Før sommerferien mødtes jeg med en partileder på dennes kontor på Christiansborg, fordi jeg på lidt længere sigt overvejede at engagere mig i landspolitik. Min tanke var, at det ville være en logisk forlængelse af mit engagement i Dansk Forfatterforening, og det var partilederen ikke afvisende overfor. Jeg var derfor lidt oppe at ringe i tiden efter mødet, der kunne vise sig at blive den spæde begyndelse til et nyt livseventyr. Jeg var selvfølgelig ekstra opmærksom på politiske udmeldinger i de dage og kunne ikke lade være med at teleportere mig ind i debatter i medierne. Men så var det, jeg begyndte at føle mig underligt til mode. Det, jeg så og hørte, påvirkede mig på en anden måde end før. Hver gang jeg åbnede fjernsynet eller radioen blev jeg involveret i hårdkogte politikeres skænderier. Med enkelte undtagelser fremstod de arrige og uforsonlige, og de syntes at operere med låste spinbudskaber, som de gentog i det uendelige. Det var næsten, som om faktabaserede argumenter ikke længere havde nogen vægt. Det var vigtigere at sætte en bestemt strategisk styret dagsorden understøttet af indstuderede snigangreb på diskussionspartnerne end at få en levende debat mellem engagerede mennesker. Bedre sent end aldrig og i tide gik det for alvor op for mig, hvordan landspolitik bedrives i dag.
Situationen er måske et resultat af embedsværkets voksende magt, hvilket må have stimuleret indførelsen af uskrevne, strikse regler for, hvordan man agerer politisk for at undgå uplanlagte hændelser og åbenhjertige, ukontrollerbare debatter. Og som måske også har skabt et befordrende miljø for skrivebordskarrierepolitikere, der er i gamet i en relativ kort periode og helst ikke vil have virkelighedens smuds på fingrene.
Men hvor blev det ægte, dybtfølte engagement af? Hvad skete der med evnen, lysten og modet til at tænke vidt, bredt og visionært ud over de populistiske slagord og uden at lefle for mediedomstolen og levebrødskommentatorerne? Hvor blev den menneskelige politiker, med det bankende hjerte, af? Borte har taget ham og hende. Politik på Christiansborg handler mindre og mindre om mennesker. Derfor hører jeg ikke til dér.
Derimod finder nye erkendelser med udspring i mennesket i høj grad sted i kunsten. Fordi kunst er lig med frihed til at tænke, føle og eksperimentere. Frihed til at tvivle. Kunst er uafhængig og åbner døre til nye muligheder og perspektiver. Kunst har uvurderlig betydning for vores forståelse af hinanden som mennesker. Og for samfundets sammenhængskraft, hvilket er en forudsætning for tryghed, fred og frihed. Kunst kan flytte os hvor som helst hen i verden, og den kan flytte verden ind i os og transformere os. Derfor er der for mig at se ingen tvivl om, at kunst er vigtigere end politik. Så jeg holder fast i kunsten – og Dansk Forfatterforening. ·
