Hvornår mærkede du for første gang lyst til at blive forfatter – og hvad ville du skrive?
Jeg har altid skrevet, men at nå så langt som til at turde formulere det som en lyst til at blive forfatter var jeg længe om. På universitetet skulle jeg ikke sige den slags. Det lå som en almen kendt sandhed, at kun den smalleste voksenlitteratur havde værdi, og jeg var pinligt bevidst om, at jeg ikke var lige så litterært sofistikeret som mine medstuderende. Men kærligheden til børnelitteratur har jeg altid båret med mig, og jeg er aldrig holdt op med at læse børne- og ungdomsbøger. Det er ganske enkelt her, jeg føler mig hjemme.
Hvordan var det at udgive
din første bog?
Jeg fik udgivet min første børnebog, da jeg var midt i 20’erne. Da jeg stod med teksten på tryk, var jeg skrækslagen og kunne kun se bogens fejl og mangler. Hurtigt fik jeg snuden tilbage i det akademiske spor og lod arbejds- og familieliv tage over. Drømmen lukkede jeg ned og skrev i stedet den ene formidlingstekst efter den anden. Så længe det ikke lignede litteratur, var jeg på sikker grund.
Det store spring kom for få år siden. Jeg skulle skrive en ph.d.-ansøgning, men det, der kom ud, hørte til i et helt andet univers. Da ansøgningen lå færdig, skreg alt i mig. Døren var ved at lukke sig endegyldigt, følte jeg. Men kunne jeg bare droppe flere års forberedelse af et forskningsprojekt? Havde jeg sproget? Historierne? Man må sgu da som minimum have noget på hjerte, hvis man vil belemre andre med sine skriverier!
Hvis ikke min mand havde krævet, at jeg gjorde noget ved det, havde jeg nok fortsat med at fylde skufferne med halvfærdig tekst.
Hvilken forfatter vil du gerne være?
Når jeg læser en rigtig god bog, er det ofte netop dén forfatter, jeg vil være. Men der er favoritter. Lene Kaaberbøl tog mig med storm med serien om Skammerens Datter. De bøger var i høj grad med til at tænde min lyst til at skrive. Jeg ville gerne kunne tryllebinde og skabe lige så stærke og medrivende historier som hende. Et par år senere sukkede jeg efter en magisk formel, der kunne forvandle mig til Kenneth Bøgh Andersen, så jeg kunne fortælle med samme nærmest provokerende skødesløse lethed. Sidste efterår tabte jeg mit hjerte til Anders Johansen. Han skriver med en sproglig ekvilibrisme og en menneskelig indlevelsesevne, som jeg aldrig kommer i nærheden af at kunne præstere.
Hamskifter bliver jeg dog næppe. Jeg må vist nøjes med at være mig selv og lære af de bedste. ·
