“Jeg har skrevet kritisk om Putin, og jeg er stadig i live. Det kan lade sig gøre.”
Irina Prokhorova smiler og drikker af sin te.
Nydelig dame, akademiker med fornuftigt hår, klædt i afdæmpet gråt og med ur og halssmykke som eneste skinnende ekstravagancer.
Men man skal ikke tage fejl.
Irina Prokhorova er i øjeblikket en af Ruslands mest fremtrædende kulturpersonligheder, blandt andet som forlægger og ansvarshavende redaktør for det litterære magasin New Literary Observer. Hun er også åben modstander af Putin og Ruslands annektering af Krim-halvøen og desuden søster til politikeren og milliardæren, Mikhail Prokhorov, som stillede op som præsidentkandidat mod Putin ved valget i 2012.
Sammen med sin bror har Irina stiftet Mikhail Prokhorov Fonden, som hvert år uddeler 20 mio. dollars til blandt andet legater, oversættelser, litteraturfestivaler og børneteater i Ruslands fjerneste hjørner. Et forsøg på at styrke russisk identitet og kultur og forhåbentlig danne fundamentet for demokrati i det, som hun i øjeblikket betegner som en totalitær stat.
Ytringsfrihed under pres
Ifølge Irina Prokhorova er det blevet sværere at være Putin-kritiker igennem de seneste år. Der slås hårdt ned på ”upatriotiske” ytringer, men inden for litteraturen er der stadig albuerum.
”Den kontrol og censur, der foregår, er primært rettet mod massemedierne, for indtil nu har styret ikke været særligt optaget af, hvad der foregår i litteraturen. Forfattere oplever en relativ stor frihed i forhold til journalister, medier og andre meningsdannere. Selvfølgelig kan kritik af Putin eller støtte til eksempelvis Ukraine medføre ubehageligheder. Det kan være svært at finde et russisk forlag, der vil risikere økonomi og politiske kontroverser, men forfatterne gør det alligevel. De lægger deres tekster på internettet, og det er jo også muligt at få sin bog udgivet i udlandet.”
Hun ler.
”Vi er vant til vanskelige vilkår. ”It is the Russian way” – og på en måde har censuren i det offentlige rum været med til at styrke bogens autoritet. Vi ser nu en tendens til, at russerne læser bøger, fordi de ikke kan stole på medierne. Bøgerne har en anden sandhedsværdi. For mig at se er det en naturlig bevægelse, for folk vil altid søge derhen, hvor de kan finde den viden, de ikke kan få andre steder.”
Opdragelse, business og blød erotik
Men det russiske bogmarked er ikke kun politik.
De seneste fem år har især budt på en stor stigning i salget af non-fiction. Her er det især populærvidenskab, bøger om børneopdragelse, hukommelsestræning, meditation, simple living og andre emner inden for selvhjælp, der lokker folk i boghandlen.
Når det gælder skønlitteratur, har oversatte titler af internationale navne som J.K. Rowling, E.L. James, Stieg Larsson, Haruki Murakami og endda Ayn Rand entret bestsellerlisterne, hvor de deler pladsen med både nye og gamle russiske forfattere. Russerne er generelt blevet mere konservative i deres læsevaner, hvilket har medført en opblomstring i salget af russiske klassikere, men der er også blevet plads til moderne russisk litteratur repræsenteret ved blandt andre Ludmila Ulitskaya, Viktor Pelevin, Guzel Yakhina og Alexei Varlamov.
På opdagelse i eget land
Af særlige nye trends peger Irina Prokhorova på litterære travellogs eller rejsedagbøger.
”For nogle år siden bemærkede jeg, at der pludselig kom utrolig mange manuskripter med rejsebeskrivelser. Både litterær fiktion og nonfiktion. Tekster, der beskrev forskellige miljøer og sider af Rusland. Der var alt fra dystopier til realisme, men fælles for dem var, at det var en meget levende litteratur om at opleve landet i alle dets afskygninger. Og siden er det blevet en klar trend. Ikke kun russiske rejsebøger, men rejsebøger i det hele taget. Og for mig at se handler det i virkeligheden om det samme. Russerne læser om deres eget land, men spejler også deres egne erfaringer i beskrivelser af levevis og kultur i den store verden. På den måde kan de pludselig se og definere sig selv i forhold til noget andet, og det ser jeg som noget meget, meget positivt.”
Hvis hun selv skal give et bud på årsagen til russernes pludselige interesse for rejsebeskrivelser, nævner hun de forhindringer, som russerne har haft i at rejse frit i det enorme land. I 1800-tallet var det meget vanskeligt at rejse i Rusland på grund af landets størrelse og den ringe infrastruktur, så når eliten rejste, rejste de typisk til udlandet: Europa. I 1900-tallet og under Sovjetregimet var borgernes fysiske bevægelsesfrihed hæmmet af styret, og derfor er det faktisk først nu, med de sidste 25 års både fysiske og sociale mobilitet, at russerne begynder at kunne udforske deres eget land og kultur.
”Vi har ikke nogen fællesidentitet. Den skal vi først i gang med at udvikle nu. Det er efter min mening helt nødvendigt, hvis vi skal komme videre i retning af demokrati.”
