Retten på Frederiksberg dannede tidligere på året ramme om en temmelig usædvanlig retssag. Umiddelbart var sagen en simpel fogedforbudssag. Det, der gjorde denne sag til noget ganske særligt, var persongalleriet: Forfatteren Sara Omar (Dødevaskeren, Skyggedanseren) havde indstævnet filminstruktøren Manyar Parwani og komikeren Omar Marzouk for at få nedlagt fogedforbud mod visning af de filmoptagelser, som var blevet optaget i forbindelse med et nu skrinlagt dokumentarfilmprojekt. Projektet hed ”Pigen i sort” og var oprindelig planlagt som en dokumentar om Sara Omars virke som forfatter og aktivist i kampen mod social kontrol i det muslimske miljø i Danmark.
Sagen startede for lukkede døre, men dommeren valgte at lade dørene åbne til tredje og fjerde retsmøde, og det blev noget af et tilløbsstykke. Tilskuerne blev ikke skuffede, for det føg med beskyldninger om løgn, følelsesudbrud om racisme, gensidige afbrydelser af modparten, og på et tidspunkt måtte den hårdtprøvede dommer bede Manyar Parwani forlade retssalen, fordi han blev ved med at blande sig under modpartens procedure. Også hans søster begyndte at råbe op, og sammen forlod de retssalen med råb som ”Racister!” og ”Det er de dumme journalisters skyld!”
Der var kort sagt drama og højspændte følelser fra først til sidst.
Sagens indhold
Som man kan forestille sig, var der ikke fuldstændig enighed mellem parterne om, hvad der egentlig var foregået, før sagen kom for retten, men her er, hvad retten sådan nogenlunde nåede frem til:
Fra januar 2018 begyndte Manyar Parwani at lave film- og lydoptagelser af Sara Omar med henblik på at lave en dokumentarfilm om hende. Der var ikke indgået en kontrakt mellem parterne, før optagelserne startede. I løbet af første halvår 2018 efterspurgte Sara Omar flere gange en kontrakt, men først i august 2018 blev der indgået en kontrakt mellem hende og et firma ved navn Anagov Diary IVS. Dette iværksætterselskab var blevet stiftet i maj 2018 med tre indehavere, som også var sidestillede direktører: Manyar Parwani, Omar Marzouk og Rasit Tas. Sidstnævnte var med i firmaet som økonomikyndig. I oktober 2018 endte det imidlertid med, at Rasit Tas var både eneindehaver og enedirektør, for Erhvervsstyrelsen ville ikke godkende Omar Marzouk, da han var underlagt en konkurskarantæne, og banken ville ikke godkende Manyar Parwani til en erhvervskonto.
Således endte Anagov Diary IVS, som havde kontrakten med Sara Omar, med alene at være registreret i Rasit Tas’ navn. Han forlod filmprojektet ved udgangen af november 2018. Ikke desto mindre fortsatte filmoptagelserne frem til august 2019. På dette tidspunkt forsøgte Manyar Parwani og Omar Marzouk at få Sara Omar til at underskrive en ny kontrakt; denne gang med et nyoprettet firma ved navn -Anagov Diary Documentary. Et navn, der til forveksling lignede navnet på Rasit Tas’ firma, og Sara Omar opfattede derfor ikke, at der var tale om et andet firma. Men kontraktens vilkår og ordlyd havde ændret sig, og bl.a. derfor underskrev Sara Omar aldrig den nye kontrakt. Herefter kom det til en form for opgør mellem parterne, og samarbejdet ophørte i august 2019. Dokumentarprojektet blev lagt ned. I januar 2020 fik Sara Omar rettighederne til filmoptagelserne overgivet af Rasit Tas i hans egenskab af indehaver og direktør for Anagov Diary IVS.
Men historien sluttede ikke dér, for i sommeren og efteråret 2021 offentliggjorde Manyar Parwani og Omar Marzouk i Facebook-opslag og diverse medier, at de havde genoplivet projektet og var i gang med at klippe en promo for filmen. Der var dog ikke tale om en egentlig genoplivning af det oprindelige projekt, for nu skulle filmen være en ”afsløring” af Sara Omar. Ifølge Manyar Parwani og Omar Marzouk var Sara Omar ikke den, hun udgav sig for at være: Hun var ikke truet, og hun havde ikke oplevet patriarkalsk social kontrol, hun misrepræsenterede det muslimske miljø i Danmark, og alt dette ville komme frem i deres film.
Det fik Sara Omar til at indstævne Manyar Parwani og Omar Marzouk for at få nedlagt fogedforbud mod at anvende film- og lydoptagelserne. Denne fogedforbudssag er endt med at blive afgjort til fordel for Sara Omar: Der blev nedlagt foreløbigt fogedforbud mod, at Manyar Parwani og Omar Marzouk kan bruge materialet til en film. Forbuddet er midlertidigt i den forstand, at der nu skal køre en såkaldt justifikationssag i form af en almindelig civil sag, som skal afgøre, hvem der har rettighederne til hvad. Samtidig har Manyar Parwani og Omar Marzouk kæret byrettens kendelse om fogedforbud til landsretten. Under alle omstændigheder er der lange udsigter til en endelig afgørelse.
Selviscenesættelse
Der er mange spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med denne sag. Blandt dem er: Hvor alvorligt skal man tage en skønlitterær forfatters
selviscenesættelse? Hvordan skelner man mellem værk og forfatter? Sara Omars værker er romaner. Ikke selvbiografier. Men hendes baggrund har givet værkerne en autenticitet, som næppe havde været den samme, hvis hun var vokset op i et ateistisk miljø i Nordsjælland.
De indstævnedes advokater, Tyge Trier og Asaf Fazal, lagde stor vægt på en artikel skrevet af Kristoffer Eriksen i det digitale medie Frihedsbrevet. I denne artikel beskrev Kristoffer Eriksen Sara Omar som en ”magthaver” i kulturverdenen og mente, at det ville være intet mindre end en ”kulturskandale”, hvis Sara Omar skulle vise sig at være en ”fupmager”.
Hun er ikke den eneste skønlitterære forfatter, hvis selviscenesættelse giver en ekstra dimension til værkerne. En dimension, som ville se noget anderledes ud, hvis det viste sig, at selviscenesættelsen også var fiktion. Hvad hvis nu det viste sig, at Morten Pape i virkeligheden var vokset op i Charlottenlund og havde gået på Bernadotteskolen? Hvis Knud Romer i virkeligheden var fra Nordjylland, hvis Thomas Korsgaard i virkeligheden var vokset op i en overklassefamilie i Risskov, eller hvis Leonora Christina Skov i virkeligheden var vokset op i en børnerig hippiefamilie på Østerbro? Romanerne – værkerne – ville stå, som de gør. Men læsningen af dem ville være anderledes.
Men ville det ligefrem være en ”kulturskandale”, sådan som Kristoffer Eriksen i Frihedsbrevet påstod, det ville være, hvis Sara Omars baggrund skulle vise sig at være anderledes, end offentligheden har fået indtryk af? Værkerne står jo, som de er.
Hvilke rettigheder?
Sara Omars advokat, Erik Nyborg, gjorde begrebet ”retten til eget billede” til et omdrejningspunkt. Ifølge ham skal en dokumentarist, der vil lave en dokumentarfilm om en person, sikre sig at få hovedpersonens tilladelse til det konkrete brug. Ellers kan billederne ikke bruges. Det er altså ikke ophavsretten til de optagne billeder, der er i spil, men spørgsmålet om, i hvilken sammenhæng de må anvendes.
I dette tilfælde havde Sara Omar stillet sig til rådighed for at blive filmet, hun havde indgået en kontrakt, og dermed havde hun også givet tilladelse til, at film- og lydoptagelser af hende kunne blive brugt. Men hvornår, hvor længe, til hvem og til hvilket brug havde hun givet denne tilladelse?
