke altid skråsikre:
”Jeg læste selv manus, hvis konsulenten var i tvivl. Det er ikke konsulenten, der bestemmer. Men hvis konsulenten sagde, at jeg ikke behøvede at bruge krudt på det, så gjorde jeg det heller ikke,” siger Agnete Stjernfelt – som jo altid havde kastet et blik på manuskriptet i starten af processen.
Den anonyme B&U-redaktør nævner en anden grund til at bruge konsulenter: ”Det er svært at være redaktør for noget, der ikke interesserer dig. Det ville være svært at lave fantasy, hvis man bliver irriteret på genren. Så skal man bruge en konsulent.”
Diskretion
Tillidsforholdet mellem konsulent og redaktør er vigtigt.
”Jeg forsøgte mig med mange konsulenter – de to, jeg brugte, havde så godt et blik for lyrik. Man finder nogen, man stoler på,” siger Agnete Stjernfelt.
Hun forsikrer, at ingen forfattere behøver at bekymre sig om, at konsulenten forstyrrer forfatterens forhold til forlaget. ”Det er vigtigt med det tillidsforhold, der er mellem forfatter og redaktør. Det er redaktøren, der danner sin egen mening, og konsulenten er kun en samtalepartner. Redaktøren er den, der SER forfatteren.”
Alligevel er forlagenes brug af konsulenter prekær, for nu at bruge Agnete Stjernfelts eget ord. En anonym kilde i forlagsbranchen forklarer, hvorfor der ikke tales mere om brugen af konsulenter: ”Fordi din redaktør måske ikke er ærlig og fortæller om, at de bruger medlæsere for at lette noget af arbejdspresset.”
Som kilden siger, så er det jo hemmeligt, når en kendt forfatter pludselig skriver noget, som ikke fungerer, og redaktøren ikke er helt sikker på sit nej og gerne vil have friske øjne på teksten. Men en god redaktør erkender også, at forholdet mellem redaktør og forfatter kan blive for trygt, så redaktøren hverken kan eller vil se, når teksten ikke fungerer. I de situationer er en konsulent en god idé.
Udtalelsen
Redaktører og konsulenter sidder med drømme i hænderne, og det er et stort ansvar, erkender Agnete Stjernfelt. ”Man er med til at bevirke, at et ungt menneske debuterer. Det er et kæmpeansvar at sige: ’Du er god nok, det kan du godt bruge år af et liv på.’ Hvad hvis det ikke holder?”
Til gengæld føles det ikke som et lige så stort ansvar at give et afslag, siger hun. ”Hvis de virkelig vil det, er der andre forlag, de kan gå til, så skal det nok lykkes.”
I de situationer kan konsulentens udtalelse være en vigtig brik i forfatterens videre arbejde med manus, for det er en del af konsulentens opgave at skrive en begrundelse.
”Det er en særlig disciplin at skrive en udtalelse. Opgaven er ikke at skrive det, man selv synes. Man skal beskrive styrkerne og svaghederne. Hvor er potentialet markedsmæssigt?” forklarer Agnete Stjernfelt.
B&U-redaktøren supplerer: ”Det er en vurdering af det samlede manus. Men hvis det er et afslag, skal konsulenten komme med et begrundet afslag. Meget på baggrund af markedet, og hvad der ellers er af lignende bøger. De skal også vurdere, om plottet holder, og om personerne er troværdige.”
”Man skal skrive en udtalelse, som forfatteren kan bruge,” siger Agnete Stjernfelt.
Honorar
Efter redaktørjobbet arbejdede Agnete Stjernfelt i andre brancher, inden hun vendte tilbage til forlagsverdenen, denne gang som konsulent inden for skønlitteratur og som skønlitterær oversætter. Og i dag tæller konsulentarbejdet kun udenlandske titler, som måske skal oversættes. Betalingen for arbejdet med danske titler svarer ganske enkelt ikke til indsatsen, skønner hun.
Kilder siger, at nogle forlagskonsulenter læser gratis for at få foden indenfor i forlagsbranchen. Men ofte er konsulenter for eksempel bibliotekarer eller boghandlere og får omkring 2000 kr. for at læse en kort roman og skrive en udtalelse. Hvis konsulenten selv er anerkendt forfatter – nogle af dem arbejder også som konsulenter – kan prisen gå op til omkring 5000 kr.
Forfatter Andrea Hejlskov får konsulentopgaver for filmbranchen. Hun vurderer, om en bog kan blive til en film eller tv-serie. For hende er de lave honorarer måske en fordel.
”Jeg lægger ikke bånd på mig selv i mine rapporter, for jeg er en ekstern aktør, og jeg tjener så lidt, at jeg ikke er bange for at miste mit job ved at skrive præcis, hvad jeg mener.”
Konsulenttjanserne passer godt ind i hendes liv: ”Jeg kan godt lide den måde at arbejde på. Jeg er ikke god til ’fast arbejde’, og den her måde at arbejde på kan uden problemer fungere sammen med de ting, jeg gerne vil i mit eget liv og mit eget virke som forfatter.”
Helikopterblik
Som forfatter får Andrea Hejlskov selv noget ud af opgaverne – ud over pengene:
”Det allerfedeste er jo, at jeg sådan set godt kan lide at læse bøger. Og når jeg læser dem med konsulentbrillerne på, ser jeg ting, som jeg normalt ikke lægger bevidst mærke til, når jeg læser bøger. Jeg lægger mærke til plothuller, flow, personkarakteristik og troværdighed i fortællingen på en mere intens måde, og det udvider min egen forståelse af fortællingens teknikker. Jeg føler, jeg bliver klogere og lærer noget af det, og jeg lærer at stole meget mere på min egen intuition, rent skriftligt. Jeg opdager, at jeg ved mange flere ting, end jeg vidste, at jeg vidste.”
Andrea Hejlskov er generalist, når hun læser. Og selvom hun er anonym, har hun sig selv med: ”Jeg læser alle genrer, true crime, børnebøger og fiktion, mainstream og det mere eksperimenterende. Jeg tror faktisk, at det er nødvendigt i forhold til at være en god konsulent, fordi det løsner min tanke og giver mig det berømte helikopterperspektiv. Det er klart, at der er nogle genrer og historier, som jeg personligt synes har mere pondus. Men det gør jeg altid meget klart i mine rapporter: Det her synes JEG fungerer, og at vi mangler i verden. Jeg læser ikke som en slags
ikkefølende robot. Jeg mener faktisk, at det netop er min bevidsthed, i sin egen særegenhed, som jeg aktivt bruger i arbejdet.”
Anna Bridgwater
