Mentorforløb for forfattere

Det er ikke altid til at forklare, men indimellem ved man det bare. At man skal samle telefonen op og tjekke sin mail. Også selvom det ikke er det første, man plejer at gøre, når man vågner. Men den her dag vidste jeg det.

Jeg lå i sommerhuset. Klokken var næsten halv syv om morgenen. I værelset ved siden af var min gode kollega stået op og var i gang med at skrive. Det burde jeg også. Det var jo derfor, vi var i sommerhuset. For at skrive på hver vores bog. For at heppe på hinanden og mødes til måltiderne og diskutere plot og sætninger og der, hvor vi gik i stå. Men jeg skulle lige tjekke den mail. For selvom jeg bruger mine kolleger aktivt og sparrer med dem på ugentlig basis, så havde jeg søgt om en plads på Mentorforløb for forfattere. Jeg ville vide mere. Høre alle andres tanker og tips og tricks og hemmeligheder. Lære noget. Blive dygtigere. Hele tiden blive dygtigere. Blive inspireret. Udvikle mig og mine historier.

Der lå to mails. Begge fra Louise Juhl Dalsgaard, mennesket og drivkraften bag mentorforløbet. I den første stod, at de havde modtaget et overvældende antal ansøgere. Det forstod jeg godt. Der er ikke mange tilbud i den liga til forfattere. Der stod heldigvis også, at jeg havde fået en plads. Sørme om ikke der i den næste mail stod, at jeg endda havde fået en friplads. En plads betalt af Dansk Forfatterforening. Det var kun loftshøjden, der afholdt mig fra at rejse mig og hoppe i sengen af forventningens glæde.

En blandet flok

Uge 8 er vinterferie i Køge. Ikke i København eller ret mange andre steder i landet, men hvor jeg bor, er det. Ikke at jeg jo rigtig har ferie som forfatter. Der er altid ord, der bør skrives. Men denne onsdag, i uge 8, var det ikke mine ord, men andres.

Louise fra de to mails stod klar i kælderen i LiteraturHaus i Møllegade på Nørrebro i København. Skråt over for Assistens Kirkegård, hvor Turéll og HCA og dem imellem ligger begravet. Der var genkendelseshej og hej til nye ansigter med nysgerrige blikke i kælderen med bænke, sofaer og stole, der skrabede hen over stengulvet. Der var lunt i februareftermiddagen og plantemælk til kaffen. Eller teen. Faktisk var der også komælk. Og sukker. Bland selv. Ligesom vi var – en blandet flok. Mennesker i alle aldre, med vidt forskellige baggrunde og historier. Forskellige steder i karrierer og i litteraturen, men alligevel sammen om et ønske om at blive berigede. Vores første mentor var Tomas Lagermand Lundme. Jeg har flere gange hørt Tomas fortælle om sin vej ind i forfatterlivet og ungdomslivet og på kanten af livet. Det tror jeg egentlig aldrig, jeg bliver træt af. Han fortæller om følelser, jeg kan kende. Både de store og de små om eyeliner, der svier i øjet. Men mest fortalte han om legatansøgninger og sin tid som forperson i litteratur-
udvalget i Statens Kunstfond. En ret udskældt plads. Det sagde han ikke, men alle synes noget om det udvalg og de mennesker og de penge.

Jeg synes altid, det er interessant, når jeg får lov at få en anden vinkel eller et kig bag en facade. Jeg blev utrolig meget klogere på legatansøgninger og -uddelinger. Arbejdet, der ligger hos udvalget. Arbejdet, der ligger hos ansøgerne. Jeg tror, det var den dag, der blev taget flest noter, for det er så vigtigt for de fleste af os. Legaterne betyder så meget. Det kunne jeg også høre på spørgsmålene og diskussionerne om midlerne, genrer og oplevet forfordeling.

Jeg synes, Tomas forklarede og belyste en masse forestillinger. Også de vrange. Det var klogt og fornuftigt, og vi nikkede mange gange og tog flere noter. Og så håber jeg selvfølgelig, at min ansøgning næste gang bliver endnu bedre.

