Opvaskemaskinen brummer i baggrunden, da jeg sætter mig i den store, grå sofa i Sarah Engells stue. Det er fredag eftermiddag, og vi er to forfattere med hvert sit niveau af succes, men med det tilfælles, at vi begge har udgivet en krimi efter i flere år at have skrevet til børn og unge. Sarah betragtes som en af de stærkeste stemmer inden for YA og har vundet priser for netop den del af sit forfatterskab. Selv har jeg haft en lidt mere ydmyg karriere, som bortset fra en ungdomsroman og en selvhjælpsbog primært tæller en række letlæsningsbøger. Jeg er nysgerrig på, hvad der i 2021 fik Sarah til pludselig at springe ud med en roman for voksne, Den kinesiske tvilling.
”Faktisk udgav jeg allerede en spændingsbog for voksne i 2012. Og i 2011 udgav jeg også en voksenroman, dog ikke i spændingsgenren. Der skete bare ikke så meget, og da jeg havde mere medvind med ungdomsbøgerne, var det oplagt at gå videre i den retning. Så det føles ikke rigtig som et spring, mere som at jeg har skiftet lidt frem og tilbage.”
Jeg nikker. Det er den samme oplevelse, jeg har. Min krimi, Adams offer, har været mange år undervejs, og hjemme i skrivebordsskuffen ligger yderligere fem voksenmanuskripter. Jeg har aldrig tænkt på mig selv som ”børnebogsforfatter,” bare skrevet de historier, der meldte sig. Nogle gange passede de til ét publikum, andre gange til et andet.
Arbejdsprocessen
”Synes du, det er anderledes at skrive til voksne end til børn?” spørger jeg, da Sarah har skænket vand op til mig i et fint, ciseleret glas.
Hun tænker sig om.
”Grundarbejdet er det samme,” siger hun så,
”det handler om at få et narrativ til at hænge sammen, opbygge et spændende persongalleri og finde den rigtige fortælleform. Problemerne er også de samme. Pludselig er der noget, der ikke spiller, midten bliver for langtrukken osv. Men det er anderledes, fordi jeg samarbejder med andre folk: en anden redaktør, en anden marketingafdeling, andre anmeldere, bloggere og læsere.”
”Jeg skriver letlæsningsbøger for Alinea,” fortæller jeg hende, ”og min krimi er udkommet på et andet forlag, SuperLux. Jeg skal jonglere mellem to meget forskellige forlag og tre forskellige redaktører. Mens Alinea sørger for at sælge børne-
bøgerne til skoler og biblioteker, så har jeg selv skullet få min krimi ud over rampen.”
”Så for dig er der måske en endnu større forskel?”
”Det tror jeg. Jeg synes også, at skriveprocessen har været anderledes. Mine børnebøger er alle skrevet i nutid og med jegfortæller, mens jeg har valgt at skrive Adams offer i datid og at følge tre personer med hver deres synsvinkel. Det krævede en stor omstilling og mange omskrivningsforsøg at finde den rigtige tone.”
”Men tror du ikke, det ville have været lige så svært, hvis du havde valgt den samme form til en ungdomsbog eller børnebog?” spørger Sarah og løfter sit glas op fra bordet.
Jeg bider mig i læben:
”Måske handler det også om, at min krimi er på 452 sider. Det tager bare uendelig meget længere tid at skrive sådan en omgang end en letlæsningsbog på 40 sider. Desuden er karaktererne også mere komplekse, så man sidder utrolig længe alene med sit manus. Det har helt klart føltes som en meget mere ensom proces.”
Sarah nikker.
”Ja, der er virkelig langt hen til guleroden. Nu har jeg så også skrevet ret lange og komplekse ungdomsbøger, så jeg tror ikke, at springet har føltes lige så stort for mig. Jeg har faktisk haft ungdomsbøger, som jeg syntes, det var sværere at skrive end krimien, og som også har taget længere tid.”
Hun sætter glasset fra sig på bordet.
