Bøgernes digitale fremtid er et emne, der fylder meget i min hverdag. Og det er et emne, der er forbundet med holdninger, kritiske røster, store forhåbninger og ikke mindst forvirring – en forvirring, der opstår, fordi man lader teknologien, ikke brugerne, definere udviklingen. Som forlagsredaktør i Dafolo kender jeg bedst den del af bogbranchen, nemlig læremiddelbranchen, som jeg selv er en del af. Jeg kan se, at digitaliseringen i høj grad er på vej, men at branchen mangler en (fælles) defineret retning, som professionelle, forlag og forfattere kan følge.
Definitionen på en bog
Hvad ligger der egentlig i vores opfattelse af en digital bog? Traditionelt set er en bog defineret ved elementer som papir, indbinding, ord, beretninger og formidling. En bog er enten hård eller blød og ofte firkantet. En bog er, i min optik, både fysik og indhold, og det er vel denne forestilling om en kombination af det håndgribelige og det uhåndgribelige, der bliver udfordret, når vi taler om digitale bøger. For med digitaliseringen behøver vi ikke længere at tale om papir og indbinding, men alligevel er vi mennesker så meget vanedyr, at vi har svært ved mentalt at bevæge os alt for langt væk fra den genkendelige bogs format og udseende. Derfor ligner de fleste digitale e-bøger langt hen ad vejen den traditionelle og fysiske bog. Ofte er e-bøgerne firkantede af form, der er gjort meget ud af de forskellige bladrefunktioner, og man finder ofte detaljer, der henviser til, at e-bogen skal ligne en rigtig bog – herunder titelryggen, bogmærkefunktionen og for- og bagsiden.
Jeg hører skam selv til dem (snart fortidslevn?), der stadig allerhelst vil have serveret min bog i papirform, med ægte “bladre-lyd” og følelsen af papir mellem fingrene.
Så jeg taler hverken for eller imod bøgernes generelle fremtid, jeg skriver mig blot ind på en tese om, at de bøger, vi kender som fysiske og traditionelle, ikke nødvendigvis er på vej på museum, men at bøgernes fremtid vil bestå af fysiske og digitale versioner af det, vi kender som en bog.
Overdreven teknologibegejstring
I foråret 2015 skrev jeg mit kandidatspeciale ved Aalborg Universitet. Her tog jeg hul på emnet digitaliseringen af forlagsprodukterne i folkeskolen. Med andre ord, jeg undersøgte læremiddelbranchens og undervisningsforlagenes digitaliseringsproces og -strategi. Det empiriske udgangspunkt var interviews med henholdsvis Clio Onlines direktør og Alineas daværende forlagschef samt en redaktør fra forlaget. De kunne hver især bidrage med indsigt i og viden om netop den digitale udvikling set i forhold til folkeskolens læremidler og bøger. Det egentlig interessante i denne sammenhæng er, hvordan især undervisningsforlagene til dels døjer med noget, jeg kalder teknologibegejstring.
Richard Mayer er en amerikansk uddannelsespsykolog og professor i psykologi ved University of California. Han retter blandt andet en kritik mod den ofte overdrevne teknologibegejstring, han ser i nutiden. Han henviser til fortidens fejlslagne forsøg på at transformere uddannelsessystemet via ny teknologi.
Fejlslagne profetier
En redegørelse om undervisningsrelaterede teknologier fra det 20. århundrede viser, at teknologierne ofte fejler som langsigtede redskaber til at revolutionere eksempelvis skoleområdet (Mayer, 2001). Det første eksempel er fra 1922, hvor Thomas Edison forudså, at filmens opfindelse ville revolutionere uddannelsessystemet i en sådan grad, at film som teknologi inden for få år ville supplere eller udrydde brugen af tekstbøger fuldstændig.
Et andet eksempel er fra 1932, hvor blandt andre Benjamin Darrow, grundlægger af Ohio School of the Air, proklamerede, at man snart ville se radioen revolutionere undervisningen, og at radioen inden længe ville være en lige så fast bestanddel af klasseværelset som tavlen og læreren.
