Jeg vil starte med at se den orange solnedgang. Jeg er ikke alene, så selskabet kan og vil af nogle blive kaldt for et ”vi”, som i to mennesker. Andre vil dog vælge at kalde det for ”vi” som i dig og mig. Eller ”vi” som i ham og hende, hvis man som beskriver vælger at lægge en form for afstand til hovedpersonerne. Og det er også helt i orden. Det vigtige er, at ingen af os er alene, hvad enten det er i denne nært forestående oplevelse i skoven, i enhver anden oplevelse i skoven, eller i al den tid og alt det liv, der finder sted imellem oplevelserne i skovene.
Jeg vil besøge denne skov, og efter dette alle de steder mine to ben vil føre mig. For jeg ved godt, at selvom jeg tror, jeg har en fri vilje, er alt i virkeligheden tilfældigt, og at det derfor er mit højre og mit venstre bens opgave at indrette sig efter livets tilfældigheder og omveje. At sørge for, at jeg kan fortsætte med at besøge nye steder og danne nye minder, nye venskaber og endnu nyere tilfældigheder. Ligeledes skal mine to fødder begynde at gøre ondt: Skoene vil klemme lidt. Fodsålerne vil være ømme af at vandre, og min krop vil faktisk gerne standse her og ligge. Men føddernes rytmiske dunken af smerte, synkront med hjertets banken og pumpning af mit blod, vil fortælle mig, at jeg sagtens kan fortsætte med at gå, fortsætte med at opleve, fortsætte med at leve.
Jeg vil mærke skovens kølige luft mod mine bare arme, og det vil langsomt, time for time, blive koldere. Men fordi vi i hinandens ekstase glemte at medbringe overtøj, vil de bare arme langsomt vænne sig til kulden, og den medbragte te vil varme selv de yderste led af fingrene. Trækronerne vil som en samlet organisme bevæge sig i takt med vindens pust, og mit lange hår vil blæse fra den ene side til den anden. Hendes hår burde også danse med vinden, som var de uadskillelige. Dog er det bundet op i en knude. Og det er også helt i orden. Træernes uorganiserede, men samtidig fascinerende kaos vil give os en bekræftelse i, at vi stadig lever. Og hvis vi møder andre mennesker i skoven, vil vi hurtigt glemme alt om dem igen, for båndet mellem os vil blive som skovens rodnet.
Jeg vil se og opleve så meget, at mine øjne vil begynde at slides ned – lidt som en trofast violin, som har tjent sin ejer: fra dengang, han var fire år og fik den stukket under armen af sin farmor, som ikke kunne spille længere på grund af gigt, og til hans sidste store bedrift, hvor klapsalverne varede i ti dejlige minutter længere end forventet, og hvor der blev kastet nok roser på scenen til at dække hans have flere gange. Jeg vil være violinen, og med stoltheden over, at jeg har eksisteret, vil jeg tage verden, som den kommer til mig og skrive næste kapitel i livets bog. Jeg vil fylde livets bog flere gange. Jeg vil opleve så meget, at livets negativer ikke ville kunne manifestere sig i mit sind, og de gode minder vil blive skubbet til side af stadig endnu bedre minder.
Jeg vil så langt ud i skoven, at det bliver mørkere for hvert skridt, vi tager, og jeg på grund af månens fravær lidt til højre for vores synsfelt ender med at blive en smule i tvivl, om jeg stadig befinder mig på jordens overflade. Men så vil vores øjne langsomt vænne sig til mørket og, efter at have anet konturerne af de træer og buske, vi passerer, spontant kigge op ved en lysning mellem trækronerne og opdage de smukkeste konstellationer af stjerner. Og så vil vi ikke være i tvivl om, hvor vi er: vi er under himlen, og vi er sammen.
Jeg vil befinde mig i en skov så mørk, at vi, imens vi drikker te siddende på en skrænt med udsigt til søen på vores forreste side og beskyttende skov til vores tre andre sider, vil fejlplacere et af krusene med te i. På grund af mørkets dybe intensitet vil vi ikke kunne finde den igen. Og vi vil fortsætte resten af natten med at drikke af det samme krus, indtil termokanden er tom, og solen langsomt stiger op fra den ene eller den anden side. Og teen vil smage bedre, fordi den deles med et andet menneske. Jeg vil ærgre mig over, at jeg glemte at tage nogle af de saftige røde æbler med, men min Medstuderer Af Livet ville ikke give mig lov alligevel, for lyden af æblerne ville forstyrre stjernernes skønhed.
Så kom an, skov! Tag os i dine arme og lad mørket indhylle hver en del af vores kroppe. Lad os i dette øjeblik bekræfte, at vi er i live, ved at kigge på hinanden i mørket og smile lidt kækt. Smile til skoven, men mest til hinanden. ·
Om sig selv siger Hasim:
Jeg er 18 år og går lige nu i 3.g på CPH West htx i Ishøj. Jeg begyndte at skrive fiktion engang i niende klasse, nok lidt efter, at jeg havde læst nogle gode bøger. Inspirerende forfattere er J.D. Salinger, Hemingway, Sartre i ’Kvalme’, Murakamis ’Norwegian wood’-stil og M. Schulz, selvom han tegner tegneserier, men han formår at portrættere den uskyldige barndom på en fantastisk måde. Jeg skriver nok videre, når jeg får nogle gode ideer, bliver inspireret og finder tiden til det. Nok mest noveller, digte og fortællinger eller beretninger.
Hasim Tekin .
