Poul Lynggard Damgaard, du er uddannet pædagog og lærer og har bl.a. undervist i dansk og billedkunst – hvornår begyndte du at skrive digte?
Det er svært at give et entydigt svar på. Men det begyndte vel, mens jeg var lærer på øerne Tunø og Samsø, hvor jeg boede alene og var meget alene. I 2006 flyttede jeg til Aarhus og blev meget hurtigt en del af det litterære miljø, som inspirerede mig meget til at skrive videre.
Hvad skete der med dig i Aarhus?
Jeg mødte andre, der skrev digte, anerkendte digtere, som læste mine digte og syntes, at det var godt. At blive anerkendt af anerkendte digtere, det var var meget afgørende for mig. Jeg havde skrive-
erfaring med mig fra øerne, men skrev mest i fragmenter. Første gang jeg virkelig fordybede mig i en sådan skriveproces, var under decemberorkanen i 1999.
Du skrev din debut i Aarhus?
Ja, jeg stiftede bl.a. bekendtskab med lyrikeren Simon Grotrian, og jeg havde aldrig læst den type digte før. Det var helt nyt. Indtil da havde jeg mest læst klassikere, klassiske romaner, men også en digter som Christian Winther. Det nye, anderledes inspirerede mig meget, påvirkede mig til at skrive mere og mere lyrik, og i 2013 havde jeg samlet mod til mig, og så udkom Boks Sepia. Siden har jeg bestræbt mig på at skrive et manuskript om året.
Som lyriker er det tilsyneladende en væsentlig del af forfatterskabet at optræde, at læse op?
Oplæsningerne er dels spontane, dels planlagte, og de seneste år har jeg haft 20-30 oplæsninger om året. Under corona har de i højere grad været digitale, og det fungerer også, men det fysiske møde mellem mennesker er grundlaget for al eksistens. I den nærmeste fremtid skal jeg optræde ved en international lyrikfestival, og det bliver også digitalt.
Undskyld, men nu kommer jeg altså til det evindelige og trælse spørgsmål: Kan man leve af det, af at skrive digte?
Næ, men man kan leve for at skrive digte, og det er nok mit eksistensgrundlag. Og så må det med det økonomiske komme hen ad vejen. Jeg har skiftende arbejder som lærer og pædagog.
