Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2020

Frit rum: Død, sorg og ensomhed skal også tegnes

I denne udgave af Forfatteren har illustratorgruppen fået Frit Rum til at fortælle om tanker og refleksioner fra deres arbejde.

Tunge emner er som isbjerge; Det væsentlige ligger under overfladen. Sådan svarer Søren Jessen på spørgsmålet om, hvordan han som tegner griber de svære emner som ensomhed, sygdom, misbrug, død eller sorg an. For naturligvis er der forskel på at illustrere en bog om giraffer og om en far, der bliver syg og dør.

De vanskelige emner kræver ofte en mere dybdegående research, da de mindste ting kan være meget betydningsfulde. Det sker, at tegneren støder på beretninger, der er så langt fra hendes eller hans egen virkelighed, at de kan være svære at forstå, forholde sig til og visuelt formidle til barnet og dets pårørende. Desuden er der også ofte tale om abstrakte begreber, der kræver et andet billedsprog end f.eks. at skulle tegne en rød bil. Research har desuden til hensigt at skabe fuldstændig forståelse af emnet, hvilket kan være alt fra at kende til et sygdomsforløb, korrekte behandlingsformer og symptomer til ydre omstændigheder, skyldfølelse osv. Og så er det for bedre at kunne komme ind i barnets hoved og prøve at finde dets følelser frem, når f.eks. mor drikker og er voldelig, far er psykisk syg, eller storebror er narkoman.

Så kan man, som Lea Leten siger, udskifte barnets egne opdigtede billeder med konkrete billeder. Måske kan illustrationerne hjælpe med til at skabe den nødvendige og svære samtale med barnet. Det gør tegnerens arbejde meget meningsfuldt og tilfredsstillende at vide, at ens streger måske gør en forskel for nogen i en hård tid.

 

Illustration: Runa Steppinge

 

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte