Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2020

Romance – litteraturens udskældte lysthave

Alle har brug for en happy end, og sådan en findes altid i kærlighedsromaner. Genren er populær, måske fordi den skrives til læserne, ikke anmelderne.

Af Anna Bridgwater

Læserne er vilde med romantisk litteratur. Alligevel er genren miskendt. Den vinder ingen litterære priser, og romancer bliver sjældent anmeldt i avisernes litteraturtillæg. Kønsforsker Elin Abrahamsson har skrevet doktorafhandling om romantisk litteraturs dårlige ry og er i gang med et projekt tilsluttet programmet ”Uses of Literature” på Syddansk Universitet. Hun forklarer genrens popularitet:

”Kærlighed og relationer er centrale i mange menneskers liv, og læsning af romancer bliver en måde at overveje de spørgsmål samt ikke mindst at forkæle sig selv med ’lykkelige kærlighedshistorier’.”

Kærligheden er svær

Helle Vibeke Lysdal er redaktionschef på Flamingo, et forlag under Gyldendal, der fokuserer på romance. Hun har også et bud på genrens appel.

”De fleste mennesker drømmer om at finde det menneske, der elsker dem ubetinget og lader dem udfolde sig og gå efter deres drømme. Det kan godt være, at omstændighederne ikke altid er perfekte, og at der er bump på vejen, men hvis kærligheden er der, og man kæmper for den, så vil der også være en derude, der vil elske dig betingelsesløst. Det er i høj grad den drøm og det ideal, som er omdrejningspunktet for romance.”

Psykolog Heidi Sahlgreen tilføjer, at romancer tiltaler læsere, netop fordi kærligheden er en udfordring.

”Vi har ofte svært ved kærlighedsforhold. Vi skal øve os i at holde af os selv og lære os selv at kende. Det kan du godt bruge romantisk litteratur til, for der kan ofte være ting, du kan genkende og spejle dig i i romanerne. Du kan tænke ’sådan er jeg’ eller ’sådan vil jeg gerne være’.”

Redaktør Christina Yhman Kaarsberg fra People’sPress mener, at det udfordrende i kærlighed giver romantisk litteratur en drivkraft:

”Forelskelsens besættende kraft – ligesom mordgådens hvem-gjorde-det – er en genial motor for et plot: Får de elskende hinanden til sidst, eller gør de ikke?”

Underkendt genre

Marie Brandtoft er 44 år og arbejder som gymnasielærer, selvstændig og turistguide. Og så er hun storforbruger af romancer. Omkring 350 romaner er det blevet til i løbet af det seneste par år. Hun kan godt mærke, at hendes litterære smag ikke altid regnes for at være fin.

”Vi læsere af romances – i Danmark i hvert fald, det er noget HELT andet i andre lande – bliver mellem linjerne opfattet som lidt smådumme og naive.”

Trods populariteten er der langt imellem, at romancer vinder litterære priser eller bliver anmeldt i dagbladene. Men Marie Brandtoft stiller krav til sine romancer:

”Jeg gider ikke læse en bog, der ikke er velskrevet. Sproget skal flyde, historien hænge sammen, og personerne fremtræde troværdige og nuancerede og tydelige.”

Christina Yhman Kaarsberg fra People’s Press er lidt træt af at skulle forsvare romancerne.

”Det er en lille del af befolkningen, der ikke tager genren seriøst. Men det er bøger, der betyder meget for mange mennesker. Læserne tager den alvorligt, forlagene tager den alvorligt – vi ved godt, at bøgerne ikke bliver anmeldt, men vi laver bøger til rigtige mennesker, ikke til anmelderne.”

Hun mener, at det er en lille, lukket kreds, der ser ned på romancer:

”Faktisk oplever jeg, at der blandt læserne er en stor stolthed og et stort fællesskab omkring genren. At det så sjældent ender med kritikernes ros i dagbladsanmeldelserne, det er underordnet.”

Mommy porn og tantsnusk

Helle Vibeke Lysdal fra Flamingo har en forklaring på romancernes lave status.

”Når nogen vælger ikke at tage genren alvorligt, er det sandsynligvis ud fra en lidt gammeldags forestilling om, at al genrelitteratur per definition er dårlig.”

Og kønsforskeren Elin Abrahamsson uddyber:

”Helt forenklet vil jeg sige, at det er et spørgsmål om klasse og køn: Den kultur, som har en bred appel og kan værdsættes af mange, opfattes ofte som mindre seriøs og kunstnerisk, og også som mindre vigtig. Det her er en genre, som er stærkt forbundet med kvinder, og kritikken mod romance udtrykkes ofte i sexistisk ladede termer som ’mommy porn’ eller den i Sverige udbredte betegnelse ’tantsnusk’.”

Elin Abrahamsson ser delvist kritik af romancer som udtryk for misogyni: ”Læsning af romantiske romaner bliver ofte nedgjort, da de beskrives som passive, ukritiske og overdrevet sentimentale og hengivne, det vil sige med egenskaber, der ofte forbindes med en ringeagtet femininitet.”

