Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2017

PRALERUNDEN

Kalenderen i Dansk Forfatterforening er tætpakket. De mennesker, der står bag foreningens blomstrende aktiviteter i 2016, griber her muligheden for at dele deres sejre med alle andre medlemmer.

Læremiddelgruppen

2016 var Læremiddelgruppens første rigtige år. Vi kan være meget tilfredse med vores rigtig gode arrangementer, gå-hjem-oplæg om hvordan man vinder en pris med sin lærebog, om ejerskab og jura i forhold til læremidler, udveksling af business-cases for vores egne udgivelser, og om kvalitetskriterier for det gode læremiddel, har vi hørt om og diskuteret.

Vi har en række gode arrangementer i kalenderen for foråret, og alle er velkomne!

Skal vi beklage noget i 2016, så er det, at så få har nydt godt af gruppens gode oplæg og udvekslinger. Vi vil gerne være flere og fylde mere i Dansk Forfatterforening.

Formand Lotte Rienecker

Haiku og Bogforum

Der var engang, Dansk Forfatterforening havde en stand på BogForum. Og Haikugruppen var fast gæst både som standpassere og som optrædende.

Ved BogForum 2016 vovede vi eksperimentet igen. På NewPub-standen, hvor Forlaget Ravnerock bød på haiku som en del af programmet.

Der blev skabt en haikuscene, hvor 8 haikudigtere læste op.

En positiv oplevelse med de små digte, hvad enten de har form af helt traditionelle haiku, naturoplevelser med billeder, kærlighedsbeskrivelser eller politisk haiku, som også bliver spredt via Twitter.

Flere sagde bagefter, at de var overraskede over, hvor bredt favnende dansk haiku årgang 2016 er.

Der blev sagt ”på gensyn til næste års BogForum”. Vi håber på en gentagelse.

Af haikumedlem Bjarne Kim Pedersen

S-gruppens sejre

Det har været et travlt år for S-gruppen, der skiftede formand i marts. I løbet af efteråret blev der afholdt to workshops om programmet Scrivener, der var meget velbesøgt, Kristina Stoltz fortalte om sit virke i Den Kreative Proces i september, og til debutantarrangementet i november afholdt Charlotte Weitze en dejlig og jordnær tale om, hvad det vil sige at være forfatter. S-gruppen var også primus motor i den vellykkede sommercocktail-fest. Det nye år byder på flere fyraftensarrangementer, og hvis alt flasker sig, vil maj måned danne ramme om et stort bogmarked i samarbejde med Københavns Hovedbibliotek.

Formand Amdi Silvestri

Travlhed i Vestdanmark

I Aarhusgruppen er vi midt i en rivende udvikling. Sidste år flyttede vi aktiviteterne til Godsbanen for at komme tæt på Aarhus Litteraturcenter og gøre gruppens forfattere, oversættere og illustratorer synlige for resten af verden. Vi har skruet op for det faglige indhold, og opbakningen til at styrke det kollegiale fællesskab vest for Storebælt er stor. Der kommer typisk mellem 30-40 deltagere, når vi mødes, og vi har endnu ikke fået nej, når vi har kontaktet nogen for at høre, om de vil holde et oplæg. Tværtimod er oplægsholderne nysgerrige og interesserede i at høre mere om DFF og gruppens medlemmer. Den udvikling har vi planer om at fortsætte, for når vi styrker det vestlige hjørne af DFF, bliver hele foreningen stærkere.

Formand Gunvor Ganer Krejberg

Kvindelige stemmer

I efteråret bød Kvindelige Forfattere velkommen til Suzanne Brøgger og Josefine Klougart, der mødtes i en åbenhjertig samtale om værker, tiden og forfatterlivet. Aftenen var en succes; et talstærkt og engageret publikum kom for at lytte og spørge ind til de to forfattere. Dialogen og nysgerrigheden var i centrum, både de store linjer, detaljer og facetter af de enkelte værker fik plads. Og så har Kvindelige Forfattere arbejdet med at finde nye, yngre stemmer til forårets arrangement og man kan glæde sig til Siri Ranva Hjelm Jacobsen, Signe Gjessing og Amalie Laulund Trudsø i april.

Forfatter Stephanie Caruana

Illustratorerne

illustratorpral

Syd for hovedstaden

StORDstrømmen arrangerer løbende oplæsninger, ofte kombineret med musik og udstilling af billedkunst produceret af vores 65 medlemmer og gerne kombineret med besøg af kunstnere udefra.