Retten fandt, at Sara Omar havde tegnet kontrakt med og givet tilladelse til Anagov Diary IVS, altså det firma, som endte med at have Rasit Tas som eneejer. Dertil kommer, at det formål, som hun gav sin tilladelse til, ikke er den film, som Omar Marzouk og Manyar Parwani nu planlægger. I kontrakten mellem Sara Omar og Anagov Diary IVS står bl.a. følgende passus: ”Der kommer ikke til at foreligge noget materiale i Filmen, som går imod eller kan skade Hovedpersonens værk ’Dødevaskeren’ eller evt. fremtidige værker.”
I oktober 2021 udtalte Omar Marzouk til Filmmagasinet Ekko, at han håbede, at filmen ville komme til at koste Sara Omar karrieren. Det var indlysende ikke det formål, hun havde givet sin tilladelse til. Dommeren fandt, at Sara Omar ikke kunne afvente resultatet af en civil retssag, eftersom Omar Marzouk i samme artikel i Ekko havde fortalt, at de ville offentliggøre filmen på YouTube, hvis de ikke kunne få en aftale med en tv-station eller streamingtjeneste. Derfor fik Sara Omar sit ønske om et midlertidigt fogedforbud opfyldt, mens vi venter på rettens endelige afgørelse.
Skjulte motiver?
Men hvordan kom det til at gå så galt? Hvorfor skulle et havareret dokumentarfilmprojekt ende i byretten? I den afsluttende procedure kom der et ufrivilligt komisk indslag, da Manyar Parwanis advokat, Mohammad Fazal, om de implicerede parter udtalte: ”Alle tre er topprofessionelle folk.”
Det var så ikke det indtryk, man som tilskuer i retssalen var ladt tilbage med. Tværtimod var indtrykket, at der var tale om det rene amatørforehavende. Der var ikke styr på kontrakterne, der var ingen egentlig erfaring med at producere film, der var en total mangel på indsigt i de simpleste økonomiske forhold og tilsyneladende heller ingen forståelse for, at hvis man får et brev fra Erhvervsstyrelsen, så skal man reagere på det, hvis man ikke er enig i indholdet.
Men det er næppe en tilstrækkelig forklaring. Måske var der også lige fra starten tale om modsatrettede interesser og skjulte motiver. Parterne gav modstridende forklaringer om, hvem der oprindelig havde taget initiativ til at indlede et samarbejde om den nu så omstridte dokumentarfilm. Ifølge Sara Omar var det Manyar Parwani, der havde taget initiativet. Ifølge Manyar Parwani var det Sara Omar selv, der ville have ham til at lave en dokumentarfilm om hende.
Men hvorfor skulle Sara Omar vælge netop Manyar Parwani blandt alle landets dokumentarister? Han er en ganske kontroversiel figur inden for filmbranchen: Hans projekt om at lave en film om Omar El-Hussein, der i 2015 dræbte Finn Nørgaard og Dan Uzan, blev aldrig realiseret, og det viste sig, at han havde givet ukorrekte oplysninger i ansøgningen til Filminstituttet. Til filmen Klar til optagelse fik han interesserede skuespillere til at betale for at komme til casting, og de indsamlede penge (over 250.000 kr.) forsvandt ifølge Manyar Parwani sammen med hans klipper. Hverken pengene eller klipperen er set siden. Filmen har i øvrigt aldrig haft premiere. Hans partner, Omar Marzouk, er først og fremmest kendt som komiker og ikke for sin helt store erfaring som filmproducent.
Men hvorfor overhovedet skændes om, hvem der tog initiativ til projektet? Det er et uomtvisteligt faktum, at der faktisk blev et samarbejde, som løb fra starten af 2018 til august 2019. Almindeligvis vil en uenighed gå på, hvem der kan tage æren for at have fået ideen – her er det besynderligt nok lige omvendt. Hvad kan det skyldes?
Måske bliver vi klogere, når sagen er kommet længere gennem retssystemet. Indtil videre kan vi konstatere, at Sara Omars person og forfatterskab i nogle kredse er blevet opfattet som kontroversiel i en grad, som det sjældent bliver en skønlitterær forfatter til del. ※
Sanne Udsen
