Hvordan var din vej til at blive oversætter og formidler af russisk og bulgarsk litteratur?
Jeg startede på russiskstudiet i trods, eller man kunne sige på trods af min meget konservative familie. Allerede i gymnasiet på Randers Statsskole blev jeg interesseret i den klassiske russiske litteratur og besluttede at læse russisk i Aarhus.
Hvorfor var det svært at få det sagt?
Dengang, under den kolde krig, forbandt de fleste – og bestemt også mine forældre – alt russisk, også litteraturen, med politik, med kommunisme. Så jeg måtte gå på listefødder derhjemme. I 1968 rejste jeg til Sovjetunionen på et udvekslingsprogram i ti måneder. Endnu en gang var det på trods – denne gang fordi jeg som nyskilt efterlod min treårige søn i familiepleje derhjemme. Det var så vigtigt for mig at komme af sted.
Men i dag oversætter du mest fra bulgarsk?
På universitetet fik jeg tilbudt et sommerseminar i Sofia, og jeg blev så glad for landet – sproget, kulturen, folket. Selvom det var et totalitært regime, var litteraturen levende og relevant, og handlede om menneskelige relationer. Da jeg kom hjem igen, fik jeg lov til at læse bulgarsk på Slavisk Institut. Selvom det er et lille sprog.
Og så begyndte du at oversætte?
Ja, i det små, og jeg begyndte at skrive artikler og holde foredrag om russisk og bulgarsk skønlitteratur, og så løb jeg forlag på dørene og præsenterede skønlitteratur fra Sovjet og siden Bulgarien, som de burde få oversat og udgivet. Mit held var, at det hedengangne Husets Forlag var meget interesseret i at udgive anderledes litteratur, også slavisk litteratur.
Er der andre, ud over dig, i Danmark, der oversætter fra bulgarsk?
Desværre nej. Engang var vi tre, nu er der kun mig. Det er jo fortvivlende, at man ikke længere kan studere slaviske sprog som bulgarsk og tjekkisk i Danmark. Det er kulturel fattigdom. Så må man læse skønlitteratur, skrevet på eksotiske sprog, på engelsk.