Bogbranchen gisper efter vejret
Selv har Irina Prokhorova været i bogbranchen, siden hun startede sit eget forlag tilbage i det postsovjetiske buldrende år 1992.
Dengang gik modige forlæggere direkte fra statsejede forlag med et lavt antal udgivne titler til en langt mere kaotisk virkelighed med en langt større diversitet i titlerne. Det var en voldsom overgang, men der var højt til loftet, når det gjaldt idéer og nye litterære strømninger. Et perfekt tidspunkt at starte et forlag på, mener hun. ”Alt var muligt. Økonomien var kaotisk, men bortset fra det kunne vi gøre lige, hvad vi havde lyst til. Der var en enorm frihed, og efter min mening var det også i 90’erne, at den bedste nyere litteratur blev skrevet.”
I dag står forlag og forfatterne imidlertid over for nye udfordringer. Den russiske litteratur vokser og er, efter Irina Prokhorovas mening, sprællevnede, men økonomien i branchen er gået fra kaotisk i 1992 til katastrofal i 2016.
”En russisk talemåde siger, at man ikke kan vente på bedre tider. Man er bare nødt til at forholde sig til virkeligheden. Og det er det, vi gør. Lige nu har vi et stort problem med monopolisering af livet i Rusland, og det kan også mærkes inden for forlagsverdenen. For et par år siden fusionerede de to største forlag på markedet, så vi nu har et enormt uhyre, der fylder det hele. Det er samtidig et forlag, som har tætte forbindelser til regeringen og regeringsmidlerne. Det gør livet meget vanskeligt for uafhængige forlag, der ikke har samme økonomi og distributionsmuligheder,” siger Irina Prokhorova.
Samtidig viser nye tal, at antallet af russiske læsere er faldende. Mens man i 2009 vurderer, at omkring 25 % af russerne ikke læste en eneste bog om året, var tallet i 2015 steget til 50 %. Antallet af boghandler er styrtdykket, dels på grund af manglende efterspørgsel, men især fordi de har svært ved at hamle op med stigende huslejer. Distributionssystemet er faldet fra hinanden, og det gør det svært at få bøgerne ud af Moskva og Skt. Petersborg, landets to litterære hovedbyer.
Og mens den fysiske bog er under pres, er det stadig svært og tæt på umuligt at tjene penge på e-bøger. Interessen er ganske vist stigende, men selvom regeringen har forsøgt sig med ny lovgivning, som skal sikre copyrights, plages markedet fortsat af omfattende piratkopiering. Hverken forlag eller forfattere tjener penge.
”Det er i dag meget få russiske forfattere, som kan leve af at skrive. Sådan er virkeligheden desværre, men der bliver heldigvis skrevet rigtig megen god litteratur alligevel. Man finder en eller anden måde at overleve på,” siger hun.
Øget interesse fra udlandet
Og der er da også enkelte lyspunkter. De seneste års politiske spændinger i Rusland har øget interessen for russisk litteratur i udlandet. Det er især tyskerne, der køber flere oversættelser af russiske forfattere.
”Tyskerne har altid interesseret sig for russisk litteratur, vel nok fordi en del af landet har tilhørt østblokken og dermed måske nemmere kan forholde sig til og forstå det, der sker i Rusland i øjeblikket. Og der er også efterspørgsel fra resten af Europa. Især Frankrig og Spanien. Problemet er dog, at de fleste udenlandske forlæggere stadig leder efter den nye Dostojevskij eller den nye Tjekhov eller Pusjkin, noget typisk russisk, der skal være dramatisk, uhyggeligt og bizart. Men sandheden er, at hvis man finder noget, der er ”typisk russisk”, så vil det formentlig være andenrangs litteratur. Vi har masser af vidunderlig undergrundslitteratur skrevet i 60erne, 70erne og 80erne. Efter min mening blev noget af den bedste nyere litteratur skrevet i 90erne og 00erne, og der er masser af god russisk litteratur, som intet har at gøre med landets politiske situation,” siger hun.
En del af Mikhail Prokhorov Fondens midler er afsat til oversættelsesstøtte til russiske forfattere, der er på vej ud i verden. Et bidrag, som Irina Prokhorova håber, kan styrke mulighederne for både forlagene og de russiske forfattere.
”Jeg er ikke spåkone, og det er svært for mig at forudsige udviklingen for den russiske litteratur. Især nu, hvor den politiske situation er usikker, ikke bare i Rusland, men i hele Europa. Men russisk litteratur er stærk, og forfatterne har en tradition for at arbejde under meget vanskelige vilkår, så jeg tror på, at bøgerne nok skal klare sig. Trods alt.” ·
Irina Prokhorova
(f. 1956) er russisk redaktør og forlægger siden 1992, hvor hun startede forlaget og det litterære magasin New Literary Observer. Hun har en kandidatgrad i filologi fra Moscow State University og har som en af Ruslands mest markante kulturpersonligheder bl.a. været arrangør af litteraturfestivalen i Krasnoyarsk. Irina Prokhorova er sammen med sin bror, forretningsmanden Mikhail Prokhorov, stifter af Mikhail Prokhorov Fonden, som støtter russisk kultur og kunstnere.
