Der er den væsentlige forskel på en forfatter og en skønlitterær oversætter, at forfatteren typisk har brugt meget lang tid på skriveprocessen, ofte flere år. Forfatteren har grublet og lavet dramaturgiske modeller, gået lange ture med hunden og holdt vaske- og kaffepauser, når hjernen var overophedet. Det kan oversætteren ikke. Tidspresset står ofte i stærk kontrast til den inderlighed, som kræves af oversætteren.
”Netop her ligger en af de oversete udfordringer ved at være oversætter af litteratur,” siger oversætter og mag. art i litteraturvidenskab, Hanna Lützen. Hun er kvinden bag samtlige oversættelser af J. K. Rowlings syv Harry Potter-bøger. I starten fik hun rimelig tid til oversættelserne, men jo mere populære, bøgerne blev, jo hurtigere skulle hun levere. Læserne stod nærmest i kø foran boghandlerne, mens hun skrev.
Musikalitet
”Musikaliteten forsvinder, hvis man er træt. Overskud og energi er faktisk noget af det allervigtigste, hvis man skal spejle en bogs ånd og sprogtone,” siger Hanna Lützen. Hendes største udfordring var bog nr. fem, ’Harry Potter og Fønixordenen’, som er på næsten 700 sider, helt præcis 278.215 ord. I ni uger oversatte hun op til 18 timer om dagen. Hver dag røg siderne til korrektur hos redaktør Mette Nejmann hos Gyldendal, og netop denne synkrone arbejdsmetode var afgørende for, at tidsfristen kunne overholdes. For at få tilstrækkelig hvile, pauser og uforstyrret skrivetid sendte hun mand og barn i sommerhus i en hel måned, så hun i det mindste kun havde sine egne pauser at tage hensyn til. J. K. Rowlings sprog er ikke kompliceret, men der er mange jokes og gåder, som ikke kan oversættes direkte. I slutningen af fjerde bog, ’Flammernes Pokal’, optræder der eksempelvis en sfinks, som giver Harry tre gåder. Svarene på gåderne består af tre engelske ord, som giver Harry løsningen, når de sættes sammen. Her måtte Hanna Lützen opfinde tre helt nye gåder på dansk, som hver især giver en løsning med tre forskellige danske ord, samtidig med at meningen bevares. Det samme gælder de sange, som ”fordelingshatten” synger til ære for Hogwarts skole for heksekunster og troldmandskab. Dem måtte Hanna Lützen digte og rime på ny.
”Jeg sad i meget lang tid med de sange. Det var så vigtigt at undgå moster-komik a la festsang, for det er jo dybt seriøst i originalversionen, hvor teksterne fremstår på værkets egne præmisser.”
Konsekvenslisten
”Jeg har lavet en lang liste med mine oversættelser og selvopfundne ord, så jeg kan sikre konsekvens hele vejen igennem bøgerne, siger Hanna Lützen. Hendes såkaldte ”konsekvensliste” omfatter syv A4 sider fyldt med ord som ”Imperiusforbandelsen”, ”Kakerlak-Bruno”, ”Krumhornet Snorkbøffel”, ”Næsel” osv..
Nogle af oversættelserne har været relativt direkte at lave, som for eksempel ”Departementet for Magisk Lovgivning”. Andre af J. K. Rowlings selvspundne ord har krævet en form for nyfortolkning eller drejning som eksempelvis ”Glitterik Smørhår” (på engelsk: Gilderoy Lockhart) eller ”pixignomer” (på engelsk: Cornish pixies).
”Flere af de engelske ord lod jeg være, som de var,” siger Hanna Lützen. ”Det gælder for eksempel ordet ”Mugglere” (en person uden magiske evner, red.). Det ord betyder ikke noget på engelsk, og det er et godt ord i sig selv, så det kunne jeg lige så godt bevare. Det samme gælder nogle af de latinsk klingende betegnelser for besværgelser og trylleformularer, såsom Mimbulus Mimbletonia. Hvad skulle man oversætte det til?”
Til gengæld er Hanna Lützen befriet for at skulle oversætte slangudtryk. Dem har J. K. Rowling behændigt undgået. Måske primært for at have sit eget sproglige udtryk, men sikkert også for at forhindre bøgerne i at fremstå forældede efter få år, når de valgte slangord ikke længere benyttes.
