Et af de store problemer med kunstig intelligens er uklarheden omkring forfatterens mulighed for at styre, om værkerne må bruges til træning af generative modeller. En del af problemet ligger i den ulovlige træning, der allerede er sket i planetarisk skala på de store techgiganters foranledning. Men der er også problemer med den tekst- og dataminering (TDM), som blev lovlig sidste år.
For det første opererer lovbestemmelserne om TDM med en skelnen mellem forskning og kommerciel anvendelse, som ikke giver mening i lyset af den teknologiske udvikling på området. Datasæt migrerer frem og tilbage mellem forskningsprojekter og forretningsudvikling, og denne skelnen er en falsk inddæmning af det, man må gøre med vores tekster uden at spørge.
For det andet er det problematisk, at de TDM-paragraffer, der blev indført i Danmark i 2023, har været otte-ti år undervejs. For ingen tænkte på generativ kunstig intelligens og chatbots, da man i sin tid udarbejdede bestemmelserne om minering af litteratur. Og i mellemtiden har i al fald EU givet udtryk for, at retten til at minere et forfatterskab for tekst og data uden at spørge om lov skam også omfatter træning af generative sprogmodeller, der skal forestille at kunne gøre det ud for forfatterens originalitet. I hvert fald hvis det er til forskningsbrug. Og hvis det er med kommercielt sigte, så er der også frit slag, medmindre rettighedshaveren ligefrem aktivt har frabedt sig det. Hvordan frabeder man sig så den slags, så det holder i byretten? Hvordan skal man gøre i praksis? Sandheden er, at ingen i denne verden kan svare på det.
Bag om de praktiske problemer med det aktive forbehold ligger der desuden en særlig giftig uklarhed i spørgsmålet om, hvorvidt det er forfatteren eller forlaget, der skal tage forbeholdet. Dette spørgsmål er hverken reguleret af individuelle kontrakter eller lovgivning, selvom det er afgørende for håndteringen af TDM-
bestemmelserne i praksis. Hvem gør hvad? Kan den enes passivitet veksles til den andens accept? Og hvad nu, hvis parterne ikke er enige?
Hvad er så løsningen på alle disse problemer? Løsningen er, at forfattere og forlag må aftale med hinanden, hvordan de ønsker at håndtere forbeholdet. I det foreliggende vakuum har vi en klar mulighed for at selv at bestemme, hvordan vi ønsker at indrette os med og mod kunstig intelligens. Derfor har Dansk Forfatterforening netop rettet henvendelse til Forlæggerforeningen med et fuldt udarbejdet forslag til en brancheaftale om håndteringen af disse og andre fælles udfordringer omkring kunstig intelligens. Vi kan, hvis vi vil. ※
Morten Visby