Mange af oplæsnings- og forfatterarrangementerne foregår i samarbejde med lokale gallerier, caféer og udstillinger. Vi samarbejder med biblioteker i hele området om ‘Ord på biblioteket’, hvor to lokale forfattere læser op hver gang. Med en positiv evaluering fra kommunen i hånden søgte vi i november Kunstfonden om midler til at brede initiativet ud til fire kommuner – og fik 40.000 kr.

Et andet af vores fokusområder er vækstlaget, så vi afholder forfatter- og skrivekurser for nuværende og kommende forfattere med lokale og udefrakommende undervisere.

På vegne af bestyrelsen, Gittemie Eriksen

Dansk oversætterforbund i 2016

Vores vigtigste resultat i 2016 har været en rådgivningstjeneste om kontrakter, som har hjulpet et væld af medlemmer med at få bedre vilkår. Desuden fik vi forhindret, at oversætterne blev skåret i biblioteksafgift, selvom man en overgang ville flytte en del af bibliotekspengene over i en anden pulje, hvortil bl.a. oversættere ville have ringere adgang. Og så har vi fået pustet nyt liv i vores månedlige stambord, hvor vi mødes på en bar og drikker øl og taler om mærkelige ting.

Morten Visby, formand for DOF

Lyrikernes aktiviteter

For at styrke vores tilstedeværelse uden for København arrangerer Lyrikergruppen møder, som vil rykke rundt mellem Århus, Odense og København, hvor vi via lokale kræfter vil belyse relevante spørgsmål. I København har vi holdt seminar om migration og identitet i lyrikken og læst op i Kajsas kælder til improviseret musik og så er de lyriske debutanter 2016 blevet fejret med maner til en velbesøgt debutantaften med bobler, kage og taler. Det har været et godt ide-rigt år, hvor vi også har indført at styrelsen samles til et strategiseminar, hvilket har skabt grobund for mange gode planer for 2017.

Formand Kirsten Marthedal

Årsrapport fra BU

Også i 2016 har BU-gruppens styrelse haft skarpt fokus på illustratorers og børnebogsforfatteres levevilkår – kontraktforhandlinger, især på det digitale område, biblioteksafgift og honorar i forbindelse med foredrag. Vi har holdt en række faglige og sociale arrangementer, bl.a. det populære og tilbagevendende ’Fra ide til bog’, hvor temaet 2016 var graphic novels og samspillet mellem forfatter og illustrator. Vi indførte også en ny tradition, nemlig Nytårskuren, hvor medlemmer fortæller om og fejrer egne værker – og hinanden – fra året der gik.

Konstitueret formand Lene Møller Jørgensen

Den faglitterære gruppe i 2016

F-gruppen gennemførte bl.a. følgende:

  • Fagbogens nytårskur i Aarhus i januar med stor medlemstilslutning.
  • Medlemsmøder om aktuelle temaer i København og Århus, fx med Tom Buk-Swienty og Ulrik Langen.
  • Fagbogens dag i samarbejde med 11 biblioteker landet over. Oplæsning ved udvalgte lokale fagforfattere. Markedsføring ved artikler, plancher og plakater ved bibliotekerne.
  • Ophavsretsseminarer i København, Aarhus og Nykøbing F.
  • I samarbejde med Grønlands Forfatterforening arrangør af årets Nordiske Faglitterære konference i Nuuk.
  • Uddeling af Årets Faglitterære Pris med festmiddag.
  • Aktive ved igangsætning af det digitale udvalg og interessegruppen for undervisningsmidler.
  • En veloplagt, landsdækkende faglitterær styrelse.

Formand Frank Egholm-Andersen

Seniorerne i 2016

To ting forener seniorforfattere, især dem, der debuterer i moden alder: For det første er vi interesserede i erindringslitteratur. Vi har livserfaring og dermed stof til eftertanke. Det præger vores månedlige møder. For det andet har mange af os erfaringer og udfordringer med udgivelse af erindringsstof. Det er ikke nemt at komme ud på markedet, især hvis man ikke i forvejen har et navn og står på bibliotekerne. Det er også et kulturpolitisk problem, for samfundet har brug for kulturformidling på tværs af generationerne.

Formand Henning Kirk

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte