Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2020

Nedbarbering

Det er muligt at følge samarbejdet mellem redaktør og forfatter i novellesamlingerne What We Talk About When We Talk About Love og Beginners af amerikanske Raymond Carver. Novellerne er de samme – i førstnævnte udgave skarpt redigeret, i sidstnævnte som forfatteren oprindelig skrev dem.

Af Lene Møller Jørgensen

Der er en vis blufærdighed omkring, hvor stor en rolle redaktøren spiller, og det er sjældent at få et detaljeret indblik i, hvordan og hvor meget en tekst er blevet redigeret af redaktøren. Et berømt og konkret eksempel er dog samarbejdet mellem det amerikanske forfatterikon Raymond Carver og hans redaktør, Gordon Lish. I 1981 udkom Carvers novellesamling og store gennembrud, What We Talk About When We Talk About Love (Hvad vi taler om når vi taler om kærlighed, oversat af Johannes Riis). Hans minimalistiske tekster blev sammenlignet med Ernest Hemingways show, don’t tell, renset for følelser og overflødigt fedt og snak. Skåret ind til benet.

År senere – og efter Carvers tidlige død – afleverede redaktør Lish deres brevveksling og flere originale Carver-manuskripter til Indiana University, hvor bl.a. The New York Times-journalisten D.T. Max læste med. Og dér, små 20 år efter udgivelsen af den roste novellesamling, bladrer han i Carvers oprindelige manus og konstaterer, at: ”… det var side efter side med redaktionelle bemærkninger – overstregninger, tilføjelser og bemærkninger i margen med Lishs sprudlende håndskrift. Det så ud, som om en temperamentsfuld syvårig havde fået fingre i papirerne.”

Redaktør Lish var hårdhændet – halvdelen af Carvers manus er skåret væk, følelser og uddybning af karakterer streget, sidehistorier og anekdoter slettet. Ud af de tretten noveller i samlingen ændrede redaktøren slutningen på ti. Carver havde oprindelig givet novellesamlingen titlen Beginners – det var Lish, der fandt den nu så berømte titel What We Talk About When We Talk About Love i en af novellerne.

Raymond Carvers oprindelige manuskript blev udgivet med titlen Beginners i 2009 og på dansk i 2012 (Begyndere, oversat af Simon Fruelund). Dermed har vi adgang til begge værker, to forskellige værker, som taler til forskellige temperamenter – det ene hårdt og ordknapt med meget overladt til læserens fantasi, det andet mere forklarende, med gråd, fortrydelse og andre udtalte følelser. At forfatteren ikke var begejstret for redaktørens minimalistiske hånd, viser brevvekslingen mellem de to – Raymond Carver ligefrem tryglede redaktøren om ikke at udgive den barberede udgave – alligevel accepterede han til sidst, og bogen fik en begejstret modtagelse.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte