Bog- og Litteraturpanelets seneste rapport blotlagde de dystre realiteter sort på hvidt: Næsten en tredjedel af de under 60-årige danske forfattere har en samlet årsindkomst på mindre end 100.000 kr. Det kan derfor ikke undre, at vi forfattere jævnligt tager bladet fra munden, når vi modtager ”tilbud” om at læse op af og fortælle om forfatterskabet, bidrage med en ny novelle til en antologi eller noget helt tredje og måske endnu mere tidskrævende. Vel at mærke uden, at der følger et honorar med. Så er det, man får lyst til at råbe til de utvivlsomt velmenende tilbudsgivere, som ofte direkte eller indirekte lever af litteraturen, at de simpelthen bliver nødt til at forstå, at vi, der skaber bøgerne, i bogstaveligste forstand er på røven økonomisk – og det i en verden, hvor penge er Gud.
Vi lever i et samfund, hvor maskerne i det, der engang var et enestående omsorgsfuldt sikkerhedsnet, nu er så store, at de, der ikke passer ind i de menneskefjendske regnearksstrukturer – herunder mange kunstnere – er i frit fald. Det kan vi takke de seneste små tyve års visionsløse, liberale politikere for, dem, der ikke kan tænke en selvstændig tanke, men slår sig op på at plagiere en nordamerikansk samfundsmodel, der i øvrigt er ved at eksplodere på grund af den ulighed, man stiler målrettet efter at påføre Danmark.
”Du kan jo bare lave noget andet end at skrive!” hører man så. Nej, det kan jeg ikke. Jeg ville ikke byde min familie et så usikkert liv, hvor vi aldrig ved, om vi har til huslejen, hvis det ikke var, fordi det at skabe litteratur netop er der, hvor jeg kan bidrage med noget nyt, fordi talentet og viljekraften gør mig i stand til at formidle min essens som menneske og afsætte særegne spor i verden.
Men tilbage til honorarerne: En ting er, at vi naturligvis skal have betaling for at bidrage med vores faglighed ude i samfundet – og husk nu derude som en selvfølge at medtage udgiftsposten ”forfatterhonorer” i jeres budgetter! – noget andet er, om vi som medlemmer af Dansk Forfatterforening nødvendigvis skal honoreres for at dele viden med hinanden internt i en interesseorganisation, hvor stort set alle arbejder ulønnet for fællesskabet. Vi har sat en arbejdsgruppe i gang med at formulere et udkast til fremtidig honorarpolitik. Min personlige holdning er, at vi som forening skal gøre alt, hvad vi kan for at honorere medlem-til-medlem-optrædener, men hvis det ender som et ufravigeligt krav, vil det betyde væsentligt færre af de arrangementer, som er så stor en del af foreningens sjæl. Men nu må vi se, hvad udvalget kommer op med.
I mellemtiden vil jeg opfordre dig til at takke nej til enhver ulønnet opgave, hvis den kommer fra en afsender, som du vurderer naturligvis bør honorere dig. Det er altid helt og aldeles i orden at afslå, og husk også den gamle sandhed om, at ”nej” er en hel sætning. Så kan du hurtigt vende tilbage til det væsentligste – dit forfatterskab. ·