Kaffen var drukket. Februareftermiddagen var blevet til tidlig aften, og på caféerne langs Møllegade var gæsterne pakket ind i tæpper, imens de diskuterede livets vigtighed. Jeg sendte en hilsen over den gule mur til Assistens Kirkegård og tog hjem til ferie-Køge igen, imens jeg tænkte store tanker om den næste legatansøgning.

Forlagschef for et mikroforlag

Det blev officielt forår, men det var vejret ligeglad med. Jeg hængte min tunge vinterfrakke på stumtjeneren i LiteraturHaus og sagde næsten hjemmevant hej til Erik fra huset og til flere af de andre på mentorholdet. Med håb om tid til også at tale med dem. Hvordan er det at være garvet lyriker? Eller ny? At have udgivet tyve bøger eller skrive på sin første? Det sidste kan jeg godt huske. Det er ikke så længe siden. På talepladsen ved siden af kaminen stod Christel Sunesen med smil og glimt i øjet. Og med ærmerne smøget op. Det er nødvendigt, når man er forlagschef for et mikroforlag som Ekbátana. Hun var venlig at forklare, hvordan man udtaler forlagets navn. Jeg har øvet mig siden, men kan ikke gengive det på skrift. Men det sidder fast. Navnet. Og forståelsen for mikroforlag. Viljen og arbejdet bag. Pladsen til ikkestorsælgende litteratur. Vi talte om, hvad der er smal litteratur og stor litteratur. Hvad et lille forlag kan, som de store ikke kan. Eller vil, om man vil. Holdningerne var meget forskellige. Dialogen var god. Og klog.

Et hold fuldt af nysgerrighed og vilje til at lære om andre forhold. Det var fantastisk. En tilgang til verden, som flere burde besidde. Også på trods af egne oplevelser, formodninger og de ikke altid lette kår som forfatter i en verden, der kigger meget på salgstal.

Hos Christel handler det meget om, hvad det enkelte værk kan og siger hende. Der ligger så uendelig mange kræfter i det fra hendes side, så det vigtige er, at hun kan forestille sig at arbejde med det, når hun antager det.

Jeg sad med den dybeste respekt for hende og de mange, mange andre mikroforlagsarbejdere, der har så vigtig en plads for at sikre nuancerne i dansk litteratur. Erik bød også ind. Ud over at være LiteraturHaus-menneske, står han også bag Forlaget Baggaardsbaroner og bragte endnu flere nuancer til mikroforlagsverdenen.

Fra den lidt større forlagsverden gav Jacob Søndergaard fra Gutkind et indblik i, hvordan forlaget startede og nu har fart på. Hvordan de enkelte redaktører udvælger udgivelser, og hvordan det fungerer rigtig godt i den form, de har skabt for sig.

En af de ting, jeg særligt tog med fra den mentordag, var respekten for hinanden og for litteraturen, både forlagene og forfatterne imellem. Den dag var der ingen skarpe fronter, men en erkendelse af faktiske forhold – også selvom de indimellem føles urimelige.

Andre øjne på teksten

To uger senere. Ny mentortid. Denne gang var det med forfatter Trine Andersen, som jeg havde fået som min egen mentor, og som på forhånd havde læst en af mine tekster. Omend vi ikke arbejder i samme genre og målgruppe, så havde Trine gode spørgsmål og input til min tekst. Overvejelser, jeg tog med hjem og kiggede videre på mine egne ord med.

Det føltes som en gave at få et professionelt menneske, som ikke var en forlagsperson, til at se på ens tekst. Uden kommercielle øjne og ikke som en god ven med de bedste intentioner, kun fokus på teksten og dens muligheder.

Mentorforløbet var i sig selv netværksskabende, men det første møde i april var netop om netværk. Først med oplæg fra forfatter Lotte Kirkeby og så nogle virkelig interessante samtaler med hende om netop netværk, forfattergerningen og forsøget på at få sine bøger ud i verden og måske holde foredrag.

