Det var den 25. august i år. Det var den første dag i Kulturmødet på Mors, og et af eftermiddagens programpunkter var en samtale mellem Charlotte Strandgaard og mig med digtoplæsning for et stort publikum. Charlotte og jeg debuterede begge i 1965, og i den forbindelse fortalte vi begge publikum om den store betydning, som Vagn Steen havde haft for os. Vi talte om, hvordan han som digter og som anmelder ved Jyllands-Posten nærmest introducerede den svenske konkretisme i Danmark, og for mig betød hans anmeldelser af de såkaldt nyenkle lyrikere i Sverige, at jeg opdagede, at her var der nogle, der skrev nogenlunde, som jeg gjorde, og det ansporede mig virkelig til at skrive videre til trods for en række tidligere nederlag i forhold til forlag. Også tidsskriftet ’Digte for en daler’, som han lavede sammen med Hans-Jørgen Nielsen, betød meget for os begge.
Jeg havde forudset, at vi ville komme til at tale meget om Vagn, så jeg havde taget hans ’Digte?’ med og oplæste for publikum digtet, der begynder: ”den der fanger fuglen fanger ikke fuglens flugt”, det digt, der for mig står som 1960’ernes vigtigste digt.
Det gik også fint ind hos publikum.
Og så et chok: Næste morgen, da jeg kom til mødepladsen, var en af de første, jeg mødte, Torben Brostrøm, der fortalte mig, at Vagn var død dagen før. Naturligvis vidste jeg, at han i længere tid havde været syg, men alligevel. Måske var han død, netop mens vi sad og talte om ham.
Også den dag var Charlotte Strandgaard og jeg på programmet, og i vores nye samtale gentog vi gårsdagens fortælling om Vagn og hans betydning for hele den generation af lyrikere, der brød igennem i tressernes slutning og halvfjerdsernes begyndelse. Og naturligvis kom ”den der fanger fuglen fanger ikke fuglens flugt” også ud i rummet denne gang. Og jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde fået de to let humoristiske provokationer, som han fulgte debuten op med, nemlig ’Skriv selv’ og ’Riv selv’ med. De og den senere ’Hulbog’ hører bestemt med til billedet af ham.
Men ikke bare i personlige kontakter betød Vagn en masse. Han var en af de mest udadtil aktive forfattere, jeg har kendt, og jeg kom til at kende ham godt. I Dansk Forfatterforening var vi sammen i L-gruppens styrelse (hvor han for øvrigt afløste mig som formand i 1980) og i 80erne sammen i Hovedbestyrelsen, og var det mon ikke også ham, der tog initiativet til seniorgruppen? Men også uden for foreningen var han involveret i mange aktiviteter. I arbejdsgruppen omkring Dansk Kunstnerråd, fx, og i Dansk Sprognævn. Og det var ham, der startede ’Digterscenen’ hvor han, Peter Poulsen, Sten Kaalø, Marianne Larsen og jeg i nogle år turnerede med digtoplæsninger og takket være hans gode nordiske forbindelser ikke bare i Danmark, men også i Finland og Island.
Glemmes må heller ikke hans radioudsendelser med gode samtaler styret af hans skarpsindighed og originalitet.
Retfærdigvis skal det med, at han ikke bare som lyriker, foreningsmand, anmelder og radiomedarbejder gjorde sig gældende. Det vil være forkert ikke også at fremhæve hans prosaforfatterskab. En novellesamling og tre romaner, der alle er knyttet til det Djursland, hvis historie og forhold han virkelig formåede at leve sig ind i og skildre i et lyrisk præget sprog.
Jeg husker, at da han havde sendt mig novellesamlingen ’Da kunsten kom til Grenå’, som var hans prosadebut i 1979, da han var 51 år, tænkte jeg. ”Nu mødes vi igen og denne gang i provinsen.”
I dag tænker jeg så: ”Hvornår mødes vi mon næste gang?” ·
