I foråret føjede Slots- og Kulturstyrelsen (SLKS) en sætning til deres punkt- opstillede vejledning i, hvem der kvalificerer sig til at modtage biblioteksafgift. Under overskriften ”Du kan ikke få bibliotekspenge for:” står der nu: ”Efterredigering af oversættelser skabt ved brug af kunstig intelligens (AI).” Den korte sætning var et resultat af en længere dialog mellem DOF og SLKS, og denne dialog havde sit udspring i den teknologiske udvikling, bogmarkedet har været igennem i de seneste par år, og som for alvor tog fart med introduktionen af ChatGPT og lignende generative AI-teknologier i foråret 2023.
Nye tider, nye teknologier
Igennem DOF’s kontraktrådgivning, der retter sig mod både medlemmer og ikkemedlemmer, begyndte vi i løbet af 2023 at få flere og flere henvendelser, hvor oversættere fik tilbudt så-
kaldte postediteringsopgaver. Oversættere meldte, at de havde mistet opgaver fra forfatterskaber, de før havde oversat, og samtidig fortalte flere forlag, at de var begyndt at eksperimentere med at bruge generativ AI-teknologi til at oversætte bøger. Metoden kaldes mere specifikt MTPE (Machine Translation + Post-Editing), fordi en maskinoversat tekst har behov for kraftig efterredigering af et menneske for overhovedet at kunne udgives. Den generative AI-teknologi skaber en oversættelse ved brug af allerede eksisterende data, men selvom de tekster, der kommer ud af maskinen, er ganske imponerende, hvis man sammenligner med tidligere typer teknologi som f.eks. Google Translate, er de meget lidt imponerende, hvis man sammenligner med, hvad et menneske kan, og hvad der derfor lever op til den kvalitet, forlag og læsere efterspørger.
Uanset hvad man mener om teknologien, er det ikke rimeligt, at forlaget krediterer en redaktør af en maskingenereret oversættelse som oversætter. Herved kan redaktøren nemlig modtage biblioteksafgift, hvilket aldrig har været meningen med ordningen. Det gælder både, når der er tale om eksterne freelanceredaktører, og når det gælder ansatte forlagsredaktører. I sidstnævnte tilfælde kan biblioteksafgiften ende med at blive en skjult udgivelsesstøtte til forlagene, fordi redaktøren bliver maskeret som oversætter. Over for freelanceredaktørerne kan praksissen bruges til at presse honorarerne – som i forvejen ikke er fyrstelige – ned på et endnu lavere niveau ved at tilbyde bibliotekspengene som gevinst.
Afklaring af uklarhed og misforståelser
Der var altså flere problemer med den nye praksis. Men i DOF var vores fornemmelse samtidig, at mange i branchen – både oversættere, redaktører og forlagsfolk – reelt set var i tvivl om, hvordan man skulle forholde sig til de nye arbejdsmetoder. Ofte var der derfor ikke tale om ond vilje, men derimod en misforstået forestilling om, hvad der berettiger til biblioteksafgift.
Da det er SLKS, der administrerer biblioteksafgiftsordningen, ønskede vi fra DOF’s side at få deres vurdering af sagen. Vi mødtes derfor med dem i slutningen af 2023, og i foråret 2024 udmøntede dialogen sig i et notat, hvor der bl.a. står følgende:
”… for at være berettiget til biblioteksafgift forudsættes bidrag frembragt personligt af den berettigede gennem en kreativ proces. I den forbindelse er det også værd at nævne, at biblioteksafgiften er en kulturstøtteordning, der støtter kreativt udøvende forfattere, oversættere, illustratorer m.m. Formålet med ordningen er først og fremmest at sikre, at der er et rigt udbud af litteratur på dansk, og oversættelse betragtes i denne henseende som en kreativ praksis … ”
Styrelsens vurdering var ganske klar: Redaktører af maskinoversatte tekster er ikke berettiget til bibliotekspenge, ligesom redaktører i det hele taget ikke er det og aldrig har været det.
