Litteraturen foregår i hoved og hjerte hos den enkelte. Typisk derhjemme og ofte i enrum. Den har svagere institutionel tilknytning end andre kunstformer. Den er ikke knyttet til en samlet statslig institution
med litteraturen i højsædet, men til forskellige kommunale biblioteker med litteratur som et kun underforstået formål. Desuden er dansk litteratur baseret på en cocktail af græsrodsmiljøer og et helt ureguleret kommercielt marked samt en undervisningssektor, hvor bøger spiller en stor rolle – men som et middel, ikke et mål. Det er i orden. En decentral, fri, levende, personbåret infrastruktur for en befolkning, der gerne vil tænke, læse, skrive og fortælle på deres eget sprog uden at måtte switche til californisk for at kunne udtrykke sig mere præcist om det væsentlige for et menneske.
Det er godt sådan. Men det betyder også, at litteratur modsat andre medier ikke er en bevillingsøkonomi. Når alle er enige om, at litteraturen er i krise, og når politikerne vil gøre noget ved det, fordi selv de stærkeste kommercielle aktører har smidt håndklædet i forretningsmodellen og givet fortabt over for udviklingen, er der ikke rigtig nogen centrale greb at skrue på. Hvad gør man som kulturminister, hvis man for eksempel gerne vil forbedre forfatternes streamingvilkår og samtidig ikke mener at
have nogen direkte politisk påvirkningsmulighed over for disse vilkår?
Ministeren har gjort det, at han har nedsat en meget bred arbejdsgruppe, der skal komme med ideer til en samlet handlingsplan for litteraturen, herunder ”hvordan forfatterne kan sikres bedre vilkår på det digitale bogmarked”. Det nye ved dette tiltag er, at det ikke tænker i kampagner, pilotprojekter og andet litteraturpolitisk lørdagsslik, men faktisk tager konsekvensen af vores atypiske rammevilkår og anerkender behovet for at se problemerne under ét på tværs af domæner som offentligt og privat, statsligt og kommunalt, kommercielt og kulturelt. Det glæder mig, ikke kun fordi det er præcis det, vi opfordrede ministeren til sidste år, men også fordi det netop på streamingområdet vil give forfatterstanden – og forlagsbranchen, hvis den vil – mulighed for at pege på et akut behov for bedre muligheder for at løse vores problemer gennem selvregulering. Når der netop ikke er nogen central bevillingsøkonomi at modificere i et politisk snuptag, må vi til gengæld have lov at skabe bedre vilkår gennem aftaler med hinanden. Det kræver blot en ophævelse af det konkurrence-
retslige regime, der tillader kollektive aftaler på alle andre områder end dansk litteratur. Det vil i øvrigt en passant bemærket være gratis. ※
Morten Visby
