Det virker som om det udløser en vis forvirring hos folk at vi oversættere arbejder med et forlæg, og at det på en måde gør vores arbejde mindre kunstnerisk, mindre fint, mindre ægte, eller hvad ved jeg. Jeg blev igen mindet om det da jeg for nylig læste Hans Boll-Johansens essay ”Oversætternes Himalaya” (i Ordmagneten, 2011) om Proust-oversættelse. Her skriver han at ideen om at en oversættelse af et værk bliver en del af den danske litteratur i og med at det findes på dansk, ikke er hensigtsmæssig, men ”leder opmærksomheden bort fra det faktum at selv den bedste oversættelse er og bliver en planet der kredser om solen og får sit lys herfra”. Ja, det kan man måske godt sige. Men det rejste et spørgsmål hos mig: Hvorfor er det overhovedet nødvendigt at sige det? Kunne man ikke sige det på en anden måde? Ville nogen finde på at sige om Svjatoslav Richter eller Katrine Gislinge at de er planeter der får lys fra Bachs eller Beethovens sol når de spiller klaver?
Nej, vel? Og vi oversættere er nemlig ”litteraturens udøvende kunstnere”, som kollega Niels Brunse skriver i sin artikel til Oversættelseshåndbogen. Den ”restfri” oversættelse hvor alt kommer med, er umulig, og selv om vi tilstræber en tekst der lyder som om den var skrevet på dansk, så vil vi altid være til stede i teksten sammen med forfatteren. Det kan ikke være anderledes.
Lydkunst
Det er ikke tilfældigt at jeg nævner musikken. Jeg har studeret musik og sunget og spillet, og det er måske grunden til at lyden af teksten altid kommer før resten når jeg oversætter. Og jeg føler at jeg faktisk går endnu videre end koncertpianistens fortolkning, for jeg skal transponere den til den anden toneart, omarrangere den, reorkestrere den, omlægge den til stemmer og struber der er helt anderledes indrettet. I den proces fra det ene sprog til det andet oplever jeg at skriften frigør sig mere og mere fra papiret og bliver til lyd, hvor tonefaldet og de uendeligt små variationer fuldstændig kan ændre et udsagns intention. Og måske er det denne indlevelse i sprogets musik som af og til gør oversættelse så svær, fordi man i den overgang nogle gange skal have et klaver til at lyde som en mundharmonika, som om det var det mest naturlige i hele verden.
Det umuliges kunst
I forbindelse med et essay jeg skrev for nylig til Mellom, et norsk oversættelsestidsskrift, stødte jeg på det nynorske ord for at oversætte, omsetje, som jeg synes er mere dækkende end det danske. I mine ører betegner det ord også oversætterens skabende indsats, der hvor oversætteren og forfatteren tærer på det samme. Originalteksten skal ikke bare over en bro og føres så umærkeligt som muligt fra et sted til et andet. Nej, når der omsættes, foregår der en transaktion, en udveksling, en transformation som kræver en anden organisme, teksten skal sive igennem det aktivt oversættende jeg, som bliver en katalysator for en nyopstået tekst. I den proces må oversætter-jeg’et alligevel træde i baggrunden, forsvinde, glide ind i mørket, og nøjes med færten af noget velkendt, med en følelse af at være så tæt på en essens, men lige akkurat ikke kunne gribe om den.
Det er en følelse jeg tror mange oversættere kender: at den rigtige, perfekte oversættelse ligger lige dér, akkurat uden for rækkevidde, vi kan nærmest høre den, men det vi hører, er et svagt ekko som vi kan ane, men ikke altid helt forstå. Som oversætter er man dømt til at prøve igen og igen, hele tiden have det uladsiggørlige siddende på skulderen som tilskuer til ens fægten, og til at leve med en evindelig frygt for ikke at fange nuancerne fuldstændig, ikke finde den helt ”rigtige” oversættelse, en frustration som heldigvis går over til sidst, udvikler sig til en accept af den iboende umulighed af at oversætte og udløser alle de små oplevelser af dyb tilfredshed når det lykkes – i en nærmest mystisk oplevelse. ※
frit rum
François-Eric Grodin, bachelor i musikhistorie og filmvidenskab, oversætter til dansk
fra engelsk, fransk, norsk (bokmål) og svensk. I denne udgave af Forfatteren har DOF fået Frit Rum til at fortælle om deres arbejde. I næste nummer bliver det en af de andre grupper.
François-Eric Grodin