For DOF er det en lettelse, for det er vigtigt for os at understøtte biblioteksafgiftsordningens legitimitet og sørge for, at der også i fremtiden er politisk opbakning til at give kulturstøtte til dem, der gennem deres kreative arbejde bidrager til udviklingen af dansk sprog og kultur. Dette gælder for oversættere, men i et større perspektiv naturligvis også forfattere og illustratorer. Man kan udmærket se for sig, at visse kulturpolitikere vil hæve brynene og begynde at overveje, hvilken nytte biblioteksafgiften overhovedet gør, hvis der opstår en forestilling om, at enhver med adgang til ChatGPT kan spytte en bog ud på fem minutter og få adgang til litteraturstøtten.
Utilpashed og forskelle i branchen
Det er måske ikke så overraskende, at der opstår misforståelser i forbindelse med spørgsmålet om kunstig intelligens, så snart det handler om fremstillingen af bøger. Uanset genre er det litterære sprog et så essentielt menneskeligt udtryk: Det er ikke blot sprog, men også kulturelle koder, konventioner, følelser og fantasier, der bliver formidlet mellem forfatter og læser, og som oversætteren derfor skal kende indgående. Og ofte er udgivelse af bøger i lige så høj grad en hjertesag som et arbejde for mange i branchen. Men i disse år er bogmarkedet presset på nye måder, internationale firmaer med meget dybe lommer banker på, læserne skifter vaner og vænner sig gennem streamingplatformene til store mængder bøger for meget få penge. Hvis der kan findes en genvej til lavere omkostninger, men med samme kvalitet, skal den selvfølgelig udnyttes. Men samtidig er dette jo netop litteratur: en sproglig og kulturel henvendelse fra et menneske til et andet, og kan det passe, at en maskine skal begynde at lave det?
Gennem DOF’s kontraktrådgivning ved vi, at det er en ganske bred vifte af forlag, der eksperimenterer med eller forsøger at bygge en forretning op omkring denne arbejdsmetode. Nogle forlag, herunder det aarhusianske Svane & Bilgrav, har helt åbent meldt ud, at de bruger maskinoversættelse, og at de ligefrem forventer ”en ny guldalder for oversat litteratur”. De er også et eksempel på et forlag, der ikke vidste, at praksissen med at skrive posteditoren på som oversætter var imod intentionen i biblioteksafgiftsordningen. De har nu ændret denne praksis.
Andre forlag fortæller, at de gør det, men vil helst ikke tale for højt om det, og enkelte, som bl.a. Gutkind, har meldt klart ud, at de af principielle grunde ikke vil bruge generativ AI til de kreative processer i udgivelsen af litteratur. Det er desuden tvivlsomt, om de mange mikroforlag, der typisk har en mindre kommercielt orienteret profil, vil kunne se en nytte af teknologien.
Derudover ser det ud til, at det primært er den såkaldte genrelitteratur, dvs. romancer og krimier, og visse BU-udgivelser, som bliver
maskinoversat. Og det peger på, at problemets kerne nok skal findes et andet sted end i selve den teknologiske udvikling: Streamingen af især lydbøger er i voldsom vækst, men hverken forlag eller forfattere tjener særlig godt på det. Til gengæld er det blevet helt essentielt for forlag at opretholde en stor volumen af udgivelser, hvis de overhovedet vil have en indtjening – og det betyder naturligvis, at der skal produceres langt flere bøger til langt færre penge og langt hurtigere. Men for læseren er det skidt, hvis den litteratur, der statistisk set bliver forbrugt i de største mængder, ikke længere får en ordentlig behandling, fordi der ikke er tid eller råd til at give teksten den opmærksomhed, som enhver tekst fortjener.
Desuden er der et etisk aspekt af den manglende åbenhed om maskinoversættelser: Fordi litteraturen i bund og grund er en stærkt personlig henvendelse fra et menneske til et andet gennem sproget som medie, kan man spørge sig selv, hvad pointen overhovedet er med at læse en bog, hvis den henvendelse forsvinder.
