Sandra Schwartz, du har en kandidat i statskundskab, men lever som forfatter og skriveunderviser – hvordan gik det lige til?
Allerede på første semester var jeg klar over, at det ikke skulle være statskundskab. Men jeg kommer fra en akademisk familie, og det lå i luften, at jeg også skulle have en akademisk uddannelse. Og selvom jeg var mere tiltrukket af det kreative,
gennemførte jeg studiet med fokus på journalistik og formidling og fik arbejde som kommunikationskonsulent.
Du havde fuldtidsarbejde, da du debuterede i 2012?
Ja, jeg skrev mine første bøger ved siden af … hov, jamen, hej … det var posten, som kom med en pakke til mig her i haven! Det er det allerførste eksemplar af min nye bog, Zombiehunden, Ond Tåge. Jeg pakker op, når vi har snakket – jeg glæder mig altid vildt til at se mine nye bøger.
Tillykke! … det var det med fuldtidsarbejde?
Åh ja! Jeg sagde mit faste job op i 2015 – og det var faktisk anden gang, jeg sagde op fra et fuldtidsjob for at blive forfatter, men første gang fik jeg faktisk et nyt job – man skal jo sende ansøgninger ud, hvis man får dagpenge. Og ja, så kom jeg til samtale og fik jobbet. Halvandet år senere gjorde jeg det så igen – sagde op.
Er du glad for den beslutning?
Jeg har ikke fortrudt, men skiftet fra medarbejder til selvstændig var hårdt. Samtidig er den stramme økonomi også et drive, hvor jeg er fokuseret på at producere.
Foretrækker du en bestemt genre, når du skriver?
Jeg skriver hovedsagelig realisme, og mine historier er typisk karakterdrevne. Jeg hører deres stemmer i mit hoved, lytter til bidder af en samtale. Det kan også være en følelse eller et tema, der sætter en historie i gang. Jeg er ikke vild med at opbygge verdener – eller jeg har i hvert fald svært ved det, så jeg bruger den realistiske verden.
Hvad så med Zombiehunden, Ond tåge?
Jo, der er nok ved at ske noget. Jeg er begyndt at bevæge mig lidt ud i gys og noget overnaturligt.