De samme forudsigelser blev fremsat i forbindelse med tv’ets opfindelse. Det seneste eksempel på denne type forudsigelser er fremkomsten af computere fra omkring 1960’erne og frem. Man forudså, at computeren inden længe ville erstatte lærerne, men til trods for omfattende finansielle investeringer, der skulle understøtte computerbaseret læring i skolerne, viste målinger senere hen, at denne type undervisning ikke fungerede bedre end den traditionelle lærer-baserede undervisning.
Det, der ifølge Mayer er galt med disse forventninger til teknologi, er, at de alle baserer sig på en teknologicentreret tilgang, hvor man forsøger at tilpasse eleverne, lærerne og brugerne til teknologien, frem for at tage udgangspunkt i, at teknologien skal understøtte menneskets behov.
Denne teknologibegejstring smitter af på hele bogbranchen og er ikke kun en faktor, undervisningsforlagene døjer med. Men det er væsentligt at have for øje, at disse nye teknologier ikke kommer og tilbyder noget i sig selv, og at de ikke nødvendigvis er anvendelige fra starten. De skal tilpasses, justeres og gennemtænkes af de mennesker, der skal benytte teknologierne. Det bør med andre ord være menneskene, i dette tilfælde forfatterne, læserne og forlagene, som tilpasser de forretningsmodeller, der knytter sig til nye digitale teknologier – ikke omvendt!
Forretningsmodellen er ikke fundet
Der er et paradoks i forlagsbranchen, idet digitaliseringen på den ene side tilbyder en fantastisk mulighed for forfattere og forlag, idet man så småt kan begynde at udgive forfatternes bagkataloger som e-bøger. Bøger, der måske ikke er egnede til genoptryk, men som nu kan distribueres uden de store trykomkostninger.
Samtidig giver de nye distributionsformer nogle udfordringer, da der er ved at blive skabt en opfattelse, at bøger er noget, der er gratis og lettilgængelige på alle tænkelige medier. Det skaber dårlige økonomiske vilkår for både forfattere og forlag, hvorfor en stor del af diskussionen i disse dage handler om, hvordan eksempelvis bibliotekerne og eReolens forretningsmodeller bør se ud.
Definition på digitale læremidler
For det blotte øje kan det måske virke, som om digitaliseringen af forlagsbranchen er kommet snigende af sig selv – og at både forfattere, redaktører, læsere og bogbranchen har lidt svært ved at begribe disse nye materialer, og hvordan de skal håndteres.
Der er nemlig flere aspekter, der bør overvejes grundigt i den fremtidige udvikling af digitale læremidler. Blandt andet skal vi arbejde frem mod et mere nuanceret mediesyn. Det vil kræve en slags kulturdefinition af digitaliseringen, idet der efterhånden kræves en eksplicit diskussion af, hvad digitalisering kan og skal være. Ofte ser vi, at der bliver fremsat mere eller mindre “luftige” digitaliseringsstrategier på forvaltningsniveau, som hurtigt bliver en slags tjekliste for, hvor digitale man er blevet på eksempelvis en skole.
Hvis vi skal have digitale bøger og læremidler ind i de danske folkeskoler – og det mener jeg bestemt, vi skal – så skal vi måske også til at være mere præcise om, hvad et godt digitalt læremiddel er. Det er, i min optik, her vores forskellige kompetencer og indsigter kommer i spil: Læreren skal frem i lyset og byde ind med det didaktiske grundlag og indhold, forfatteren skal bruge sin viden om god og fængslende formidling, og forlagene skal byde alle disse aktører ind i udviklingsprocessen af de digitale produkter. Det virker naturligt, at de første digitale læremidler er en slags digital udgave af allerede anerkendte analoge materialer, og at disse lægger et godt grundlag for at træde ind på det digitale marked. Men nu – efter denne indledende fase – bør vi blive bedre til at samarbejde.
Forlagene skal invitere forfattere ind til nyskabende idéudviklingsprocesser, og forfatterne skal møde redaktørerne med åbent syn og fornyet energi, for forlags- og bogbranchen er ved at skifte karakter, men det er ikke nødvendigvis en dårlig og skræmmende ting, idet det især kan udgøre startskuddet for nye former for samarbejde og idéudveksling mellem branchens aktører. Lad os i fællesskab diskutere, planlægge og udvikle bøgernes digitale fremtid. ·
Kilde: Mayer, R. (2001): ‘Multimedia learning’. 1. udg., Cambridge University Press: New York
