I november udkom Bogpanelets rapport om Statens Kunstfonds betydning for dansk litteratur. På baggrund af de tilbagevendende stridigheder om litteraturstøttens balance og værdi er det positivt med en uvildig, objektiv rapport. Det er nemlig stridigheder, som gennem årene ikke altid har været helt uden rod i myter, nid og nag. Derfor er det godt med en rapport som denne.
Rapporten er dog også kendetegnet ved nogle ærgerlige mangler. Her tænker jeg bl.a. på områder som almenkulturel faglitteratur og litterær oversættelse. Førstnævnte er nærmest helt fraværende i rapporten, og sidstnævnte behandles udelukkende som et spørgsmål om støtte til forlag. Det til trods for at begge dele er vigtige dele af skabelsen af dansk litteratur og i øvrigt også indgår i Kunstfondens støttefelt. Der er for mig ingen tvivl om, at både litteraturstøtten og rapporter om samme helt naturligt skal fokusere på den kunstneriske skabelse, man forbinder med skønlitteratur. Det skal den. Men også for skønlitteraturens skyld tror jeg, det er skidt, hvis forståelsen af støttesystemet lægger den litterære genpulje i genrebestemte petriskåle. Det er kunstnerisk kvalitet skabt på basis af et frit, personligt litterært virke, der skal støttes. Det omfatter ikke al litteratur, men det er heller ikke begrænset til kun én slags. Begge led i foregående sætning må tillægges lige stor tyngde.
Når rapporten alligevel er altovervejende god, er det, fordi den så klart fastslår en række forhold, som bør være styrende for kommende diskussioner af litteraturstøttens udformning. Den viser, at støtten gør en reel forskel som investering i ny dansk litteratur, og at den øgede formidlingsstøtte fra projektstøtteudvalget ikke har været på bekostning af frie midler i form af arbejdslegater. Rapporten fastslår også, at modtagerfeltet ikke er præget af nepotisme, indspisthed og elitær forsnævring, men at Kunstfonden gør dansk litteratur større og rigere og kommer en bred gruppe af forfattere til gode. For mig er det en vigtig pointe, at støttetildeling baseret på vurdering af litterær kvalitet (varetaget af de skiftende, dynamisk sammensatte udvalg) er fuldt foreneligt med en litteraturstøtte, der også når bredt ud til forfattere, som indgår aktivt i den litterære offentlighed og den folkelige litteraturformidling.
I lyset af rapportens afmontering af store dele af den kritik, der har været rettet mod støtten gennem årene, er det næste spørgsmål måske ikke så meget, om Kunstfonden har en positiv betydning for dansk litteratur, men snarere om ikke litteraturstøtten burde tilføres flere midler. For det virker.
Morten Visby
