Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2021

I 8. klasse læser vi fantasy og science fiction

De ældste elever i folkeskolen savner gode bøger, men vil ikke have læseanbefalinger fra lærere, bibliotekarer og andre voksne – de stoler mere på vennernes vurdering af, hvad der er interessant.

Af Sigrid Rømer Ege Møller

Tvang og mere obligatorisk læsning er ikke vejen frem, hvis unge skal læse mere i fremtiden.

Det tyder to undersøgelser, som jeg har lavet i min egen 8.-klasse på Hellerup Skole, i hvert fald ikke på. Det viser sig også, at eleverne har svært ved at finde gode bøger, der giver lyst til at læse mere. Hvis vi virkelig skal stole på en anbefaling, skal den ikke komme fra en voksen, men fra vores egne venner, som kender os bedst. Hverken forældre, bibliotekarer, boghandlere, reklamer eller websites har samme troværdighed som en anbefaling fra en ven.

Undersøgelserne er lavet i min klasse med 23 elever for at se, hvordan 8.-klasseselever læser, og hvordan coronanedlukningen kan have påvirket dette. Jeg spurgte bl.a., hvor meget de læser, hvornår og hvilken genre. Et lille flertal svarede, at de læser i deres fritid.

De læser, fordi de nyder at leve sig ind i en anden verden og føler et behov for at underholde sig selv på en mindre passiv måde end ved at sidde med en skærm. Især nu, hvor undervisning, fritidsaktiviteter og sammenkomster med venner i lang tid har foregået ved skærmen. En enkelt svarer, at læsning udelukkende er for at øge læsehastighed og intelligens, mens andre svarer ”det er kedeligt” og ”jeg gider ik”.

Min 8.-klasse foretrækker fantasy og science fiction, efterfulgt af kærlighed og drama. Ingen læser faglitteratur eller digte. De læser mest i ferierne og om eftermiddagen og mindst om morgenen og i pauser på skolen.

Min anden undersøgelse fokuserede på, hvorfor unge ikke læser. Jeg fik 12 svar, og otte svarede, at de gerne ville læse i deres fritid. Men det er sjovere at lave så meget andet, og de har travlt med lektier og fritidsaktiviteter.

Men igen siger de fleste, at adgang og kendskab til flere gode bøger ville give dem større -læselyst. Forlag, forfattere og andre bogsider på sociale medier henvender sig meget sjældent til unge, mens serier konstant markedsføres til os. Derfor er det utrolig let at finde en serie, men svært at finde den rigtige bog. ※

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte