Selvom jeg har gjort mig klog på andres tekster, betyder det desværre ikke, at jeg er blevet så meget klogere på mine egne,” siger Lotte Kirkeby. Hun er forfatter, anmelder og tidligere redaktør gennem ti år i den skønlitterære redaktion på Gyldendal og arbejder stadig indimellem som freelanceredaktør. Men selvom redaktørerfaring tilsyneladende ikke kan overføres én til én på egne tekster, så gør den til gengæld forfatteren meget bevidst om redigeringens muligheder og betydning.
”Da jeg begyndte at skrive, var det i novelleform, korte noveller på tre-fire sider, og allerede inden jeg skrev det første ord, havde jeg en klar idé om historiens forløb og slutning. Derfor kunne jeg redigere undervejs, læse og gå tilbage, rette, slette og skrive til, så når jeg var færdig med novellen, var jeg – stort set – også færdig med teksten,” fortæller Lotte Kirkeby.
Hulter til bulter
Sidste år udkom Lotte Kirkebys første roman, De nærmeste, og da hun indledte arbejdet med den, forsøgte hun at bruge samme proces med løbende redigering. Det fungerede slet ikke.
”Jeg mistede en form for flow og var nødt til at sætte processen fri. I stedet begyndte jeg at skrive vildt hurtigt, bare derudad, hulter til bulter, og fik jeg en idé til en episode, men var egentlig midt i en anden, så fulgte jeg ideen. Jeg skrev dér, hvor energien førte mig hen. Jeg tænkte ikke i helhed og overblik, men skrev episode på episode. Det er svært at slippe kontrollen, når man er vant til at redigere undervejs, så jeg har brug for en ramme, som jeg kan sætte processen fri inden for. Derfor sætter jeg sindssygt mange regler for mig selv: Jeg skal skrive et vist antal ord pr. dag, jeg giver mig selv en deadline, jeg må ikke læse teksten igennem før til allersidst osv. Det er rammen. Når jeg synes, at jeg er færdig med at skrive, begynder gennemlæsning og redigering. Jeg vil tro, at selve skriveprocessen tager 20-25 procent af tiden, mens resten er redigering. Det kan føles uoverskueligt, men jeg har lært ikke at være bange for at ændre i teksten, det er en organisk proces, og den første tekst er en slags skitse. Derpå begynder udforskningen, undersøgelsen af teksten. I De nærmeste skrev jeg oprindelig med en tredjepersonsfortæller og i datid, men da jeg læste teksten igennem, blev jeg klar over, at jeg var mest interesseret i en af søstrene. Og så gjorde jeg hende til en jegfortæller i nutid. Det er i redigeringen, at jeg fylder ud, skaber sammenhæng, lægger nuancer på og sletter. Jeg redigerede nok en halv roman væk, sidehistorier og karakterer, som ikke havde en funktion.”
Forfra på papir
Da Lotte Kirkebys redaktør havde læst manuskriptet, pegede han på dele af historien og karakterer, som han ikke syntes fungerede. Hun tog fat på en ny, omfattende redigering. Som det første printede hun hele manuskriptet ud på papir, smed det i kufferten og tog til Bornholm.
”Og der skrev jeg manuskriptet ind igen, helt forfra, mens jeg redigerede. Efter en uge kom jeg hjem med et råt manuskript, som jeg brugte en del måneder på at finpudse. Så man skal være glad for at være i selskab med sit manuskript.”
Redaktøren ser historien udefra og kan notere på det, der halter. Men, siger Lotte Kirkeby, det er kun én selv, der kan skrive det om.
”I skønlitteraturen findes der ingen facitliste, redigering er en samtale om teksten. En god redaktør er en, der har sans for det, man skriver, og min redaktør har selvfølgelig sat fingeren på ting, der ikke fungerer, og det er altid hårdt, men vi forstår hinanden. F.eks. sagde han, at ’du er bedre til at skildre kvinder end mænd’ – det gav mig noget at tænke over og fik mig til at arbejde videre med mændene i manuskriptet. Man skal også være bevidst om, at alle de tanker, man har gjort sig, og alt det, man har slettet eller skrevet om – alt det læser man ind i teksten. Måske er det derfor, man tit synes, at manuskriptet er bedre, end det er, når man afleverer det. Man skal også erkende, at alt formentlig skal skrives igennem igen og igen – min erfaring er, at der er utrolig meget guld at finde i redigeringen.”
Læs også Redigering af tegninger, hvor illustrator Peter Bay Alexandersen fortæller om sit arbejde og Rummet mellem to sprog, hvor den litterære oversætter Martin Aitken fortæller om oversættelsesprocessen.
Lene Møller Jørgensen
