På højskoleopholdets sidste dag var forfattergruppen blevet inviteret med til elevernes traditionelle morgensamling. Jeg havde netop zigzagget af sted ude på gangen for ikke at genere gulvvaskeren, som et øjeblik efter havde skiftet job og nu sad ved flygelet. Melodien til ’The Wind of Change’ er ikke let, men han havde en guardian angel stående ved sin side, og det gik forrygende. Masser af fejlslag, masser af grin. Sådan er det med de seje unge, sådan er det med højskoler.
Tiderne skifter, men uanset dette faktum blæser vinden mestendels fra vest herude, hvor jorden ikke er fed som margarine, men fyldt med sand. Men spredt sand og stærk vind kan også opfylde drømme, hvis man bruger sine næver, forstand og kreativitet. På mit korte ophold har jeg set, at en del vestjyder har det i sig. Alle kender Vestas, eventyret om den begavede, entreprenante smed, der vovede – og vandt. Ikke alene, men i fællesskab med folk, der også troede på ideen om møllevinger, der kan omsætte vind til el. Vingefanget vokser og vokser og snart ville man kunne se Vestas møllerne stritte op over Eiffeltårnet, hvis man ellers placerede en sådan glasfiber-fyr i Paris. Det kunne kaldes kunst, hvis for eksempel Olafur Eliasson tilførte den farver, lys og toner – men den historie er ikke skrevet endnu.
De hvide 80 meter lange vinger skal være selvbærende, ellers duer det ikke. De pisker ikke rundt som fortidens markmøller, men roterer sindigt, som om det ikke blæste stærkt fra vest. Bliver vinden til storm, må man stoppe rotationen, ellers risikerer man amok-løb. Sådan er det med mangt og meget herude. Man tænker, man handler, men man bygger ikke sin farfars lille gård om til et nymodens herresæde på en generation. Man handler og køber jorder, rationaliserer og optimerer. De moderne storlandmænd med deres farme er gode for eksporten og vores BNP. Bæredygtig økonomi, kaldes det.
Andre med bondeblod i årerne går ad nye økologiske veje. Jeg havde forestillet mig økogårde som noget, der var en smule større end min sommerhave. Virkeligheden viste sig dog at bestå af et noget anderledes omfang med marker så vide, som øjet rækker, stalde så lange som møllevingers fang, og øko-teknologiske installationer, der kræver en fastansat smed til vedligeholdelse. Et giftfrit paradis skabt af ildsjæle med omtanke for naturen. Den begejstrede kvindelige landmand fortæller fabulerende om sine køer. Der er 400 af slagsen. De lunter til en af de tre daglige malkninger, nyder lidt ko-wellness ved den roterende klømaskine, eller synker tilfredse ned i en selvvalgt bås på et leje af lyst strandsand. Den glade ko, den gode mælk.
Stalden er et imponerende bygningsværk. Kæmpestor, bygget af grantræ fra Silkeborg. Gamle, høje stammer bærer taget, solide tværbjælker danner skelettet, og flækket træ udgør de smukke, rå facader. Man må lade blik og fingerspidser glide langsomt over fladerne. Gårdens drift og den vakse frues beskrivelser af dyr og ansattes hverdag her giver stof til eftertanke omkring økologi, økonomi og et par af den kvindelige landmandens skæve, men absolut fornuftige holdninger til nødvendige undtagelser.
Ved Hvide Sande er vi kommet nærmere vinden, som giver og tager. Her stjæler den sand, og flytter rundt på det, så voldsomme Volvo’er må udbedre skaderne. Set fra klitterne kunne man tro, at det er drenge i gule veste, der leger i sandet og kører rundt med lastbiler og traktorer. Men leg er det ikke, så turister uden for sæson må skræve over dybe hjulspor og nøjes med at drømme om sukkersand og stille bølgeskvulp.
Naturens kræfter gør indtryk, også i beretninger. På redningsstationen stiger vores arrangør, Egon Clausen lidt op ad brandtrappen, åbner en bog og læser højt for os forfattere. Det er en stærk fortælling fra fortiden, hvor fem frivillige redningsmænd mistede livet i en medløbende sø, og 21 børn derved mistede deres far.
Der bliver stille i redningsstationens garage med de to fartøjer og store rulleporte i hver sin ende. Mine tanker og mit blik glider rundt fra tidligere tiders udfordringer og udstyr til den store udrykningsbil ved siden af os, der holder klar med alt sit elektroniske grej. På den anden side af trappen vender porten ud mod havnen og kranen, som på et øjeblik kan løfte den kampklare orangefarvede redningsbåd ned i havnebassinet. På få minutter kan den nå ud i Vesterhavet, hvor nødstedte mennesker behøver hurtig hjælp. Det er stadig frivillige, der tager ud på de 80-90 udrykninger hvert år.
Så let var det ikke i de gode og de onde gamle dage, som dengang i 1963, hvor Kristian Mose var fører af redningsbåden, og han siden hen inddelte sit liv i tiden før og efter Tyrola. Hans beretning om kutteren Tyrola med skipperen Peter rykker ved noget i mig. Jeg har krydset oceaner og ved lidt om, hvor små mennesker er, når havet rejser sig. og mindre fejl fører til store ulykker.
Den nat stormer det fra nordvest. Redningsfolkene står på kajkanten. Kristian Mose har ansvaret. Skal han sende folk ud i det vejr? I radioen råber Peter om hjælp.
Redningsbåden MRB33 er ny. Man ved ikke, om den kan vende sig selv, hvis den væltes af en brodsø. – Mændene lægger deres liv i Guds hænder. De kæmper og får endelig via linekastningsgeværet fastgjort en slæbetrosse til Tyrola. De slæber den mod havnen, men trodsen holder ikke. Redningsbåden tipper, roret har sat sig fast, og Dres skyller overbord. Peter bliver reddet, og det lykkes at få samlet Dres op. Alle kommer hele i land. Han var sandelig med om bord.
Fortællingen har grebet os, stilheden i redningsstationen er tyk. Jeg mærker våde kinder og ser, at andre forfattere er lige så fanget af historien, som jeg er. Vi står der bare. Den vagthavende kommer frem fra sit kontor på første sal, hvor han har lyttet med på Egons historie. Han læner sig lidt ned mod os og tilføjer, at skipperen Peter senere druknede i Ringkøbing fjord. Han var alene og var iført vaders, der blev fyldt med vand.
De vestjyske fortællinger fra før og nu tager ingen ende, men møllevinger vokser ikke op i himlen. Vestas kom på hollandske hænder, og rykkede siden til en kapitalfond. Øv. Tænk, om ejerkredsen fortsat havde været på danske hænder! De økologiske landmandsfamilier er selvbærende som møllevingerne, men der skal ikke mange vindstød til for at vælte staldbygninger og ildsjæle. Sorte skyer i form af spekulationer over afsætningsmuligheder for mælken, andele, lån og gæld luer i horisonten.
Der er mange måder at klare skærene på. En af dem fik jeg lirket ud af den vidende fortæller og rundviser, John V. Jensen fra Nymindegab museum. På stedet har de udstillet det dramatiske billede: ’Redningsbåden går ud’ (1878) af maleren Carl Locher. Billedet viser ni mand ved årerne og en stor forlist skonnert langt ude i de høje søer. Den åbne robåd er midt i at forcere en enorm brænding og har kurs mod haveristen. Jeg hvisker til John, at denne scene efter min opfattelse ikke kan være sand. Han smiler lidt og fortæller, at det hed sig, at hver gang Locher var i pengemangel, så malede han ’Redningsbåden’. Den illusion var let at afsætte til de velhavende københavnske købmænd.
Skjern Å handler også om vand – og jord. Danmarks eneste deltaområde fylder meget i landskabet og blandt os forfattere. Jeg stirrer betaget over de udstrakte brune jorde, den grå himmel og de smukke formationer af flyvende gæs, der pyntede på det hele. Et par af os var heldige nok til at opleve en lille udgave af sort sol. En flok stære glider, nærmest svømmende på himlen, som flokke af fisk i besnærende formationer.
Trækfærgerne er sjove, vi fumler og griner. Tæt pakket står vi i pumpehusets gang og får tilført fakta om naturparkens tilblivelse. Magtspillet og konflikterne omkring erstatningsjordene understreges af lydene fra de kraftige pumper, der døgnet rundt flytter 1000 liter vand per sekund. Det går ikke uden midler, og forandringens vinde blæser fortsat øst for Vesterhavet. ·