”Det er i øvrigt en anden forskel på krimi og børne- og ungdomsbøger. Når en krimi er lang, bliver det betragtet som en kvalitet, mens bøger til det unge publikum, særligt dem, der bruges i undervisningen, kan blive fravalgt, hvis de er for omfangsrige. Jeg har sågar oplevet, at forlaget har forsøgt at få mine bøger til at virke tyndere ved at fifle med marginerne og trykke dem på tyndere papir.”
”Så når læseren tager bogen op i hånden, må det ikke føles, som om ’Den her kommer jeg aldrig igennem’?”
”Præcis. Med krimierne er det lige omvendt. Der er det en fordel, hvis en bog er tyk, fordi
krimilæserne godt kan lide at få noget for pengene.”
Genrekonventionerne
Vi får talt os ud i en afkrog, der handler om, hvor dedikerede krimilæserne er, og hvor godt vi begge er blevet taget imod af dem. Sarah havde inden udgivelsen af Den kinesiske tvilling troet, at krimimarkedet var overfyldt, og at man ville blive opfattet som én, der maste sig ind til en fest, som allerede var proppet med folk. Men sådan har det ikke været for nogen af os.
”Altså, ikke at det bare er nemt. Man er jo oppe imod nogle virkelig dygtige forfattere, og der er skrevet SÅ mange krimier, at det er svært at være original,” siger Sarah, ”der er det nemmere at være fornyende i ungdomsgenren, hvor jeg oftere støder på et emne, som jeg tænker, ikke er blevet behandlet i dansk ungdomslitteratur endnu.”
Jeg genkender endnu en gang hendes erfaringer. Krimilæserne ved, hvad de vil have. Man må ikke ryste posen for meget, men man må heller ikke være en kopi. Det har været en udfordring for mig at ramme alle de rigtige plotpunkter og samtidig holde fast i min ambition om ikke at gå på kompromis med sproget. Jeg spørger Sarah, om hun har oplevet det samme.
Det har hun:
”Jeg kan egentlig ikke lide, når tingene bliver for skematiske. Omvendt duer det heller ikke at skrive genrelitteratur og være alt for eksperimenterende. I ungdomslitteraturen er der mere frihed til at inddrage metalag, lege med formen og bryde grænser. I krimien er der primært fokus på den gode historie. Der er ikke noget, som nogen skal sidde og analysere på i en dansktime. Jeg har i hvert fald fået redigeret nogle ting væk i min krimi, fordi de mere appellerede til tekst-
analyse end til underholdning.”
Vi griner begge to. Det er også en oplevelse, vi har tilfælles, og jeg kommer i tanker om nogle afsnit, som jeg har fået redigeret væk i min bog.
”Det var flot sprog,” forklarer jeg, ”men for langtrukkent for en krimilæser.”
”Ja, eller måske for mærkeligt. Sådan har det i hvert fald været for mig. Sådan nogle passager, som jeg bare ved, at en dansklærer i udskolingen ville have elsket at dykke ned i.”
Omgivelsernes reaktion
Min krimi, Adams offer, er udgivet under pseudonymet Anet Elga. Krimiforlaget ønskede at adskille den fra mine børnebøger, der alle er udkommet under mit rigtige navn, Anette Elle-
gaard. Dels for at forhindre, at folk på Mofibo først skal bladre gennem 13 børnebøger for at finde mine krimier (når der forhåbentlig på et tidspunkt er mere end én), dels for at rebrande mig. Dennis Jürgensen blev af forlaget nævnt som eksempel på én, som det har været svært at skifte målgruppe for. At både anmeldere og læsere var længe om at acceptere, at han pludselig skrev for voksne. Jeg vil vide, om Sarah har haft en lignende snak med sit forlag.
”Nej, de har faktisk haft en helt anden tilgang inde på L&R og set det som en fordel, at jeg havde en stor læserskare i forvejen. Men nu har jeg selvfølgelig også mange voksne læsere.” Sarah holder en pause, ”men jeg havde nok selv en frygt for at blive kategoriseret som ’Nu kommer hende ungdomsbog-forfatteren’. På udgivelsesdagen var jeg gæst i Kulturen på P1, hvor de gav mig den opgave, at jeg skulle skrive den værst tænkelige anmeldelse af min bog. Det endte med, at jeg svinede mig selv til med, at den var alt for ungdomsagtig.”
”Skete det så i virkeligheden?”