Loyalitet
Èt er, at meningen med sproget videreføres, og at oversættelsen er tro mod både det engelske udgangspunkt og det danske sprog, men hvad med loyaliteten over for forfatteren? Hvor vigtigt er det at holde sig tæt op af originalmanuskriptet, og hvor langt kan man tillade sig at gå på kompromis med kulturforskelle for at gøre udtrykket mere spiseligt på dansk?
”Man skal falde i hak med forfatteren. Vi skal være på bølgelængde, og jeg skal have den følelse, at jeg er i stue med Rowling,” siger Hanna Lützen. ”Rowling har en særlig humor, som jeg skal have ind under huden for at kunne give den videre. I modsætning til for eksempel Philip Pulmann, som skriver alvorlig fiktion (fx ’Det Gyldne Kompas’, red). Der er en helt anden tone i hans bøger, og den skal jeg naturligvis også kunne formidle. Det er vigtigt, at jeg lader bogen tale selv, hver gang jeg oversætter. Der er mange lag i skønlitteratur: Tonen, fortællestemmen, nuancerne, pauserne, temposkift og ikke mindst karakterernes forskellige personligheder. ”Jo flere nuancer, jo mere stemning – jo større landskab,” siger Hanna Lützen.
Dialoger
Hver gang, Hanna Lützen oversætter en bog, må hun omstille sig og dele humør, stil og kultur med et andet menneske. Og specifikt for oversættelse af skønlitteratur er det ikke kun fortællestemmen for en given forfatter, hun skal ramme, det er også forskellene i karakterernes dialoger.
”I Harry Potter bøgerne kom jeg især til at holde af Ron (Harrys bedste ven, red). Hans sprog skiller sig ud, og det er vigtigt at få hans sproglige udtryk og dermed hans personlighed med ind i oversættelsen.”
I de perioder, Hanna Lützen oversatte Harry Potter-bøgerne, deltog hun i et forum bestående af Potters oversættere fra hele verden.
”Vi havde oprettet en gruppe på Facebook, hvor vi kunne diskutere de ting, vi var i tvivl om på tværs af landene. Alle sad jo ved tasterne samtidig. Her blev der blandt andet debatteret kulturforskelle, og jeg husker, at oversætteren i Brasilien havde et problem med ordet ”halvblods”. Det var et kulturelt problematisk ord i hendes land. I Norge oversætter de alt. De kan ikke få det norsk nok. Som dansker har jeg ikke oplevet de helt store kulturforskelle. Der er nogle passager, hvor det engelske sprog er meget aristokratisk, men det har som regel en mening, og den har jeg forsøgt at overføre. Når der står ”blimey”, som er sådan et lidt gammeldags udtryk, så bevarer jeg den fornemme tone og skriver ”du fredsens” på dansk, selv om ingen ville sige sådan i dag. Men netop Ron kan altså finde på at bruge det ord. Det er vigtigt, at jeg gør bogen dansk. Men jeg skal ikke gøre den pæredansk. Det ville jo være skrækkeligt, hvis jeg fik Harry Potter bøgerne til at lyde som ’Far til Fire’.”
Symbiose
En særlig udfordring i at oversætte skønlitteratur er selvsagt, at man hverken kommer til at vildlede læseren eller røbe handlingen gennem antydninger i sprogtonen. Ligesom man heller ikke skal overdrive uvidenhed i fx dialogerne.
”Jeg starter altid med at læse hele bogen,” siger Hanna Lützen. ”Blandt andet for at kunne koncentrere mig bedre om selve oversættelsen, når jeg går i gang. Men det er vigtigt, at jeg undrer mig sammen med læserne, når jeg oversætter. Det sker tit i denne første gennemlæsning, at jeg tænker: ”det ord kommer jeg aldrig til at oversætte”, men så kommer det alligevel, når jeg skriver mig frem til det sted – og er i en anden sindstilstand.”
Hanna Lützen har stor respekt for den symbiose, der opstår mellem forfatteren og oversætteren. Hun oplever, at hun med egne ord ”får adgang til det sted, som sproget kommer fra”.
Udover de sproglige kompetencer og evnen til selv at være en god læser, forekommer især én egenskab at være særlig nødvendig for at kunne sætte sig ind i så mange forskellige forfatteres hjerner fra gang til gang. Hanna Lützen bekræfter, at gode, litterære oversættelser nok ikke lod sig gøre uden en stor portion af netop enne egenskab: empati. ·
