Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2018

På tværs af genrer

17 forfattere og illustratorer mødtes til et eksperiment i form og indhold på Hald Hovedgård.

Akvarel: Hans Tyrrestrup

Af Lene Møller Jørgensen

De er tegnere, malere, skønlitterære og børnelitterære forfattere, lyrikere og faglige og forskningsmæssige forfattere. Tre ting lå fast, da de ankom: emnet for arbejdsdagene, at det skulle være et kollektivt samarbejde, og at samarbejdet gerne skal resultere i en form for fælles udgivelse.

Emnet var FN’s 17 universelle verdensmål om en bæredygtig udvikling – omfattende, komplicerede og omdiskuterede mål som at afskaffe sult og fattigdom, sikre uddannelse, lighed, sundhed, klima og ligestilling, rent drikkevand og livet i havet og på jorden.

Bag eksperimentet om en fællesudgivelse på tværs af genrebegreberne står den faglitterære gruppes styrelse i Dansk Forfatterforening med Birgit Knudsen, Kaare Øster og Annemette Hejlsted i spidsen.

”Vi ville gerne udforske andre tilgange til et emne end den faglitterære, som vi jo kender vældig godt. Hvordan tænker og arbejder man med en faglitterær vinkel i skønlitterære tekster som noveller, digte og børnelitteratur? Vi ønskede at se, hvad vi kunne give hinanden, og hvad vi kunne tage med os hjem,” fortæller Annemette Hejlsted, litterat og forsker, om baggrunden for projektet.

 

Proces

Arbejdsprocessen forløb med et fælles oplæg ved tidligere formand for FN’s generalforsamling Mogens Lykketoft. Dernæst skiftende diskussioner og idéudvikling i plenum og i grupper, vekslende med tid til at skitse og skrive. Tilbage i plenum, hvor man måske forkastede sin idé. Og begyndte forfra.

”Jeg tror, at vi alle på et eller andet tidspunkt tænkte, at det her er jo totalt kaos, og følte frustration over, hvad vi egentlig skulle sammen. Og hvad vi kunne levere,” siger illustrator Kasper Hebron Købke. ”Skulle det være faglitteratur, noget til børn, noget til voksne, en familiebog? Samtidig er det nok en proces, alle tegnere og skribenter er vant til at være i – det er vel sådan, den individuelle idéproces også foregår. Denne gang var det så en kollektiv proces.”

Annemette Hejlsted har gode erfaringer med at organisere og moderere grupper, der arbejder frem mod et fælles mål.

”I denne arbejdsform er samtalen det bærende element, og der skal være gensidig kritik. Kritikken er af stor betydning for den enkeltes udvikling og for projektet som sådan. Et andet vigtigt element er struktur; uden struktur og styring kan det blive meningsløst og retningsløst. Styringen skal give plads til udvikling for den enkelte – det er ikke nødvendigvis den, der råber højest, som har den bedste idé.”

 

Nye vinkler

”Når alt er givet på forhånd, kan det hæmme den kreative proces,” siger Bjarke Schjødt Larsen, børne- og ungdomsforfatter. ”Det er inspirerende at udveksle ideer og argumenter med folk, der har en helt anden baggrund end en selv. Det giver andre vinkler på stoffet.”

Annemette Hejlsted understreger, at der er to niveauer i projektet: dels at den enkelte har fået noget med hjem efter at have diskuteret og lyttet, dels at der kan komme et konkret produkt ud af det.

Det er et ambitiøst projekt at skabe en litterær formidling på tværs af genrebegreberne ud af FN’s 17 konkrete verdensmål og 169 delmål. Kaare Øster fortæller, at der står et forlag parat til at påtage sig opgaven, men at det kræver fondsstøtte eller anden finansiering. Så intet er sikkert endnu, bortset fra at 17 mennesker mødtes og diskuterede verdens tilstand ud fra hver deres syn og baggrund. Sikkert er det også, at der lige nu arbejdes på et puslespil, som skal integreres i bogomslaget, en tegneserie, tekster om, hvor langt Danmark egentlig er nået på vejen mod verdensmålene, om den nyeste luftfartsteknologi, om litteraturens rolle for børn i udviklingslandene, noveller for børn og voksne og en masse andre tekster. ※

 

Initiativgruppen fra den faglitterære styrelse fortsætter arbejdet med at finde midler og etablere en redaktionsgruppe, der skal samle og redigere de mange bidrag til et værk.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte