Parret læner sig fortroligt hen over caféens langbord. Rasmus Bregnhøi og Sabine Lemire ser på hinanden, inden de afslører en sød hemmelighed.
“Vi har fået en af Orla-priserne. I kategorien ’Den hovedperson, man ikke glemmer’,” siger den ene. “… for Mira-bøgerne, og det er vi rigtig glade for. Det er jo børnene, der har stemt,” siger den anden.
“Men det er hemmeligt til lidt senere i dag,” fortæller de begge. Og sådan er det egentlig hele vejen igennem med disse to mennesker, der er både kærester og kolleger: De supplerer hinanden. De har været par i ti år og skabt bøger sammen i fem. Det begyndte for alvor efter Opfør dig ordentligt, en takt og tone-bog for børn og voksne. “Vi ville begge noget med tegneserier og se, om vi ikke kunne noget mere sammen,” begynder Sabine.
Arbejdsprocessen er organisk og flydende, og de hidtil fire bøger i Mira-universet er vokset frem.
“Vi snakkede længe inden første bog om, hvem Mira var, hvem hendes venner var, hvad hun gik op i. Vi troede, at arbejdet skulle være ret sideløbende, men det var for hårdt,” forklarer Sabine. Tekst ændrer sig i redigering, og tegninger skal derfor tit tegnes om.
“Det fungerer ret godt, at Sabine leverer et færdigt manuskript, og så tegner jeg,” siger Rasmus. “Nu siger du ‘færdigt’, men det er det jo ikke. Jeg ved ikke præcis, hvordan Rasmus vil vise det, jeg skriver. Tekst kan slettes eller rettes, fordi den bliver overflødig. Og andre gange kan han bede om flere ord,” fortæller hun.
“Jeg tilføjer måske en taleboble og spørger, om det er okay, at de siger noget, hvis det giver et bedre flow til billederne,” uddyber han.
“Og hvis jeg fastholdt, at teksten ikke kunne ændres, så ville jeg jo bremse tegningerne. Vi påvirker heldigvis hinanden. Når jeg har skrevet en sides tekst, ved jeg ikke, hvor meget det ender med at fylde. Det er en meget levende proces,” tilføjer Sabine.
Rasmus skitser heller ikke hele bogen ud, før han tegner.
“Ellers er det ikke sjovt. Jeg skitser en scene, så rentegner jeg den. Så skitser jeg den næste og så videre,” siger han.
“Det underlige er, at det hver gang ender med at gå op!”
Men det kan da umuligt være så nemt og konfliktløst at arbejde sådan sammen? Nogle gange må det vel være frustrerende?
“Hvordan?” spørger de begge, let undrende. “Nogle gange sender Rasmus mig nogle tegninger, og så kan han blive småfornærmet, hvis jeg ikke liiiige får set på dem,” forklarer Sabine. “… det er jeg faktisk lige nu, fordi du ikke har set på de sytten sider,” siger Rasmus og ler højt. “Ja ja ja, og det skal jeg nok, men jeg er i gang med alt muligt andet lige nu. Og det kunne selvfølgelig tale for en mere sideløbende proces, men det er for svært rent teknisk. Men selve samarbejdet er ikke frustrerende,” mener Sabine.
Parret bor ikke sammen, så det er ikke, fordi der sniges tegninger under avisen ved morgenbordet, som forfatteren skal forholde sig til.
“Det er både godt og skidt. Når man både er kærester og arbejder sammen, går man tættere på hinanden. Jeg skriver gerne gnavne arbejds-sms’er til ham sent om aftenen, og det gør jeg ikke til andre. Og det kan jo være irriterende at få at vide kl. 22.30, at side otte ikke er så fed. Vi har ikke håndfaste grænser for, hvornår vi er på arbejde” siger hun.
“… og jeg higer ikke efter ros hos andre forfattere, som jeg gør fra Sabine. Jeg er altid spændt på, hvad hun synes,” fortæller han.
Vetoret og vilde nørderier
Hvordan finder man ud af, at man passer godt sammen arbejdsmæssigt?
“Jeg tror ikke, at vi ville tage opgaver, hvor vi ikke passer sammen,” siger Sabine.
“Det tror jeg heller ikke,” tilføjer Rasmus straks. Der er bøger og projekter, de laver hver for sig. Nogle gange passer en andens streg bare bedre til Sabines bog eller en andens tekst til Rasmus’ projekt, så de kan vælge hinanden fra. Det er dog ikke altid helt rosenrødt.
“Rasmus må godt nedlægge veto. Jeg kan skrive på en bog, som han VIL tegne til. Og nogle gange laver han noget med andre, hvor det ville være mærkeligt, hvis vi bagefter skabte noget lignende,” siger Sabine.
“Ja, det er lidt unfair,” indrømmer han. De er naturligvis rørende enige om at være professionelle i samarbejdet. Ingen smækkede døre eller kolde skuldre.
“Vi respekterer jo hinandens faglighed,” understreger hun.
“Det skulle jeg lige til at sige,” udbryder han og tilføjer; “Jeg elsker den måde, Sabine skriver på. Det gør det nemt at lave noget godt sammen. Kærligheden til det faglige driver arbejdet frem.”
De siger til, når noget ikke sidder i skabet. Og prøver på at slippe omverdenens høje forventninger til den næste Mira-bog.
“Man skal holde fokus, tømme hjernen for andres ideer,” forklarer Sabine.
Netop nu bobler noget nyt frem, hvor processen vendes om, så der først skrives, når tegningerne er skabt. Andre projekter får liv hver for sig. Men de to bliver ved med at finde på nyt sammen, for deres arbejdstemperamenter og energier går godt i spænd.
“Første gang vi var i Paris, var vi begge oppe at køre over børneboghandler, og der blev jeg helt vild. Tænk, at jeg havde mødt en kvinde, der gad det. I timevis!”
Foto: Simon Klein-Knudsen
Stephanie Caruana
