Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen er en af de mest kyndige kulturpolitikere, vi har. Han er blandt de få kulturpolitikere, der altid ved, hvad de taler om. Så meget desto værre, når han taler mod bedre vidende og i strid med uomtvistelige kulturpolitiske kendsgerninger. Det gør han med sit forslag om at nedlægge Statens Kunstfond, afskaffe de frie midler i arbejdslegaterne og i stedet oprette seks bureaukratiske, administrativt fordyrende regionale kunstfonde, som tilsammen skal topstyre fordelingen af, hvad der hidtil har været individuelt og pragmatisk håndterede investereringer i dansk kunst og kultur.
Forslaget er motiveret af et ønske om at skabe større folkeligt ejerskab over kunststøtten, men det gør man ikke, som AA foreslår, ved at erstatte frie midler med politisk styring. Man gør det netop gennem de eksisterende individuelle arbejdslegater og ikke gennem krav om tunge offentlige institutioner og kommercielle aktører som filter og kvalitetsstempel. Forslaget ønsker at rette op på en geografisk skævhed i tildelingerne, men faktum er, at geografisk spredning allerede er indført som et nidkært håndhævet princip, og i virkeligheden er det statistisk set lettere at få tildelt støtte, hvis man er bosiddende i provinsen. Med forslaget ønsker man også at reducere de administrative omkostninger ved kunststøtten, men det gør man ikke ved at oprette nye offentlige institutioner og indføre flere administrative led i udvælgelsesprocessen. Jo længere ud på landet man kommer med den spareplan, jo flere fornuftige mennesker vil der være til at gennemskue, at det vil koste flere skattekroner og give mindre kunst for pengene i Danmark som helhed.
På den baggrund burde man ikke ofre mere tid på forslaget, men sagen er den, at AA er en magtfuld mand i dansk kulturpolitik. Fra sit kontor i centrum af København samler han trådene i et indspist, elitært og klikebaseret kunstsyn, som skelner, ikke mellem god og dårlig, men mellem rigtig og forkert kunst, alt efter om den stemmer overens med de smagsdomme, han mener at kunne fælde hen over hovedet på de myriader af holdninger, praksisser og erfaringer, der gennemskærer kunstlivet på kryds og tværs i det ganske land. Det er københavneri uden postnummer, og det er udansk. Derfor er det på tide med en decentralisering af AA, så andre stemmer kan få lov at blande sig i debatten, så den folkelige forankring af kunststøtten ikke konstant undermineres af urigtige beskyldninger om geografiske skævheder og indspiste miljøer. ※
Morten Visby
