Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2020

Rettidig omhu

Flere medlemmer har spurgt mig, om man skal gøre noget særligt for at sikre sine aftaler som følge af coronakrisen. Det korte svar er: ikke konkret, men det er generelt en god anledning til at se på, hvordan det forholder sig ved aflysninger eller manglende betaling.

Af Anne Koldbæk

Aftaler om arrangementer  

Det er p.t. svært at tage højde for, hvordan situationen ift. begrænsning af smitterisiko ser ud i resten af 2020 eller 2021. Vil der kunne opstå forhindringer for arrangementer igen, og hvordan skal det i så fald håndteres – er det force majeure?

Force majeure kan bedst forklares med det amerikanske synonym ”act of God”. I dansk kontraktret er der force majeure, når kontrakten ikke kan opfyldes pga. forhold, som ikke skyldes nogen af parterne, og som ingen af parterne med rimelighed kunne have forudset muligheden for, da de indgik aftalen.

Der indtrådte force majeure, da statsministeren onsdag d. 11. marts lukkede landet ned, fordi ”lockdown” aldrig er sket før og ingen havde set det komme. Force majeure gjaldt umiddelbart alle forsamlinger på mere end ti personer, der skulle afholdes i den pågældende periode. Force majeure bevirker, at det ikke er kontraktbrud, når kontrakten ikke kan opfyldes som planlagt. Udgangspunktet er, at ingen af parterne er ansvarlige for det. Arrangøren kan aflyse og undlade at betale for arrangementer, der ikke kan afholdes.

Men selv usædvanlige forhold bliver normale på et tidspunkt, og så er der ikke force majeure længere. Begge parter må regne med risikoen for, at planer for fysiske arrangementer kan risikere at skulle ændres. Aftalen bør forholde sig til, om arrangementet skal kunne aflyses, udskydes eller ændre form.

Det er generelt en god idé at lave regler om, hvorvidt en aftale kan aflyses og på hvilke vilkår. Især fordi der ikke er en generel regel om aflysning i dansk ret. Udgangspunktet er, at indgåede aftaler skal overholdes, men i praksis er det svært at få en arrangør, der mener, vedkommende har aflyst i god tid, til at betale.

 

Her kommer mit bud på vilkår:

Arrangøren forbeholder sig ret til at aflyse arrangementet. Aflyses arrangementet senere end xx dage før, betales xx % af honoraret.

Opstår der force majeure eller forhold, der minder derom, er parterne gensidigt forpligtede til at udvise hensyn over for hinanden og forsøge at finde en løsning, der indebærer, at arrangementet kan afholdes på anden vis og/eller et senere tidspunkt.

Den sidste bestemmelse virker uklar, fordi vi kun delvist kender karakteren af forhindringen, ikke omfanget. Derfor finder jeg en bestemmelse, der udtrykker parternes hensigt til at løse det i fællesskab, mest egnet til at sikre en rimelig løsning. Alternativt kan man konkret aftale en plan B for at afholde arrangementet digitalt.

Hvis arrangementet har et vist omfang ift. varighed, indsats og honorarets størrelse, så kan det overvejes at bede om hel eller delvis forudbetaling, med henvisning til at tiden er sat af og arrangementet skal forberedes.

 

Forlagsaftaler

Jeg har fået spørgsmål angående bekymringen for, om ens forlag kan opgive en udgivelse, samt for manglende betaling. Det er risici, der også gælder uden corona, og jeg har enkelte forslag, der kan forebygge forfatterens, oversætterens og illustratorens risiko for tab.

 

Forskud og betaling i rater

Det er vigtigt at fastholde krav om betaling af forskud ved aftalens indgåelse eller senest ved aflevering af manuskriptet. Ellers er det nemlig muligt for forlag at opgive en antaget udgivelse uden andre konsekvenser, end at forfatteren får rettighederne tilbage.

Illustratorer og oversættere arbejder på konkret bestilling af et forlag ud fra en forfatters værk. De kan sjældent gå et andet sted hen med deres arbejde, hvis forlaget opgiver udgivelsen.

Illustratorer og oversættere bør derfor sørge for at få betaling for arbejdet, efterhånden som det skrider frem. Ved et større arbejde/en ny kunde kan det også anbefales at udføre en mindre prøveoversættelse/skitse og få forhåndsgodkendt stilen. Hvis kunden insisterer på først at betale i forbindelse med udgivelsen, så anbefales det at lægge betalingstidspunktet lige før udgivelsestidspunktet og få indføjet følgende i kontrakten: ”Overdragelsen af rettighederne til illustrationerne/oversættelsen iht. nærværende aftale er betinget af, at betaling iht. § x finder sted som aftalt.”

Bestemmelsen kan dog kun anvendes ift. den del af betalingen, der skal erlægges før udgivelsen, ikke efter.

 

Ret til ophævelse ved betalingsmisligholdelse

Man kan ikke aftale, at man kan få rettighederne tilbage, hvis forlaget går konkurs. Til gengæld er der i dansk ret grundlag for, at man kan ophæve kontrakter, hvis man ikke får betaling. Det kan derfor anbefales at få følgende indføjet i forlagskontrakten:

”Betalingsmisligholdelse er væsentlig misligholdelse. Modtager forfatteren ikke opgørelse eller royalty i henhold til kontraktens bestemmelser herom, kan forfatteren ophæve kontrakten uden yderligere varsel, hvis forlaget ikke afhjælper misligholdelsen, inden for 14 dage efter at forfatteren har rettet henvendelse til forlaget herom.”

 

Pas på passivitet!

For begge de to vilkår om manglende betaling gælder, at de kun kan bruges inden for et meget kort tidsrum. Man skal omgående rykke for betaling og gøre opmærksom på, at man vil påberåbe sig retten til ophævelse af aftalen, hvis ikke betaling sker som aftalt. Går der mere end ganske få dage, bør man søge juridisk bistand. Hvis man lader stå til, så indtræffer der passivitet, og så kan man ikke bruge vilkårene til at komme ud af kontrakten.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte