Hugo Alrøe, først tillykke med førstepladsen i den internationale del af den japanske haikukonkurrence udskrevet af Japans ældste avis – hvordan har du reageret på det?
For mig var det at vinde … ja, faktisk uden for min forestillingsevne. Men vigtigst for mig er, at det bekræfter mig – at jeg har noget at have det i, når jeg skriver haikudigte. Siden 2015 har jeg skrevet haiku, og de seneste par år har jeg dyrket det ganske intenst.
Hvad fascinerer dig?
Især gennem haiku kan jeg udtrykke det, jeg har brug for, men jeg har også øvet mig i at skrive lyrik og prosa i flere år. Hele livet har jeg haft stor kærlighed til litteraturen og vel også drømt om selv at skrive.
Og er det derfor, du nu læser litteraturhistorie?
Ja, og jeg læser også Japanstudier.
Begge dele udspringer af, at jeg vil udleve det med at skrive. Jeg vil gerne kunne læse de japanske haikudigte på originalsproget – og måske også selv skrive haiku på japansk.
Japansk er kendt for at være et svært tilgængeligt sprog?
Det sagde alle til mig på forhånd – og jeg er ikke sikker på, at jeg var begyndt, hvis jeg havde vidst, hvor svært det egentlig er. Jeg kæmper især med det mundtlige japanske og havde ikke tænkt helt igennem, at det japanske skriftsprog består af to forskellige alfabeter plus de kinesiske skrifttegn. Det bliver en livslang øvelse, men nu kan jeg læse en del japansk og har også forsøgt mig med at oversætte nogle haiku til dansk. Mit langsigtede mål er at kunne oversætte, og dér er det en styrke, at jeg selv skriver haiku og digte. Oversættelse er også en form for gendigtning.
Hvad arbejder du med lige nu?
Jeg er blandt andet i gang med at samle en række korte prosatekster, -digte og haikudigte, som jeg skrev for nogle år siden i det, jeg tænker på som katastrofeårene – år, hvor dødsfald og sygdom ramte familien, og jeg mistede mit arbejde. Jeg kalder det en kollagebog. ※
