Omkring 100 mennesker fra forskellige hjørner af litteraturens verden mødte op i Fællessalen på Christiansborg for at lytte og diskutere forfatterens og litteraturens roller i samfundet – hvis da litteraturen overhovedet skal spille en rolle andet end at være litteratur?
Hvis dagen bød på nogen konklusioner, var det: Forfatterens rolle er at skrive. Litteraturens rolle er at blive læst. Fra salen citerede Marianne Jelved Klaus Rifbjerg, som havde sagt til hende: ”Vi er kun til for at skrive.”
Og som Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti sagde, så er god litteratur altid en kommentar til sin tid.
Forfatteren Peter Frederik Jensen pointerede, at man aldrig stiller spørgsmålstegn ved landbrugets eller erhvervslivets rolle i samfundet. Men da vi alle spiser, og de fleste gerne vil arbejde i eller kunne købe varer produceret af erhvervslivet, så synes spørgsmålet overflødigt. Men det er langt fra alle, der læser, så litteraturens rolle er ikke så åbenlys.
Et rap over snuden
Dansk Forfatterforenings formand, Jakob Vedelsby fokuserede på, at forfattere, der stikker næsen frem i en debat, risikerer at få et par på snuden. Men når fx en forfatter blander sig og tager fat i sin samtid i sin kunst, så vil nogle læsere opfatte ordene som en sandhed, de kan genkende, mens andre vil afvise ordene som forvrængede billeder af samfundet. Og dermed er der risiko for tæv.
I den første del af debatten kredsede forfatterne om levevilkår. Hvordan skal forfattere overleve som forfattere, og er det samfundets ansvar at sikre, at forfattere kan leve af at skrive?
Men det emne, der fyldte i debatten, var, hvordan og i hvilket omfang forfattere skal blande sig i den politiske eller samfundsmæssige debat.
Dennis Gade Kofod, som bor på og skriver om Bornholm, er en forfatter, der forholder sig til sin samtid og til samfundet i sine bøger, som handler om underklassen i Udkantsdanmark. Spørgsmålet er, om hans skildring af en underklasse når frem til magthaverne.
Peter Frederik Jensen tvivlede på, at litteraturen læses af magthaverne, som derfor ikke får øje på det billede af samfundets udsatte borgere, som forfatterne skaber.
Professor i litteratur Anne Marie Mai var i tråd med Peter Frederik Jensen, da hun sagde, at litteraturen er et kritisk blik på virkeligheden. Hun mente dog, at fokus er flyttet fra, hvad forfatterne siger, til hvordan de siger det. Form har vundet over det kritiske indhold, med andre ord.
Holger K. Nielsen fra SF mente ikke, at forfatterne byder ind med noget til samfundsdebatten, og derfor spiller kunst og kultur ikke en så stor rolle i dag som tidligere. Han mente, at man fx ikke kan forstå Tyskland uden at læse Günther Grass eller Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan uden at læse Carsten Jensen, for det, forfattere kan, er at grave et lag dybere og give den politiske debat en ekstra dimension.
Almendannelse
Mens der ikke var enighed om, hvorvidt forfattere skal eller bør ytre sig om samfundet, så var der bred enighed om, at litteraturen har en rolle at spille, når det handler om borgernes dannelse. Naser Khader fra Konservativt Folkeparti sagde, at litteratur er dannelse og grundlaget for at forstå fortiden, nutiden og måske fremtiden. Litteraturen gør os klogere.
Men Egon Clausen mente, at bibliotekerne svigter deres medansvar for at tilbyde borgerne dannelse. Anne Marie Mai var mindre kritisk over for bibliotekerne, idet hun mener, at bibliotekernes læsegrupper fx gør en stor forskel.
Zenia Stampe fra det radikale venstre mente, at det samtalerum, hvor forfattere bliver hørt og debatteret, er forsvundet. Hun opfordrede i fællesskab forfattere og politikere til at række ud mod hinanden og skabe det rum, så det ikke kun er tv-serier, der bliver diskuteret i kantinerne rundt omkring. ·