”Overhovedet ikke. Bortset fra at der var en enkelt anmelder, som skrev, at man godt kunne mærke på min bog, at jeg havde skrevet mange fantasybøger for unge.”
”Du har da ikke skrevet fantasybøger?”
”Nej, og derfor ramte det mig heller ikke rigtig. Han havde tydeligvis ikke sat sig ind i mit forfatterskab.”
Det dobbelte arbejdspres
Vi er begge enige om, at en af de største fordele ved at skifte genre er, at man får lov til at prøve noget nyt, at det er sundt at få rystet posen og skubbet lidt til sine egne grænser. Vi er også enige om, at det er en fordel, at man får adgang til et nyt marked og kommer i kontakt med en anden type læsere. Til gengæld er det rent strategisk nok ikke noget særlig smart trick. Hvis man virkelig vil tjene penge, skal man holde sig til at brande sig som én bestemt type forfatter, så folk ikke er i tvivl om, hvad de får, når de tager en Sarah Engell eller Anet Elga ned fra hylden.
”Det er nemmest at putte folk i kasser, ikke mindst i forhold til markedsføring,” siger Sarah, ”men personligt har jeg aldrig brudt mig om at blive begrænset på den måde. Lige så snart folk kalder mig ’ungdomsbogforfatter’ eller ’hende, der skriver om unge kvinder, der har det svært’, får jeg lyst til at vise en ny side af mig selv.”
Vi sidder lidt, mens vi overvejer, hvilke andre ulemper der har været ved at gøre, som vi har gjort.
Det bliver mig, der bryder tavsheden:
”For første gang i mit liv overholdt jeg ikke en deadline. Jeg havde ellers lavet en rigtig fin årsplan med, hvornår jeg skulle skrive hvilken bog. Men pludselig var der noget, der tog længere tid at redigere end planlagt, og så skred alting. Det er Alinea, det er gået ud over. Jeg kan også mærke, at jeg har presset mig selv alt for hårdt. Jeg har simpelthen arbejdet for meget.”
Sarah ser alvorligt på mig.
”Begge mine forlag er superforstående. Men jeg kan også godt mærke, at de nu pludselig hiver i mig fra begge sider af huset. Så på den måde har jeg lagt et yderligere arbejdspres på mine skuldre. Det er helt klart en ulempe, der skal fremhæves: at man ikke længere kun har én gryde, man skal stå og røre i. Nu er der to gryder, der skal holdes i gang. Det er lidt ligesom at skulle jonglere to forfatterskaber på én gang.”
I april udgav jeg børnebogen Stilhed før storm, i maj to Kamma-Coco-bøger, og i juni min krimi. Samtidig har jeg haft flere andre børnebøger på andre stadier, som jeg har skullet tage mig af. Jeg har bl.a. haft en julebog, som jeg midt i udgivelsen af krimien skulle godkende illustrationer til og læse satskorrektur på. Og dér gik det op for både redaktøren og mig, at vi havde overset, at hovedkarakteren var tegnet anderledes, end han var beskrevet i teksten. Det er en meget væsentlig ting, men fordi det var en julebog, var der ikke tid til at få lavet nye illustrationer, så det endte med, at jeg sad i sidste time og skrev teksten om.
”Ikke superfedt,” siger jeg, og Sarah ryster på hovedet:
”Man får også sværere ved at få lov til at fordybe sig og komme i flow. Måske sidder man og skriver på én bog, og så kommer der lige noget ind fra højre, som man skal læse korrektur på.”
”Jeg har en serie på tre bøger, som skal udkomme på én gang, men hvor jeg i lang tid har måttet skubbe redigeringen af den sidste bog. Det betyder, at når jeg går i gang med den, bliver jeg nødt til at læse hele serien igennem igen og bruge tid på at komme ind i universet. Hvis jeg havde redigeret hele serien i ét hug, havde jeg helt sikkert brugt mindre tid, samlet set.”
Hun tager en dyb indånding og tilføjer:
”Til gengæld er det en kæmpe tilfredsstillelse, når der endelig falder en brik på plads i de længere bøger.”
Endnu en ting, vi er helt enige om. ※
Anette Ellegaard
