Forklædt som fakta
Forfatter og oversætter Mich Vraa har afkodet den historiske tone og brugt den i fiktionen.
”Når jeg præsenteres til forfatterarrangementer rundt om i landet, bliver jeg tit introduceret som ham, der har siddet og gravet i Rigsarkivet i månedsvis. Det har jeg ikke!” understreger forfatter og oversætter Mich Vraa. Det interessante er, at det rent faktisk godt kunne se ud, som om forfatteren har hentet stimevis af dokumenter op fra støvede arkiver. Men sandheden er, at langt det meste af romanen ’Haabet’ er ren fiktion udklædt som fakta.
99.9 % fiktion
’Haabet’ udkom i august 2016. Det er en dramadokumentarisk roman om dengang, Danmark sejlede slaver til De Vestindiske Øer. De 415 sider består for 99.9 % vedkommende af opdigtede breve, dokumenter, logbøger og dagbøger. Kun ganske få af dokumenterne er ægte. Det gælder f.eks. Christian den Syvendes ’Kongelig Forordning om Negerhandelen’ og en pseudovidenskabelig beretning om orkaners tilblivelse, begået af generalguvernør Johan Bardenfleth.
”For at kunne skrive, så breve, logbøger, dokumenter m.v. virker autentiske, skal indholdet være inden for rammerne af det sandsynlige,” siger Mich Vraa. Og netop her ligger der naturligvis en form for grundlæggende research. Men autenticitet kommer ikke kun af korrekte årstal, navne, begivenheder og steder, lader han forstå. ”Jeg researcher et minimum på konkrete fakta, men jeg læser relevant, antikvarisk litteratur sideløbende med, at jeg skriver. Her støder jeg måske på oplysninger om et hus, en episode, en retssag eller en neger, der kastes på et bål. Det bruger jeg. Men jeg er på ingen måde historisk funderet. Jeg fik 03 i historie til studentereksamen, og jeg ved naturligvis en del om slavetransport i 1800-tallet nu, men hvis du går lidt til siden, så er jeg lige så uvidende på det historiske område, som jeg altid har været.”
Som en skuffe i et forladt hus
Selve opbygningen af ‘Haabet’, hvor det ene dokument afløses af det andet, kræver noget af læseren. Man skal kunne forstå at springe både i tid og sted. ”Mine læsere siger, at når de er kommet cirka 40 sider ind i bogen, så begynder de at få overblikket. Det kan sammenlignes med at komme ind i et forladt hus, hvor man åbner en skuffe, og der ligger en masse breve, dokumenter og bøger, som man giver sig til at læse fra en ende af,” siger Mich Vraa. ”Langsomt danner der sig et billede af et liv og en historie.
Hvis breve, dokumenter m.v. havde været autentiske, ville de selvsagt have haft forskellige afsendere og dermed også vidt forskellige sproglige udtryk. Her har Mich Vraa en særlig fordel, fordi langt størstedelen af hans udgivelser hidtil har været i form af oversættelser. ”Jeg er vant til at afkode og sætte mig ind i mange forskellige tonearter. Den erfaring har jeg haft god brug af, da jeg skrev ’Haabet’, siger han.
Cæsars brev fandtes ikke
Pudsigt nok fik Mich Vraa ideen til at arbejde med fiktive dokumenter, netop fordi han som oversætter søgte efter en bestemt passage i en historisk roman. ”Jeg googlede teksten fra et brev, som Cæsar angiveligt havde skrevet til sin niece og opdagede, at det brev slet ikke fandtes,” siger Mich Vraa. Forlaget L&R havde oprindeligt forestillet sig, at Mich Vraa skulle være en form for tovholder, der skulle sidde i midten og trække på en arbejdsgruppe af researchere og plotmagere. ”Opgaven lød på at skabe en ”stor historie”, helst en murstensroman og gerne lidt i stil med Ken Folletts romaner. Men der skete det, at jeg meget hurtigt blev så involveret, at jeg ikke havde lyst til at rode andre ind i det, og inden jeg så mig om, havde jeg skrevet romanen færdig selv,” siger han.
