Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 7 - 2016

LEDER: Stort behov for mere forfatter-venlige dagpenge- og skatteregler!

Af Jakob Vedelsby, formand for Dansk Forfatterforening

I Bog- og Litteraturpanelets nye rapport om danske forfatteres og oversætteres økonomiske levevilkår, der blev offentliggjort den 17. november 2016, kan man læse, at vi tjener gennemsnitligt 267.147 kr. årligt, hvilket er ca. 35.000 kr. under den gennemsnitlige årsindkomst for alle borgere i Danmark. Går man dybere ned i tallene viser det sig, at hele 37 % af de danske forfattere og oversættere under 60 år har en samlet årsindkomst på under 200.000 kr. og at 27 % tjener under 100.000 kr. Den lader vi stå: Mere end hver fjerde danske forfatter og oversætter under 60 år tjener mindre end 8.333 kr. om måneden!

Der er en massiv kønsforskel, når man ser på indkomsten. Kvinderne halter langt efter mændene, hvis merindtægt dog ikke kommer fra bøgerne, men fra andre kilder. Undersøgelsen viser også, at de, der har mindst lønarbejde, og derfor må formodes at bruge mest tid på at skrive eller oversætte, er dem, der modtager flest arbejdslegater fra Statens Kunstfond og mest i biblioteksafgift. Rapporten punkterer samtidig myten om, at forfattere og oversættere skriver på dagpenge, og bekræfter derved, at det nuværende dagpengesystem kun i meget ringe grad er kompatibelt med arbejdet som forfatter.

Jeg finder det dybt problematisk, at man i dagpengesystemet og skattelovgivningen ikke anerkender litterær virksomhed som værende et reelt erhverv eller noget, samfundet ønsker at fremme. Det at være forfatter er i dag et af de mest konkurrenceprægede erhverv overhovedet, og vi er samtidig klart den aktør i bogbranchen, som løber den største økonomiske risiko, fordi vi typisk skriver på en roman i årevis i forhåbning om, at folk vil købe den, og at udgivelsen vil kaste afledte indtægter af sig. Til sammenligning satser forlag og boghandlere på mange forskellige bøger sideløbende og opererer i høj grad med gynger og karruseller.

Da Dagpengekommissionen kom med sin rapport for over et år siden, havde de ikke nået at se på dagpengesystemet for selvstændige, honorarmodtagere og freelancere. I stedet anbefalede kommissionen, at regeringen nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle gennemgå reglerne for alle dem, der ikke har fast arbejde. Arbejdsgruppen kommer med sine anbefalinger i foråret 2017, og ifølge kommissoriet skal gruppen helst finde en formel, der gør det muligt at overføre de regler, der gælder for lønmodtagere, til de nævnte grupper. Den dugfriske rapport om forfatteres og oversætteres levevilkår dokumenterer de miserable økonomiske vilkår, en stor del af vores litteratur bliver skabt under.

Hvis det danske samfund ønsker at prioritere kunsten, må man fra politisk side tilpasse reglerne for dagpenge og skat, så de får en understøttende effekt for forfattere og andre kunstnere. Det kan bl.a. ske ved at lempe skattevilkårene for kunstnere med de laveste indtægter og geare dagpengereglerne efter vores særegne arbejdsbetingelser. Den udvikling håber jeg, vi kommer til at se i en overskuelig fremtid. Rigtig god jul og godt nytår. ·

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte