Vi lever i en tid præget af identitetspolitik og det, nogle kalder krænkelseskultur. Minoriteter af alle slags kæmper imod stereotypificering, forvanskning og kulturel appropria-
tion. Senest har filmfestivalen Mix Copenhagen LGBTQ valgt at boykotte film, hvor ikke-transkønnede spiller roller som transkønnede, de jurastuderende på Københavns Universitet måtte efter klager aflyse en fest med mexicaner-tema, og
Teater Sort/Hvid kom under heftig beskydning, da Madame Nielsen malede sig sort i hovedet. Bare for at nævne tre eksempler.
Fortidens synder
Identitetspolitikken får stadig større betydning for, hvad vi som kunstnere kan tillade os at sige, skrive og gøre, og det gælder ikke mindst os, der skriver for børn. Børn er nemlig særligt sårbare og har krav på at blive beskyttet mod potentielle overgreb, mener nogle. I Sverige er Strids Mustafas Kiosk blevet anklaget for racisme. Det samme gælder Jan Lööfs tegneserier om Felix. Herhjemme husker vi det verdensomspændende ramaskrig, der rejste sig, da giraffen Marius blev skudt og parteret foran sagesløse børn i Københavns Zoo.
Som forfattere risikerer vi at skulle stå på mål for fortidens synder, for hvad har vi egentlig skrevet, der potentielt kan krænke andre? For at komme kritikken i forkøbet har vi i BU-styregruppen grebet i egen barm og fundet følgende problematiske forhold i vores respektive bagkataloger:
Inge Duelund Nielsen: ”Jeg har skrevet om børn, hvis forældre bliver skilt, på trods af at hverken jeg selv eller mine forældre er skilt.”
Kasper Hoff: ”Jeg har skrevet en bog, hvor Gud deltager i et quizshow – og snyder for at vinde!”
Sally Altschuler: ”Jeg har skrevet flere bøger, hvor dværge optræder. I en af dem er dværgen hovedperson. Og selvom jeg ikke er ret høj, så er jeg i hvert fald ikke dværg.”
Jette Rydahl Sørensen: ”Jeg har skrevet en bog, hvor en dreng er jeg fortæller, til trods for at jeg ikke har været dreng og heller ikke har planer om at blive det.”
Anne Sofie Hammer: “Jeg har skrevet en hel bogserie, hvori en dreng laver ballade og får skældud, mens hans nabo, som er en pige, klæder sig ud som prinsesse og øver sig i at række hånden op i skolen.”
Ellen Holmboe: “Jeg har skrevet om en gepard, til trods for at jeg aldrig har været en gepard.”
”Jeg har tegnet dyr, gamle mennesker, aliens, bondemænd, magistre, børn med flere forskellige hud-, hår- og øjenfarver, mennesker med forskellige religioner og kulturbaggrunde. Alt i en humoristisk streg, så ingen af dem er tegnet særligt pæne.”
Lise Bidstrup: “Jeg har skrevet om en 13-årig dreng med en to meter lang diller. Jeg har skrevet om en bjergtrold. Jeg har skrevet om en dreng, der er handicappet. Jeg har skrevet om en mor, der flygter til Caribien, fordi hun ikke gider smøre madpakker.”
Liva Skogemann: “Jeg har skrevet om nogle 13-årige, der forsøger at ryge cigaretter. Det må man som bekendt først, når man er 18. (De ryger endda på skolens matrikel!)”
Lise J. Quistgaard: ”I næsten alle mine bøger optræder der magi, til trods for at jeg selv er muggler og dermed aldrig selv har kastet en formular eller mødt et magisk væsen.”
Et manifest
Vi beklager, hvis du, kære læser, er blevet stødt eller krænket af et eller flere af ovenstående eksempler, men vi vil gerne benytte lejligheden til ikke at undskylde. Vi vil tværtimod gøre os umage for også fremover at skrive bøger, der udfordrer, provokerer og sætter tingene til debat, frem for at beskytte og pakke ind. Vi tror nemlig på, at børn kan tåle meget mere, end vi tror. Derfor har vi lavet et manifest. Det lyder sådan her:
※ Gennem dansk børnelitteratur formidles dansk kultur, danske normer/værdier og dansk menneskesyn.
※ Gennem dansk børnelitteratur præsenteres børn for forskellige holdninger, hvilket bidrager til frisind og demokratisk dannelse.
※ Gennem dansk børnelitteratur fremmes og udvikles sproglige færdigheder, der ruster børn til at forstå og kommunikere om eget og andres liv.
※ Gennem dansk børnelitteratur fastholdes og udvikles det danske sprog. ※
Med venlig hilsen
BU-styregruppen