Og Helle Vibeke Lysdal er enig:

”Romance er en genre, der fortrinsvis – dog ikke udelukkende – læses af kvinder, og det er svært ikke at se affejelsen af genren som en forlængelse af den kritik, der historisk set har været rettet mod det, kvinder læste.”

Orgasmer eller smukke lig

Romantisk litteratur bliver kritiseret for stereotype kønsskildringer, og den kritik kan ofte være berettiget, erkender Elin Abrahamsson.

”Romantisk litteratur indeholder mange kønsstereotyper. Samtidig er det lidt uretfærdigt altid at fremhæve det, når det samme kan siges om for eksempel krimier og andre litteraturgenrer, men også om den form for litteratur, vi ofte bedømmer som ’finere’ og mere kompleks. Den svenske romanceforfatter Simona Ahrnstedt har påpeget, at kvinder ikke behøver at dø i romancer, de får orgasmer i stedet. Og sandsynligvis opleves stereotypen af den ’multi-
orgasmiske heltinde’ som mere positiv end den ellers så almindelige skildring af kvinder som ’smukke lig’.”

Man kan også se på romancer som et feministisk projekt, foreslår kønsforsker Elin Abrahamsson.

”Da romancegenren i løbet af 2010’erne vandt popularitet i Sverige, fremhævede mange, at genren opmuntrer til kvindelig entreprise, og at den fokuserer på at give kvinder nydelse. Hvis læsning af romancer giver kvinder mulighed for følelsesmæssigt og seksuelt at tilfredsstille sig selv, så gør det dem faktisk mindre afhængige af mænd. Det kan ses som en anden forklaring på, hvorfor genren opleves som en trussel, og hvorfor den stadigvæk miskrediteres.”

Heltinden redder sig selv

Stereotyperne i romancerne er under forandring, fortæller Helle Vibeke Lysdal:

”Romance er en genre, der afspejler vores tid – f.eks. er den gammeldags prins på den hvide hest, der kommer og redder heltinden, i langt de fleste tilfælde i dag erstattet med en heltinde, der redder sig selv, mens hun finder kærligheden.”

Elin Abrahamsson ser også forandringer i romancegenren:

”I nutidens svenske romancer er det for eksempel ofte spørgsmål om ligestilling eller om at finde en balance mellem arbejds- og kærlighedslivet, som er det centrale.”

Også nutidens mere flydende familieformer og kønsidentiteter finder vej til romantisk litteratur, fortæller kønsforskeren.

”Inden for ’mainstreamen’ er normen inden for romancer stadig heteroseksuel tosomhed, ofte mellem to hvide middel- eller overklassepersoner. Men der kommer også flere alternativer. I USA er der flere forlag, som koncentrerer sig om LGBTQ-romancer, og i Sverige har forlaget Queerlequin eksisteret i nogle år. I deres romantik er der både plads til homoseksuelle og polyamourøse kærlighedsforhold, men også til hovedpersoner, som bryder med normer inden for romance med hensyn til blandt andet køn, klasse og etnicitet.”

Danske forfattere gør det ikke

Sverige har flere romanceforfattere, men der er langt imellem danske forfattere, der skriver romantisk litteratur på dansk. Det har gymnasielærer og romancelæser Marie Brandtoft også bemærket.

”Jeg har faktisk tit tænkt, at det var ufatteligt, at danske forfattere ikke gik ind i det marked. Det kan jo være, at jeg ender med at skrive historierne selv.”

Christina Yhman Kaarsberg siger: ”Genren har ikke fået fat på samme måde som krimierne endnu. Der er endnu ikke en stor bølge af forfattere i Danmark, der har kastet sig over dem.”

Men den bølge kan meget vel være på vej, mener redaktionschef Helle Vibeke Lysdal.

”Jeg tror ikke, at markedet har været stort nok, og heller ikke bevidstheden om genren hos det skrivende folk. Men jeg er overbevist om, at det vil ændre sig, og at der vil udkomme romance skrevet på dansk i den nære fremtid.”

Elin Abrahamsson mener, at romancernes popularitet kan have en afsmittende effekt på både læsning og forlagenes tilstand. Hun fremhæver Forlaget Harlequin, et forlag under verdens største forlag, HarperCollins.

”De har for eksempel været revolutionerende med hensyn til at give folk nem adgang til bøger gennem abonnementer og salg i dagligvareforretninger, og mange romancelæsere læser også andre genrer. Måske kan genren ligefrem anspore nogle mennesker til at læse.”

Psykologens sidste ord om romantisk litteratur er: ”Nyd det! Verden er et kompliceret sted at være i, og her ved man, at det ender godt.”

Og storlæser Marie Brandtoft er enig: ”Jeg ved udmærket godt, at jeg flygter fra virkeligheden, når jeg læser. Men jeg synes, verden er brutal nok i forvejen, og jeg gider ikke læse om folks syge sind, og hvordan de ødelægger, torturerer og myrder. Jeg kan jo bare læse nyhederne, hvis jeg vil have det lidt skidt.”

 

Elin Abrahamssons afhandling hedder Enahanda läsning og er udgivet på Ellerströms forlag i Sverige.

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte