Orhan Dogru

Sidst opdateret: 6. november 2019
Orhan Dogru

Beskrivelse:

Jeg er kurdisk/tyrkisk-dansker, født og opvokset i Tyrkiet og kom til Danmark som 18-årig i 1987. Jeg driver eget oversættelsesbureau som autoriseret translatør i Glostrup og bor i Brøndby Strand. Privat har jeg altid skrevet meget. I mine unge dage førte jeg dagbog, og senere var jeg aktiv som skribent på tyrkisk og dansk, ligesom jeg holdt mig ajour med kurdisk, tyrkisk og dansk litteratur. Ud over min dagbog skrev jeg hele tiden noget til ”skrivebordsskuffen”, så det var ikke uforberedt, at jeg sprang ud som forfatter i november 2016.

Kontakt Oplysninger:

Adresse: 2660 Brøndby Strand Land: Danmark Mobil: 28408596 E-mail: Klik for at se e-mail

Medlem Af:

Dansk Oversætterforbund

Online Referencer:

Oversætter fra:

Dansk, Tyrkisk

Oversætter til:

Dansk, Tyrkisk

Besøg mig på:

Udgivelser

Andre projekter

Lavet i:

Flere udgivelser

Mem og Zin og en række andre berømte kurdiske sagn og hidtil ukendte eventyr foreligger nu for første gang på dansk. Mange har nok hørt historien om Mem og Zin før, men ingen har læst den på dansk.  Nu er der mulighed for at læse sagnet “Mem û Zin” i bogen “Mem og Zin og andre kurdiske sagn og eventyr “ med dertil hørende personlig beretning og analyse om kurdisk mundtlig fortælletradition set i kulturhistorisk lys.

“Mem og Zin – og andre kurdiske sagn & eventyrer” er en opsigtsvækkende bog, der for første gang på dansk præsenterer en samling kurdiske sagn og eventyr, foruden baggrundsmateriale om den mundtlige fortælletradition og kommentarer, gendigtet af Orhan Dogru og med flotte illustrationer af Pia Falck Pape.
Første del bogen består af genfortællinger af tre kurdiske sagn, nærmere betegnet Ehmede Xanis poetiske klassiker Mem og Zin, det anatolske folkesagn Meme Alan og historien om Siyabend og Xece samt en genfortælling af fire eventyr fra forfatterens barndom, som aldrig tidligere har været nedfældet skriftligt som litterært værk hverken på kurdisk eller noget andet sprog.

Anden del af bogen giver en uddybning af fortællingernes baggrund. Fra en analyse af Mem og Zin til et kort rids over kurdernes historie og situation set med Ehmede Xanis øjne. Fra problematikker ved gengivelse af mundtligt kurdisk på skrift til “dengbej” som institution for mundtlig overlevering og den infdlydelse de kurdiske folkeminder og dengbej-fortællinger har øvet på f.eks. den verdenskendte forfatter Yasar Kemal. Endelig berettes der også om forfatterens eget personlige møde med mundtlige fortællinger under sin opvækst på egnen omkring Kusca i Tyrkiet.

…………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Digtsamlingen “Rejse mod håbet”

Mit seneste arbejde er “Rejse mod håbet” som jeg har gendigtet ud fra den herboende digter Mahmut Erdens gamle og nye digte på tyrkisk, der udkom 24.april 2017 på Det Poetiske Bureaus Forlag.

Vi indåndede den samme luft og trådte vores barnesko samme sted – blot med knap en generations forskydning. Vi var begge børn under samme fattige kår og gik i samme landsbyskole og senere i samme gymnasium i byen. Vores livsbaner krydsedes igen i Danmark, som Mahmut kom til i 1969 som 20-årig og jeg som 18-årig i 1987. Vores livslange venskab mundede ud i dette samarbejde, hvor Mahmut har skrevet digte på tyrkisk, som jeg her har gendigtet på dansk.

…………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Newroz som myte og litteratur

Bogen indeholder den hidtil mest detaljerede genfortælling af Newroz-myten fra oldtidens Mesopotamien, der går længere tilbage end til fortællingen om den tyranniske Kong Dahhak ved også at berette om kongerne Djemshid og Mardas. Dengang var Mesopotamien hjemsted for en mosaik af folkeslag som kurdere, arabere og persere i en verden behersket af overnaturlige kræfter.

Da det mørke, der hænger over landet som en tusindsårsnat, er allerdybest, træder sagnhelten Smeden Kawa ind på scenen og gør oprør mod Kong Dahhaks undertrykkelse af sit folk. Smeden Kawas rolle som lysbringer i den mørke tid danner grundlag for Newroz-myten, der ikke kun betegner det kurdiske nytår, men også står som symbol på modstand mod undertrykkelse og stræben efter frihed.

Sidst i bogen bringes der en analyse af tre ældre klassiske fortælleres omtale af Newroz-myten i deres værker. I den forbindelse foretages der en kritisk analyse af Firdausis ensidige behandling af Newroz-myten. Derefter gengives der for første gang på dansk et udvalgt kapitel af ”Serefname”, den første kurdiske historiebog af Şerefxane Bedlisi, hvori Newroz-myten er omtalt, samt et eksempel på, hvorledes Ehmede Xani har inddraget myten om Newroz i sin kurdiske klassiker.

…………………………………………………………………………………………………………………………………………………

Tre sagn om tre folks oprindelse

For første gang er skatte fra kurdisk, tyrkisk og dansk folkelig fortællekunst blevet samlet i en letlæselig, rigt illustreret bog, der indeholder sagn om, hvordan de kurdiske, tyrkiske og danske folk blev til.

Kurdernes tilblivelseshistorie har rod i den kurdiske nytårsfest ”Newroz”, hvor man mindes Smeden Kawas oprør mod den onde tyran Kong Dahhak, i hvis skuldre der er fremvokset slanger, som kun kan holdes nede ved at ofre unge mænds liv.

Tyrkernes oprindelse siges at gå tilbage til en guddommelig ulvinde, som redder en tyrkisk dreng fra fjendens lemlæstelser. Senere parrer ulven og drengen sig for at videreføre tyrkernes slægt. Tilsvarende reddes tyrkerne ud af ødemarken Ergenekon ved ulvindens guddommelige kraft.

I Danmark har man ikke et så dramatisk sagn om folkets oprindelse, idet heltesagnet om Kong Dan, som gav navn til landet Danmark, fortæller om, hvordan Danmark skabes på fredelig vis, ved at Kong Dan samler sjællændere, jyder og fynboer til et samlet rige.

………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………………….

Tyrkiets historie indtil 1923

Oldtiden bød på store imperier såsom grækernes og romernes riger, der prægede kulturen i både Europa og Mellemøsten og da især i Lilleasien (det nuværende Tyrkiet). De gik under og blev siden fulgt af de store nationalstater Frankrig, England og Spanien, der opbyggede imperier baseret på oversøiske kolonier og nåede deres højdepunkt omkring år 1900.

Så at sige midt imellem disse store riger i tidsperspektivet opstod der omkring år 1300 et lille lilleasiatisk fyrstendømme, der tog navn efter sit herskerdynasti Osmannerne. Dette fyrstendømme stod under en gunstig stjerne, for dets tidligere så mægtige nabo, Det Østromerske (Byzantinske) Rige, var i forfald på det tidspunkt. Det lille fyrstendømme udviklede sig i kraft af erobringer i det sydøstlige Europa til et rige, der kaldte sig Osmannerriget. Kronen på værket var selvfølgelig erobringen af Konstantinopel, som beseglede Middelalderens endegyldige nedgang.

Senere erobrede de osmanniske sultaner, der ikke kaldte sig selv tyrkere, selvom det var betegnelsen for riget i det kristne Europa, også det meste af Mellemøsten og Nordafrika, så at de stod i spidsen for datidens største stat. Det var en stat, der var multikulturelt orienteret, ligesom den også var multireligiøs, idet islam dog havde prioritet.

I 1500- og 1600-tallets Europa anså de kristne riger Osmannerriget for en stor trussel, idet der udkom mange bøger, der advarede mod den tyrkiske fare. Osmannerriget præsterede da også – men uden held – at belejre Wien i 1529 og 1683. Når osmannerne fik så stor succes, skyldes det dog også, at europæerne var optaget af at føre indbyrdes religionskrige.

Fra omkring år 1700 kom Osmannerriget til at gå alle imperiers gang, idet det gik i forfald. Især den nationalisme, som Den Franske Revolution i 1789 gav anledning til, medførte, at de kristne folkeslag, som var underlagt islamisk herredømme på Balkan, stat for stat kunne løsrive sig fra riget.

Sultanstyret smuldrede i det rige, som europæerne kaldte Europas Syge Mand, og veg så småt for en nationalistisk bevægelse, de såkaldte ungtyrkere, der ville forene de tyrkiske folkeslag i Anatolien og Centralasien til et storrige på islamisk grundlag. Efter Osmannerrigets nederlag i 1. Verdenskrig, hvor man havde allieret sig med Tyskland, blev riget ved den såkaldte Sèvrestraktat reduceret til en beskeden del af det nuværende Tyrkiets størrelse. Under ledelse af officeren Mustafa Kemal, der senere blev kaldt Atatürk (tyrkernes fader), lykkedes det for tyrkerne at få denne traktat omstødt og i stedet opnå en fredstraktat, der hed Lausannefreden, der sikrede Tyrkiet i omtrent i dets nuværende udstrækning.

Den nye tyrkiske nationalstat, der rejste sig af Osmannerrigets aske, hed Den Tyrkiske Republik af 1923. Da denne stat byggede på arven fra Osmannerriget, er kendskab til Osmannerriget en forudsætning for at forstå forholdene i nutidens tyrkiske samfund. Derudover har Osmannerriget også præget store dele af Europa, Mellemøsten og Nordafrika, så denne bog giver også en god forståelse af disse nye landes historiske baggrund. Især det forhold, at der skulle foretages helt nye grænsedragninger efter Osmannerrigets fald, er noget, der volder store problemer den dag i dag.