Af Lyrikere d. 27. november 2017
Når overfladen dækker over, ja, hvad ved jeg?
Vandet, fjorden lige uden for vinduet. Helt uden egenvilje, dum som snot, ku jeg forestille mig en Højholt ville sige. Smuk som bare pokker. Den ejer ikke sin skønhed, siger jeg så. Det er noget jeg tildeler den, siger jeg for nu at være banal. Vi, jeg vælger på vegne af den. Og for den.
Den skifter karakter hver dag i sit udtryk, går fra vinterens fastform, is, og så lidt sjældnere som damp som fra en kedel, etc. Men står man ikke lige og klapper af det vand dér rundt om i landet