Lottes tilgang var ikke, at man altid skal netværke med de store og kile sig ind hos prestigen, men, som jeg forstod det, at man skal gøre det, man kan lide. Det lyder så nemt, det vidste hun også godt, men man skal skrive de bøger, man har lyst til, og opsøge de mennesker og forlag og kulturinstitutioner, man gerne vil arbejde sammen med. Men skal ikke gøre det for namedropping eller håb om, at nogen så tilbyder én verden, bare fordi man har talt sammen til en reception.

Vi talte om det store arbejde i at komme ud, få lov at holde foredrag, hvad man tager for det, eller hvad man ikke får. Det var åbent og ærligt. Mange gode tilgange til fokus på ens udgivelser eller tilgange til netværk, markedsføring og mixet: SoMe. Selvom det kan føles, som om andre har styr på det, eller nogen siger, at SoMe er den eneste vej, så kan man godt andet.

Der var noget ved Lotte, der fik små brikker til at klikke på plads inden i mig. Tvivl, der forsvandt, og tro, der trådte frem. Jeg tænkte over samtalerne i flere dage efter. Jeg tænker stadig over dem. Som når noget har ramt helt rigtigt og skal finde sine egne ord og sin egen hylde. På den absolut fineste måde.

Trangen til at skrive

Jeg ved godt, at min egen måde at arbejde på absolut ikke er den eneste, og slet ikke den sande. Det er op til den enkelte. Så meget har jeg indset efter i flere år at have tænkt, at jeg arbejdede på en forkert måde, når kolleger fortalte om plotoversigter, modeller og bøger om at skrive. Men jeg er blevet klogere. Mest fordi jeg har indset, hvorfor jeg arbejder, som jeg gør (den, der skriver vildt og så rydder op bagefter), men også fordi jeg opdager værktøjer, hver gang en kollega fortæller om sin proces.

Til den fjerde og sidste fælles mentordag kom forfatter Kristian Bang Foss. Foråret var også kommet. Sådan for alvor. Med endnu flere mennesker i Møllegade og pollen, der fik øjnene til at klø, så jeg lignede en forpint forfatter, da jeg nåede frem. Det gør jeg mig ellers ikke i, det forpinte forfatterliv. Jeg skriver på idéer, lyst og energi. Og en del hårdt arbejde, bevares, men jeg har næsten altid lyst til at skrive. Sådan har Kristian det ikke. Han virkede ikke forpint, hans skrivning var bare så helt anderledes end min. Så anderledes, at jeg var nødt til at spørge ham, hvorfor han overhovedet skriver, hvis det er så hårdt. Men i grundessensen var vi det samme sted: Det er en slags trang. For ham skal den bare vrides ud. Jeg er undrende. Det lød så skrækkelig hårdt. Næsten som en pine. Det ville jeg aldrig kunne. Sådan en hverdag ville jeg ikke klare ret længe. Men der var alligevel flere ting, jeg tog med mig: Jeg holder hårdt fast i min skrivetid. Det er mit arbejde. Jeg skal ikke til møder eller tage børn til tandlægen eller vaske op – jeg skal skrive.

For mig behøver det ikke at være så skemalagt og hver dag i samme form med tomato writing method fra klokken ni til klokken tolv, men hvis jeg lægger det ind i min kalender, så respekterer jeg det bedre. Og så skal jeg nok besvare mails senere.

Sidste time med min egen mentor blev i stedet en time for mig i sengen med virus. Heldigvis ikke min sidste time overordnet set, men Trine sendte mig en god mail med kloge ord til min tekst. Jeg tog det hele til mig.

Det har været lærerigt og udvidet min arbejdsverden at få lov at komme så tæt på andre i branchen. Det har skabt undren og været fascinerende. Det har været meget dejligt, og jeg vil have mere. Jeg vil stadig lære nyt og mere og udvikle mig og mit arbejde, og for mig har det været en virkelig god måde at gøre det på. En anden gang vil jeg prioritere mere ustyret tid med mine med-mentees. For jeg er sikker på, at der bliver en anden gang. ※