Ophavsret og rollefordeling
Der er altså mange gode grunde til at være varsom med at lade generativ AI overtage oversættelsen af bøger. Det er vigtigt at beskytte biblioteksafgiftsordningen, men et lige så afgørende spørgsmål er de ophavsretsmæssige problemer, der er med teknologien. Det er stadig langtfra gennemskueligt, hvilke tekster de generative AI-værktøjer er trænet på – om der fx er tale om ulovligt kopierede, ophavsretsbeskyttede værker. Omvendt er det ikke til at sige, hvor de tekster, der bliver kørt igennem programmerne, ender, og hvordan forlagene så skal kunne stå til ansvar over for udenlandske agenter og forlag, som ønsker, at deres tekster bliver beskyttet mod misbrug.
Derudover har en tekst, som er maskingenereret, efter alt at dømme ikke nogen ophaver. Det vil sige, at den værdi, som forlagsbranchen bygger hele sin forretning på – køb og salg af rettigheder til litterære værker – vakler.
De to problemfelter prøver vi at være med til at løse. Hvad bibliotekspengene angår, er vi helt konkret i gang med at udarbejde en vejledning, som forlagene kan bruge, hvis de er i tvivl om, hvornår noget er en oversættelse, og hvornår det er MTPE-arbejde.
Vi mener nemlig ikke, det er svært at kende forskel på de to ting: En oversætter ”foretager gendigtning, genfortælling eller bearbejdelse af fremmedsprogede bøger til dansk”, som der står i biblioteksafgiftslovens § 2. En posteditor arbejder derimod ikke ud fra den fremmedsprogede tekst. En posteditor bearbejder en dansksproget tekst – genereret af generativ AI. Begge typer arbejde er respektable beskæftigelser med deres egne iboende udfordringer og (måske) glæder. Og posteditering af maskinoversættelser er hårdt arbejde, der ligesom oversættelse bør honoreres ordentligt. Men det er ikke oversættelse, og det gør en stor forskel for både arbejdsgang og rettigheder, om det er det ene eller det andet stykke arbejde, man aftaler med forlaget at udføre.
På kontraktområdet arbejder vi i DOF med tilføjelser til vores modelkontrakt fra 2020 for at tage højde for de nye teknologier. Og i Forfatterforeningen som helhed bliver der arbejdet på forslag til lignende paragraffer i forfatterkontrakterne, ligesom vi helt generelt beder om forfatternes hjælp til at insistere på, at de ikke ønsker deres værker oversat af maskiner – eller i hvert fald at de tager stilling.
Sidst, men ikke mindst, rådgiver vi de oversættere og redaktører, der henvender sig til os og har fået tilbudt MTPE-opgaver, så de kan sige ja eller nej på et oplyst grundlag. De skal vide, at posteditering er langt mere tidskrævende end almindelig tekstredigering, at man ikke har ophavsret til den endelige tekst eller mulighed for at gøre indsigelse mod ændringer, og at man ikke kan få bibliotekspenge.
Fremtiden for den menneskeskabte oversættelse
Og hvordan ser fremtiden så ud? Ja, de foreløbige tilbagemeldinger, vi har fået fra forlag, redaktører og oversættere, er faktisk, at de gode resultater – set med forlagenes øjne – lader vente på sig. Kvaliteten af maskinoversættelserne er simpelthen for ringe, og det arbejde, der efterfølgende skal gøres for at få den maskinoversatte tekst op på et rimeligt kvalitetsniveau, er simpelthen for stort til, at det i sidste ende kan betale sig – hverken i tid eller penge.
Måske er det en påmindelse om, at det at skrive og oversætte litteratur stadig ikke er noget, som en maskine kan – eller bør – klare. Teknologien er højst et nyttigt redskab i kunstens tjeneste, den skal bare ikke overtage skabelsen af kunst, hverken nu eller i fremtiden. ※
Juliane Wammen