Mich Vraa er aktuelt i gang med at skrive opfølgeren til ’Haabet’. Titlen bliver ’Peters kærlighed’ og har Peter von Scholten som hovedperson. ”Der er sket noget med min research. Jeg vil have mere af den historiske virkelighed med i den nye roman. Man kan sige, at jeg er blevet mere ærekær omkring research,” siger han. Samlet vil udgivelsen bestå af en trilogi over temaerne tro, håb og kærlighed.
En bid ad gangen
Krimiforfatter Lotte Petri elsker at lade eksperterne være samskabende sparringpartnere. 
Balancen mellem research som et nødvendigt onde og en gave for historien mærkede Lotte Petri tydeligt, da hun havde medbragt ’Håndbog i retsmedicin’ under et skriveophold på Hald Hovedgård. ”Bogen var på 500 sider, og jeg var nærmest deprimeret over al den død, da jeg tog derfra. Det var simpelthen for meget,” siger hun. Men hun nyder at mærke, hvordan hun som krimiforfatter er ved at opbygge en solid basisviden.
”Jeg er blevet lidt af en halvstuderet røver efterhånden, og jeg kan stille meget bedre spørgsmål nu, end da jeg skrev min debutkrimi ”Den 5. plage” i 2009, siger hun. Den grundlæggende viden finder hun blandt andet ved at være god kunde hos boghandleren og Saxo. ”Lige nu har jeg en bog om Freuds psykoanalyse liggende. Den er lidt tung. Men man må jo spise elefanterne én bid ad gangen.”
Samskaber med eksperterne
Efter 7 år som krimiforfatter er Lotte Petri ved at have et solidt kontaktnet i form af retsmedicinere, psykiatere, politifolk, professorer og andre fagfolk, som hun bruger under sin research.
”Når man sidder og skriver, er man jo meget alene. Derfor er det også en form for sparring at tale med eksperter inden for de forskellige områder. De er ofte meget charmerende personer, som godt kan lide at tale om deres fag og fortælle alle de spændende anekdoter. Når man læser en rigtig god dialog eller ser et teaterstykke, tænker man ikke altid over, hvor meget research, der kan ligge bag blot én enkelt bemærkning. Jeg elsker, når researchen går ind og rykker ved noget i én, eller når en ekspert går ind og samskaber med mig. Der er ting, man bare ikke kan forestille sig selv. ”
Lotte Petri tager ofte ud og snuser på sine locations. ”Man skal ud og dufte og se det hele for sig, mærke stemningen og høre lydene,” siger hun. ”Jeg har ofte kamera med ud og fotograferer detaljerne. Detaljer er vigtige for logistikken i en krimi. Men der må ikke gå faktaboks i den. Det som er nice to know for mig er ikke nødvendigvis relevant at videregive i min roman.”
Mødet med en autoriseret exorcist
I forbindelse med researchen til sin nye roman ’Djævlens værk’, der udkommer op til Krimimessen i april, fik Lotte Petri researchen helt ind under huden. Hun tilbragte en halv dag sammen med en vaskeægte djævleuddriver. ”Jeg havde læst om ham i Berlingske Tidende. Han var udnævnt af Paven i Rom som exorcist og medlem af en international exorcistforening. Han fortalte mig, hvordan man uddriver djævlen med vievand, latinske bønner osv. Hans øjne var meget intense, og han fortalte mig, hvordan djævlen finder ind i det tomrum, som man selv skaber og dermed åbner for det onde. Det er her, det onde får lov at florere. Da jeg gik derfra, var jeg helt i tvivl om djævlens eksistens. Jeg blev rykket i min barnetro,” siger Lotte Petri.
Som en del af researchen til ’Djævlens værk’ indgik også en kirkegård og en metrostation. Rent faktisk fik Lotte Petri ideen til sin roman, dengang metrobyggeriet krævede, at der blev foretaget en gravrydning på Assistens Kirkegård. I den forbindelse måtte man flytte skeletter, som blev sendt til grundforskning hos en retsantropolog. ”Ved at flytte skeletterne, åbner man en port til det onde,” siger Lotte Petri og fortsætter: ”Jeg elsker gråzonen mellem besættelse og sindssyge.”
En af fordelene ved det grundige researcharbejde til Lotte Petris kommende roman er, at den er tænkt som den første i en serie. Alt efter hvad forlaget er med på. ”Men nu ligger der i hvert fald en god del viden, som kan bruges også i de kommende bøger. Jeg har opbygget universet nu,” siger Lotte Petri. ·
